03 sep INTERVIEW: SG Lewis har reflekteret over menneskets behov for at gå i byen og fortolket det i sit konceptuelle debutalbum

Foto: Universal Music Group

Den 21. juni udkom tredje del af SG Lewis’ konceptuelle debutalbum, hvor han har studeret mennesket og vores trang til at flygte fra hverdagen og ind i nattelivet. Dusk, Dark, Dawn er hans fortolkning af sit eget studie af menneskelig adfærd, og mens verden omkring ham har blikket og ørerne rettet mod de tre EP’er, er han allerede videre til sit næste studie i discoens historie. Vi har mødt den dynamiske kunstner, som nægter at stå stille.

Sam Lewis, den britiske producer, DJ og sangskriver som siden 2015 har udgivet musik under kunstnernavnet SG Lewis, har flere gange prøvet at gå i gang med sit debutalbum. Men han blev ved med at mangle et centralt tema, et koncept eller en historie, der kunne binde musikken sammen og udgøre et endemål, han kunne stræbe efter. Det vidste han bare ikke selv, før en en åbenbaring i Londons undergrund pludselig fik det hele til at ske.

– Det var først, da jeg fik det der “klik”-øjeblik, at det gik op for mig, hvorfor jeg havde haft problemer med at lave et album. Jeg var med metroen, og det kom ret pludseligt og tilfældigt til mig. Jeg lyttede til nogle numre på min iPod og begyndte at tænke over meningen med musik, og hvad det er for noget musik, vi lytter til, når vi laver mad, når vi er med metroen og så videre.

Tankestrømmen fortsatte, som sådan nogle jo har det med at gøre, og han begyndte at tænke mere specifikt over, hvad det er for noget musik, vi lytter til i starten, i midten og ved enden af en tur i byen.

– Jeg blev virkelig interesseret i den idé, og hvordan folk i starten af aftenen måske lytter til disco-agtigt musik eller west coast hip hop, som er mere glad og repræsenterer sådan en forventningens glæde til aftenen. I midten, er det meget mere højenergisk, og til sidst bliver det mere intimt og down tempo. Da jeg først havde den idé, tænkte jeg; ‘Wow, det ville være vildt fedt at følge de her tre dele,’ og nu står vi her, siger han og laver et hurtigt klap med hænderne. 

Jeg møder SG Lewis i hans vogn bag Sherwood-scenen på Smukfest, hvor han er booket til en tidlig eftermiddagskoncert. Udenfor siler regnen ned, og der er gået en red-dig-selv-agtig overlevelsestilstand i de gennemblødte festivalgæster. Det tager briten ikke så tungt, og han virker egentligt bare oprigtigt glad for at skulle præsentere sit koncept i Danmark, lige meget hvor mange, der vælger at trodse regnen og komme ud til den ikke-overdækkede scene. 

SG Lewis har eksperimenteret med koncepter på mere end bare ét niveau. I stedet for at følge et klassisk udgivelsesforløb med et par singleforløbere inden udgivelsen af hele albummet, har han delt udgivelsen op i de tre EP’er Dusk, Dark og Dawn, hvoraf de to første allerede landede sidste år. De repræsenterer hver især de tre forskellige stadier af en bytur. Mens Dusk er mere glad og lys i udtrykket, tager SG Lewis musikken i en mere dunkel og hårdere retning på Dark, inden Dawn tager os helt ned i tempo igen, så vi stille og roligt kan fordøje nattens udskejelser.

Det har uden tvivl været et kreativt udfordrende forløb for SG Lewis, som dog fandt en måde at sætte et konstruktivt pres på sig selv for også at nå i mål. 

– Fordi folk har forventet et album eller projekt fra mig, følte jeg mig ret bagud, så da idéen endelig kom til mig, annoncerede jeg det bare med det samme, selvom jeg ikke havde noget musik klar. Jeg var lidt sådan; ‘Hvis jeg annoncerer det, så bliver jeg også nødt til at binde mig til det.’ Så det øjeblik, jeg annoncerede det, var jeg sådan; ‘Okay shit, nu skal jeg rent faktisk også gøre det.’

Det var en udfordring at sætte sig selv i de tre forskellige tankegange over så lang en periode, og for hver EP måtte han ændre sin tilgang, sine indflydelser og generelt udforske meget forskellige typer musik til de forskellige dele af albummet. 

– Men det pres var virkelig godt for mig, fordi det tvang mig til at knytte mig til det. Jeg føler, at jeg kunne have brugt flere år inde på mit værelse og bare sidde og ændre små detaljer, men jeg blev nødt til at få det ud, så det var et positivt pres, forklarer han. 

Det er generelt en ukuelig optimisme, der gennemsyrer vores snak, og da lokalet bliver helt mørkt, og himlen udenfor forbereder sig på endnu et stort skybrud og tordenvejr, smiler han bare, selvom hans koncert nærmer sig lige så hurtigt som regnvejret. Det bliver nærmest helt symbolsk, da han badet i mørke fra skyerne fortæller, at det nok var arbejdet med Dark, der var det hårdeste.

– Jeg er ikke rigtigt kendt for at lave mørk musik på den måde og var lidt uden for min comfort zone. Der var helt klart ting på pladen, som jeg ville prøve, selvom jeg ikke nødvendigvis havde gjort det før. Derfor tog det også lidt længere tid og skabte et større mellemrum mellem Dusk og Dawn. Så det var helt klart udfordrende, men jeg er så taknemmelig for, at jeg har gjort det nu og er på den anden side af det og kan tænke over, hvor stolt jeg er af de tre dele.

Udover at repræsentere en lang række forskellige inspirationer (det kommer vi mere ind på senere), så viser albummet også hans store glæde for samarbejder. Fordelt over de tre EP’er gæstes kunstneren blandt andet af AlunaGeorge, Bruno Major, HONNE og den uhyre hypede sangerinde Clairo. Allesammen kunstnere, som han selv beundrer lige så meget, som vi andre gør.  

– Samarbejder kommer altid ud af, at jeg bare selv er fan af nogen. Det er så corny at sige, men jeg elsker simpelthen bare musik. Jeg lytter til så meget musik, det er alt jeg taler om, og alt jeg tænker på. Så det kommer bare fra, at jeg lytter til deres musik og nu er i en position, hvor jeg faktisk kan tage fat i dem, og der er en chance for, at de også er fans af mig. Så de bedste samarbejder opstår fra denne der gensidige respekt.

Mens Bruno Major er en af SG Lewis’ bedste venner – og en han har arbejdet sammen med mange gange – var Clairo bare en af hans yndlingsartister, da deres managere kom i kontakt med hinanden, og de for første gang mødtes i L.A. 

– Jeg spillede hende beatet fra “Better” (en single fra 2018, red.), og hun elskede det bare. Så vi lavede “Better” på en halv time eller sådan noget og blev gode venner efterfølgende, fortæller han, inden han overdynger hende og hendes debutalbum med ros. 

Et studie i menneskelig adfærd

SG Lewis lever og ånder musik. Det er hans tanker, hans job, hans hobby, hans dag, hans nat, og hans indgang til ny viden. Udover at Dusk, Dark, Dawn i høj grad blev en indadskuende proces for Lewis, kalder han også selv arbejdet med projektet for “et studie i menneskelig adfærd”.  

– En af de ting, jeg fokuserede på var det her menneskelige behov for at gå ud. Jeg synes, det er virkelig interessant, at så mange mennesker arbejder hele ugen, så de kan gå ud i weekenden og more sig. Der er sådan en form for nærmest mondæn eufori i det, at folk ser frem til de events som en eskapisme fra 9 til 17-jobbet.

Han siger det ikke selv, men jeg fornemmer, at der også ligger en form for opgør med fordommene om det at tage i byen gemt i SG Lewis’ konceptalbum. Han har i hvert fald også taget sig tid til at reflektere over de mere negative holdninger til bylivet, man nogle gange kan støde på. 

– Jeg synes, at der er noget undervurderet, men smukt omkring det (bylivet som eskapisme, red.). Altså, man tager til en festival, og folk har det bare for fedt, og jeg tror, at det er ret nemt at afskrive det og tænke; ‘Argh, det er bare mennesker, der bliver fucked up og drikker’, og så videre. Men når jeg tænker over nogle af mine bedste øjeblikke gennem livet, så har det handlet om at opleve live musik med mennesker, jeg holder af, på festivaler eller til shows og lignende.

Udover at SG Lewis har brugt Dusk, Dark, Dawn til at udfordre folks fordomme om bylivet, har han også brugt det til at udfordre andres forventninger til ham selv som kunstner. Albummet er på mange måder defineret af kontraster, og det er præcis dem, der har åbnet nye døre.

– Jeg tror, at nogle vil have hørt “No Less” eller “Yours” og tænke; ‘Ah, SG Lewis er sådan en down-tempo-fyr’. Men så er der sådan nogle som “Hurting” eller “A.A.T”, som er meget mere energiske. Da jeg lavede dem ville jeg virkelig gerne have noget hip hop på Dark, fordi atmosfæren er lidt til det. 

SG Lewis ved godt, at nogle af hans fans har været overrasket over, at han pludselig er gået hip hop. Og han ved godt, at der er nogle, der bare gerne vil have, at deres yndlingskunstnere bliver ved med at lave det, de ved, at de så godt kan lide, men…

– Det fede ved det her projekt er, at jeg forhåbentligt nu har fået udtrykt det faktum, at jeg altid kommer til at lave forskellige ting. Jeg kommer aldrig til bare at lave præcis det samme, så nu, hvis nogen i fremtiden er sådan; ‘Hvorfor laver du en hip hop-plade?’, så kan jeg sige, at jeg allerede har eksperimenteret med det tidligere.

Disco: Et nyt studie

Spoler vi tiden tilbage, til før jeg tændte min optager, og jeg lige havde hilst på SG Lewis, afslørede han, at han lige op til sin tur til Danmark havde arbejdet på ny musik derhjemme. For mens lytterne og musikmedierne stadig buzzer over Dusk, Dark, Dawn, har SG Lewis allerede kastet tankerne på sit næste projekt.

– Jeg er rimelig dybt inde i det, siger han med julelys i øjnene; Det er en form for studie i disco og 80’erne i New York City. Det er ikke en gengivelse af det, men mere at jeg prøver at udfordre det gennem mine øjne. Jeg er besat af disco og køber vildt mange disco-plader, og jeg prøver bare at udforske meget af den energi, der er i musikken, til min næste plade. 

Lidt ligesom når en forfatter bruger næsten lige så lang tid på at researche til sin bog som på at skrive den (i hvert fald hvis den skal være historisk korrekt), ligger en stor del af SG Lewis’ musikalske projekt i undersøgelsen af de tematikker, han kredser om.  

– Lige nu læser jeg en bog på omkring 400 sider om discoens historie, og hvad det var, der skete. Og så lytter jeg til podcasts omkring både starten og enden på disco i New York. Og så har jeg købt denne her bog med billeder fra en nat i New York, hvor fotografen er sådan; ‘Det her er, hvad der skete’, og bare har fået de vildeste billeder. Jeg har også en bog med alle flyers fra 80’ernes fester i New York. Det er bare side efter side med flyers fra fester, og nogle af dem er så vilde. Så lige nu er jeg bare igang med at fordøje alt det på en måde, siger han. 

– Jeg bruger for meget tid på internettet, griner han videre, da jeg spørger, hvordan i alverden man får fingrene i en bog med flyers fra 80’er-fester i New York. 

Ligesom i ethvert andet studie, lærer man nye ting, jo flere af de 400 sider, man tygger sig igennem. Det samme gælder for Lewis’ dyk ind i disco-æraen, og det er især, hvordan den kom til en ende, der har overrasket ham. 

– Folk har forskellige meninger om, hvordan det skete, men discoen blev basically bragt til en ende af homofobi og racisme. De brændte disco-vinyler af, fordi de troede, at musikken var djævelsk eller sådan noget. Og det er virkelig – efter min mening – altså fordi discoen var født ud af homosexuelle og sorte miljøer, og det var straight, hvide ‘rockers’ i Amerika, som prøvede at undertrykke det faktum. Det er virkelig vildt rent faktisk at afbrænde plader. Jeg kan slet ikke forestille mig at hade en type musik så meget, at jeg ville have lyst til at brænde det.

Jeg kan slet heller ikke forestille mig SG Lewis hade en type musik nok til at ville brænde den. Faktisk er jeg overbevist om, at den unge kunstner elsker musik så meget, at han ser potentiale i det hele. Det er i hvert fald også det indtryk, kontrasterne på hans debut(koncept)album udstråler.

Sidste del af albummet, Dawn, udkom i juni i år. Du kan lytte til alle tre EP’er via Spotify herunder eller gennem en anden streaming-tjeneste her.