Der er både Rock’n’Roll og Glam at finde i videoen på Temples opfølgning på “You’re Either On Something”

Foto: Matt Clarke

På fredag udgiver det engelske psychrock band Temples deres tredje album Hot Motion. Singlen “You’re Either On Something” er allerede ude, og nu er musikvideoen dertil ligeledes.

Hvis du er P6 BEAT-lytter, har du sandsynligvis hørt singlen “You’re Either On Something” fra Temples. Den har nemlig været fast inventar på kanalen de seneste par måneder. Nu er Temples ude med en tilhørende musikvideo, og den er ligeså suspekt som titlen på nummeret.

Vi følger en vild bytur med bandet der bærer glinsende blazere med skulderpuder og vildt glam-hår. Der bliver smækket et par (ualmindeligt) smilende ansigter på skærmen, med unaturligt lysende øjne, og derudover går det ellers bare amok med rystelser, farver, lyn, hurtige kameraskift og forvringende effekter. En bartender, der mest af alt ligner et medlem af Adams Family, er også en del af videoen, såvel som Temples symbol (der minder en del om Princes), som er at finde i løbet af videoen på ur, ølflasker, og roterende i luften.

Temples udgiver på pladeselskabet ATO Records, der blandt andet også holder Alabama Shakes, Primus og Midlake.

Du kan opleve Temples live på Loppen den 29. november.

Tags:
Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com