27 sep Track by track: Trentemøller tager dig med gennem sit nye album Obverse

Foto: Sofie Nørregaard

I dag udkommer Trentemøllers femte album ´Obverse´, som blandt andet byder på gæsteoptrædender fra medlemmer af ikoniske bands som Slowdive og Warpaint. Vi har spurgt ind til sangene på albummet og deres historie.

Anders Trentemøller er ikke et nyt navn på hverken den danske eller internationale musikscene, og af god grund. Hans stemningsprægede elektroniske musik, og hans evne til at inkorporere elementer fra diverse stilarter, gør Trentemøller til en unik artist. På Obverse har Trentemøller valgt at lade studie-oplevelsen give ham frie rammer, hvilket har resulteret i et album, som har haft frihed til at udforske og afprøve nye muligheder.

Læs hvad Trentemøller har at sige om sangene på Obverse herunder:

Cold Comfort

– “Cold Comfort” er åbningsnummeret på Obverse, og det vidste jeg, det skulle være, lige fra jeg begyndte at arbejde på nummeret første gang. Mit ønske var, langsomt at invitere lytteren ind i pladens univers, så det var vigtigt, at der var tid og luft i nummeret, indtil vokalen kommer ind. Derfor er det et super langsomt, og slæbende, beat, der får lov til at indlede hele pladen. Egentlig begyndte jeg at arbejde med det, der blev til den lange syrede outro, men jeg følte, der gerne måtte være en skærende kontrast til den ret tunge og dystre stemning, man hører i outroen. Så jeg kom op med nogle akkorder, der var ret luftige og brød ud af dronen i outroen, så der blev skabt en interessant spænding rent tonalt. Egentlig blev disse akkorder først spillet af et par synths, men jeg syntes en guitar på en måde passede bedre i lyduniverset. Da jeg arbejdede på guitar-lyden, kom jeg til at tænke på Rachel Goswels stemme. Den lå faktisk på en måde hele tiden i baghovedet under arbejdet med nummeret, tror jeg. Så da nummeret faktisk var helt færdigt instrumentalt, tog jeg endelig mod til mig og skrev til Rachel på Instagram (Efter et par øl, ha ha…). Var sgu ret starstrucked og på en måde lidt nervøs over at spørge hende. Til min store forundring svarede hun straks tilbage og skrev, at hun var stor fan af min musik og meget gerne ville synge på et af mine numre! Det var selvfølgelig kæmpe stort for mig som inkarneret Slowdive fan, siden deres første plade kom for mange år siden. Så jeg sendte hende nummeret, og vi skrev lidt frem og tilbage om melodien etc., og ret hurtigt kom den endelige vokal på plads. Jeg kan godt lide, den ikke fylder det hele, men mere indgår i den samlede stemning i musikken.

Church Of Trees

– Et af de instrumentale numre på pladen, som nærmest er en rejse i sig selv. Især de instrumentale numre har det kendetegn, at de er lidt mere legesyge og eksperimenterende i formen end på mine tidligere albums. Det skyldes nok, at jeg satte mig selv for at gå amok i studiets muligheder på Obverse, og ikke tænke over hvordan jeg skulle transformere numrene til bandet live, som jeg ellers altid har gjort, når vi er draget på turné med mine forrige albums. Halvvejs inde i arbejdet med Obverse fandt jeg ud af, at min kæreste og jeg skulle have en lille søn. Det var helt fantastisk. Og det betød samtidig, at jeg besluttede mig for ikke at spille denne plade live overhovedet. Ikke nogen lang verdens-turné hvor jeg skulle være væk i en bus i månedsvis, som vi plejede. Det åbnede samtidig op for nye muligheder i sangskrivningen og ikke mindst i produktionen. “Church Of Trees” har et mere elektronisk udtryk, end jeg længe har arbejdet med, og det var sjovt at hive alle mine gamle analoge synths og underlige effekt pedaler frem, og se hvor musikken tog mig hen.

In The Garden

– “In The Garden” lyder egentlig præcis, som den oprindeligt blev skrevet. Opbygningen, hvor hver musikalsk rolle løbende bliver introduceret, følger den måde nummeret reelt blev til på. Først et simpelt elektronisk beat, derefter en baslinie med en ret tydelig melodi i (jeg elsker når bas linier har det ‘indbygget’ i sig, at de ikke bare markerer grundtonen). Herefter bryder de drømmende guitarer frem og til sidst i slutningen; et enkelt melodisk synth- tema, der afrunder hele sangen. Jeg havde hørt amerikanske Lina Tullgren’s debutplade ‘Won’ rigtig meget henover sommeren og tænkte instinktivt, at hun skulle synge på netop dette nummer. Der var en masse plads i instrumentalen til hendes stemme, og Lina var heldigvis vild med nummeret, så vi fik ret hurtigt vokalen på plads. Hun indspillede i et studie i New York, og vi mødtes så senere i mit studie på Amager og finpudsede vokalen. 

Foggy Figures

– Endnu et instrumentalt nummer på pladen som består af flere transformationer og modsætninger. Især kontraster og modsætninger skulle vise sig at være et gennemgående element på hele pladen, deraf også titlen ‘Obverse’, der vel kan oversættes til noget á la 2 sider af samme sag eller modsætningen af noget. Det kontrastfyldte har altid været en del af min musik, men på denne plade har det fået en tand mere plads, fordi det er et så studiebaseret album. Jeg har virkelig kunnet lege og manipulere med lyden og sætte tingene ret hårdt op, sort/hvidt, visse steder. Det afspejles også i “Foggy Figures”, der langsomt åbenbarer sig ud af tågerne for til sidst at forløse sig i en rytmisk eksplosion.

Blue September

– “Blue September” blev skrevet sammen med min kæreste Lisbet Fritze, der også synger og spiller guitar på sangen. Hun kom med denne lidt mellow idé til en sang, som jeg elskede ved første lyt, og jeg arbejdede så videre med den og omdannede den til et mere mørkt synth-baseret univers. Vi optog hendes stemme flere gange oven på hinanden. De mange lag får den til at lyde ret hypnotisk og spøgelsesagtig på en måde, nøjagtigt hvad jeg ledte efter. Vi fandt frem til netop den vokallyd allerede på det forrige album Fixion. På en måde, tror jeg, at jeg lydmæssigt prøvede at fange den der specielle fornemmelse af noget smukt og lidt ildevarslende på samme tid, som jeg syntes lå lidt i hele stemningen i sangen.

TRNT

– På “TRNT” slår jeg mig løs i alle mine underlige maskiner i studiet! Det er ren jam session med mig selv på en måde. Rent intuitivt og uden nogen egentlig plan udover at se hvor mit flip fører mig hen. Og igen et instrumentalt nummer der går sine egne veje. Jeg elsker især et specielt sted i nummeret, hvor en ond mur af lyd pludselig flænser igennem uden forvarsel. Jeg ville gerne have det til at lyde lidt Sunn 0)) agtigt og kørte både guitar og en masse synths igennem tonsvis af distortion pedaler og pitchede hele lortet ned, så det lød, som om det kom fra helvede selv (griner).

One Last Kiss To Remember

– For mig var det naturligt, at pladen fik et lidt mere støjende udtryk netop her. Jeg håber meget at folk vil lytte til albummet i sin helhed. Altså fra første til sidste nummer – lidt som at se en film fra start til slut. Stemningen blev lagt i det foregående nummer “TRNT”, og derfor passede de rå og overstyrede guitarer ret godt ind netop her på albummet. Jeg elsker den måde de overrumpler tromme-beatet og fuldstændig insisterer på at tage kontrollen. Lisbet Fritze synger også på dette nummer, og jeg har for første gang skrevet teksten selv. Lisbet’s luftige vokal kontra de støjende guitarer går fint hånd i hånd, og hele nummeret dykker ligesom ned under vandet i C-stykket – det var ihvertfald den effekt, jeg forestillede mig. At hele musikken for en tid tog en lille pause og dykkede ned, før det hele vender tilbage igen i slutningen af nummeret med dobbelt kraft.

Sleeper

– Nu er det tid til at få vejret igen, så “Sleeper” tager én med på en rejse til et helt andet sted. Måske hen til lige dér, hvor man er lige ved at falde i søvn? Det var ihvertfald lidt den stemning, jeg selv fik, da jeg lavede nummeret. Egentlig skrev jeg det på mit opretstående klaver i studiet, væk fra computeren og alle de andre instrumenter og gear. Jeg holder ofte af at sidde netop ved klaveret og skrive melodier, fordi fokus så er 100% på netop melodien og akkorderne. Og så er der bare noget super inspirerende ved at spille på et klaver; du har den der akustiske lyd, der ligesom strømmer imod dig fra træet. Det er ret magisk! Piano ideen blev senere overført til min Juno synth og kørt igennem et par guitar pedaler. Men her og der i nummeret kan man stadig høre klaveret titte frem. Jeg optog det med noget filt, der nænsomt dækker strengene, så klaveret bliver dæmpet i lyden og får en næsten overjordisk klang, synes jeg. Alle de små knirkelyde det giver, når jeg så optager klaveret helt tæt på, er jeg ret vild med, og det giver samtidig et fint modspil til de analoge synths.

Try A Little

– “Try A Little” er et nummer, der egentlig stikker ret meget ud i forhold til numrene på resten af pladen, men jeg følte, albummet godt kunne holde til et slags afbræk fra de mere komplekse instrumentale, og lidt mere mørke og drømmende, numre. Så “Try A Little” er nok det mest poppede, jeg har lavet, med en vokal der er sunget af jennylee fra Warpaint. Vi har før arbejdet sammen og svinger rigtig godt med hinanden, så da jeg havde det her nummer liggende, som jeg vidste, jeg gerne ville have med på pladen, men ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle komme videre med, spurgte jeg Jenny, om det var noget for hende. Jeg syntes, det passede rigtig godt til hendes vokal, og hun var heldigvis super glad for det og gik straks igang med at arbejde på vokalen. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke gjorde noget, hvis den var ret fremtrædende og lidt ‘hook’ agtigt. Jeg elsker Jennys stemme og synes, den har et fedt twist på en måde, der bringer noget energi ind i nummeret, så det nærmest bliver helt radio venligt ha ha.

Giants

– Ligesom jeg vidste, at “Cold Comfort” skulle indlede Obverse, vidste jeg også helt sikkert, at “Giants” skulle afslutte det. Det var et af de første numre, jeg lavede i arbejdet med den her plade, og det blev til ret hurtigt en sen nat. Det var et af de der numre, der bare skrev sig selv. Jeg forestiller mig, at de lidt blæser-agtige synths nærmest lyder som nogle store væsner, som du svagt kan skimte i skumringen. Der er masser af luft i nummeret, og det giver plads til, at det langsomt kan vokse uden det føles forceret. Jeg ville gerne bibeholde en lidt underspillet stemning, lidt tåget, lidt afventende… før tonerne manifesterer sig for alvor, i den bro der kommer i midten af nummeret. Nummeret slutter, som det starter, og fuldender den ring, som jeg, på en måde, håber hele albummet fornemmes som, når man lytter til det. En sammenhængende rejse med kontraster af lys og mørke, støj og stilhed.