fbpx

Se Drew give en stærk akustisk optræden med “Perfect Disaster”

Foto: PR

Danske Drew synger storladne popmelodier med en kraftfuld vokal og gennemborende tekster, der dækker alt fra den unge naivitet til den destruktive kærlighed. Hun har netop sluppet en akustisk version af sit roste nummer “Perfect Disaster”.

Avril Lavigne og Amy Winehouse er blandt 28-årige Drews inspirationer – og det kan tydeligt høres på hendes karakteristiske lyd, som spænder fra rå pop til rock. Nummeret “Perfect Disaster” lå blandt de mest spillede sange på de danske radioer henover sommeren, og du har nu mulighed for at opleve den akustiske version af det elektropoppede track.

Den akustiske version af “Perfect Disaster” blotter Drews rockede vokal og giver et indblik i en anden autentisk side af sangerinden, som gør nummeret til en mere rå og inderlig oplevelse. Det akustiske nummer er forkortet en hel del, men det halvandet minut, hvor Drews mørke øjne flakker rundt i lokalet, og hun lever sig fuldstændig ind i sangen under den intime koncert, fremstår ærligt og ægte på en måde, som den originale dansable version ikke gør.

Den 11. oktober udsender Drew sit debutalbum Brutal, som skulle lege med tanken om, at lykken findes i smerten og det brutale i livet. Sangerinden tager på en lille tour efter udgivelsen og rammer blandt andet VEGA den 25. oktober.

Lyt til (og se) den akustiske version af “Perfect Disaster” her:

Johanne Adelaide Nickelsen
Johannenickelsen@bandsoftomorrow.com