Anna of The North annoncerer næste og andet album

Foto: PR

Den aktuelle sangerinde Anna of The North annoncerer et nyt album i samme navn som sin seneste single “Dream Girl”.

Vi har før vist vores begejstring for Anna of The North bestående af Anna Lotterud og producer Brady Daniell-Smith, og derfor er vi helt oppe at ringe over nyheden, om at deres nye og andet album Dream Girl lander allerede den 25. oktober.

Det går strygende for nordmanden og hendes new zealandske producer, der både har samarbejdet med Tyler, The Creator, Rejjie Snow, turneret med Anderson Paak og senest udgivet en single med Shakeships. Derfor kunne det sagtens tænkes, at der skulle være nogle fede samarbejder på det nye album. Albummet fra 2017 Lovers har også modtaget stor ros og det hele kulminerede da titelsangen, på albummet af samme navn, blev spillet i en populær Netflix fim og derefter dagligt stadig bliver streamet over 100.000 gange. Man kan altså roligt snakke om en nordisk musiker, der springer rammerne og høster opmærksomhed i udlandet.

Forventningerne til albummet er da også store, og at dømme ud fra singlen i samme navn, bliver albummet et signaturisk album for dem. Bløde, poppede og milde toner flyder over højtaleren på nummeret “Dream Girl” og giver dig sommerfugle i maven og et smil på læben. Outroen til nummeret hvor Anna synger “la da da da da da…” efterlader én i en lille boble af ekstase og romantiske tanker.

Anna of The North elsker at synge om kærlighed og store følelser, hvilket også er tilfældet på dette track. Man bliver som altid betaget af Anna Lotterud’s fine vokal og Brady Daniell-Smith’s elskværdige beats. På denne sang er temaet mere uafhængigt fordi Anna Of The North synger om at være kvinde i dag og ikke at have brug for en partner for at føle sig noget værd, og at ens romantiske forhold ikke skal definere ens personlighed.

Imens vi venter i spænding på albummet Dream Girl kan du lytte til singlen her:

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com