fbpx
Long Island_Niels Vogensen Biasevich

Ugens Upcoming: Long Island

Foto: Niels Vogensen Biasevich

Med drinken Long Island Iced Tea som fællesnævner, fandt de tre drenge sammen under en bytur, hvilket resulterede i en ny, ung og spændende poptrio.

Det spritnye danske band Long Island debuterede i juni med den sprøde single “Hælder Op”, og udgav tidligere i september den tilhørende musikvideo. De tre drenge i poptrioen skaber dansabel og ærlig popmusik, som på den ene side trækker på klare referencer til 90’erne, men som samtidig har en ny og frisk lyd, der sætter følelserne igang. Det er i dette mix af nye og genkendelige klangflader, at Long Island skaber deres bevægelige musik.

Med tekster som omfavner livet i ens 20’er, med byture, rastløshed, kærlighed og alt hvad det indebærer, er Long Island en stemme de fleste unge kan nikke godkendende og forstående til. Lær bandet bedre at kende herunder.

 Hvem er Long Island? 

– Long Island består af Andreas, Benjamin og Victor som mødes i et fælles projekt om at lave musik, der udtrykker nogle af de nostalgiske, sentimentale og til tider euforiserende momenter, som vi har oplevet de sidste par år i vores liv. 

 Hvordan vil i beskrive jeres lyd? 

– Vi plejer at beskrive vores lyd som ulykkelighedspop. Vi er lyden af den euforiserende fredag aften og den samvittighedsfulde lørdag morgen. Vores tekster er ofte ret personlige og udleverende, men vi prøver ofte at understøtte det med poppede elementer og gode melodier. I ny og næ kan der godt snige sig en lille 80’er eller 90’er reference ind i vores produktioner. 

 Hvordan startede I? 

– I starten var vi vel nok bare nysgerrige på hvilken slags musik, der ville komme ud af det, hvis vi tre lavede musik sammen. Benjamin og Andreas har spillet sammen siden de var helt bittesmå, men det er først her nogle få år tilbage, at vi alle tre prøvede at lave musik sammen. Da vi en dag lavede den sang, der hedder “Hælder op” – som er den første single vi har udgivet – fandt vi ud af, at vi skulle lave pop musik. Og det har vi ikke været i tvivl om siden.

 Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik? 

– Vi har fundet ud af, at vores bedste sange bliver til, når vi giver hinanden plads til at prøve sig frem. Det handler nok mest om at give hinanden lov til at eksperimentere og lege en masse. Vi oplever ofte, at det er de idéer, vi har sværest ved at forstå i starten, vi ender med at blive gladest for til sidst. Derfor øver vi os på at blive gode til at holde fast i de tidlige idéer, selvom vi måske kan tvivle lidt på dem undervejs. 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres musik? 

– Det er rigtigt mange, og de er ret forskellige. Vi kan rigtig godt lide First Hate, men vi kan også rigtig godt lide Thøger Dixgaard. Generelt er der rigtig meget god musik, der blomstrer op i Danmark for tiden, som vi lader os inspirere meget af. Vi er inspireret af den lille detalje, der kan skabe identitet og personlighed i et nummer. 

 Hvad er der på pladespilleren lige nu? 

– Khalid – “Bad Luck”. Mest fordi at guitaren lyder så absurd godt, at man bliver lidt misundelig. 

 Hvad er I igang med lige nu (på musikfronten)? 

– Lige nu er vi i gang med at forberede vores 2. single, som vi udgiver snart. Derudover bruger vi en masse tid på at skrive ny musik, og er så småt i gang med at forberede os til efterårets koncerter. 

Hvad er drømmen? 

– Drømmen er, at så mange mennesker som muligt kommer til at høre vores musik. Vi har måske lidt på fornemmelsen, at vores musik kan dele vandene en smule – måske lidt noget man enten elsker eller hader. Men den tendens er vi egentlig ret glade for. Vi elsker at komme ud og spille live, så en af vores helt store drømme er helt klart at komme på en Danmarks-tour. 

Hvis I kun måtte vælge en af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så? 

– Det skulle være vores næste single “Drømmer mig tilbage”, men den må I vente på lidt endnu. Indtil da er vores første single “Hælder Op” et godt bud. 

Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være? 

– Prøv at gætte. 

Imens du venter spændt på næstesinglen “Drømmer mig tilbage”, kan du høre Long Islands debutsingle “Hælder Op” her:

Tags:
Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com