fbpx

Det så vi første dag på Reeperbahn Festival 2019

Foto: Sleaford Mods // Christian Hedel

Vi er endnu engang taget et smut til Hamborg for at snuse rundt i den internationale musikscene. Onsdagens koncerter var en blandet fornøjelse, som dog alt i alt lagde en god grobund for resten af dagene. Her er, hvad vi oplevede første dag på Reeperbahn Festival.

Efter at have indlogeret os på vores hotel, bevægede vi os hastigt ned mod St. Pauli – området, hvor den berygtede gade Reeperbahn og festivalen af samme navn er at finde. I midten af det hele blev vi mødt af de to frontfigurer i canadiske Neon Dreams, der netop skulle til at indtage Reeperbus-scenen med et par enkelte numre. Det akustiske, “stripped” setup med Adrian Morris på guitar og Frank Kadillac på vokal var en blid start på årets festival og en mild introduktion til gruppens popsange, som i normalt live-setup ellers har ry for at blive leveret med mere rock-attitude. 

Vi skulle selvfølgelig også et smut forbi åbningsshowet, som lagde ud med et par taler fra blandt andet festivalens grundlægger Alexander Schulz efterfulgt af en lille smagsprøve på, hvad publikum senere kunne forvente af henholdsvis Feist og Dope Lemon

Easy Life var dagens første regulære koncert. En koncert vi havde set meget frem til, efter deres helt igennem overvældende performance på The Great Escape Festival i foråret. Denne gang var det på et mindre venue og foran et publikum, som måske ikke kendte helt lige så meget til kvintetten, som det engelske publikum i Brighton gjorde. Det kunne godt mærkes på stemningen, som Easy Life dog formåede at løfte med deres positive energi. Til sidst var der nærmest ikke én person i sigte, som ikke groovede med til deres laidback blanding af pop, hiphop og jazz. Gruppen viste endnu engang, hvilken originalitet de besidder – og selvom publikum lige skulle skubbes i gang, endte koncerten med at blive et af aftenens helt store højdepunkter. 

Læs også  INTERVIEW: KAMARA vil, med sin spritnye EP, vise hele verden, at hun kan lave musik, man både kan grine og græde til

Med en god omgang hiphop indenbords gik vi på opdagelse omkring Hamborgs mest berygtede gade, Reeperbahn, i håbet om at finde endnu et højdepunkt, og her blev vi fanget af det smukke og intime Imperial Theater. 

Publikum havde fundet sig til rette i sæderne med blikket fikseret mod teaterscenen, der var pyntet med blomster. Bedouine gik alene på de skrå brædder, kun akkompagneret af sin spanske guitar, varme, dybe røst og en håndfuld gode sange. Hendes personlighed syntes lige så varm som hendes stemme, og for et øjeblik glemte man alt om de blinkende lys og slidte natklubber på den anden side af teatrets fire vægge. Men måske koncerten med Bedouine var en anelse fejlplaceret, for efter en lang dags hektisk festival bliver en siddekoncert af akustisk karakter mere søvndyssende end medrivende. Desværre, for Bedouine er absolut et navn at holde øje med i fremtiden. 

I frygt for at blive lullet i søvn forlod vi koncerten og bevægede os videre mod den elektroniske punkduo Sleaford Mods, som forhåbentlig kunne ryste lidt op i vores trætte kroppe. Og det gjorde de.

De to gutter i Sleaford Mods spillede en intens koncert for en propfyldt sal på spillestedet Docks. Den engelske duo fra Nottingham er kendt for deres simple, minimalistiske og lidt komiske liveshow, og de har ikke brug for lysshow, fancy tøj, et liveband eller instrumenter. Gruppen troppede derimod bare op på scenen iført deres søndags joggingtøj, mens DJ Andrew Fearn placerede sin laptop på tre stablede ølkasser. Fearn trykkede play, og så var de igang. Den karakteristiske sanger Jason Williamson var på fra starten med sin aggressive attitude indhyllet i de nærmest spoken-word agtige tekster. Med en autentisk og vred levering, hvor man kunne se spyttet fra hans mund fra hvert ord, han råbte, spillede Sleaford Mods en energisk koncert – fuldstændig ligesom man havde forventet. Man kan godt argumentere for, at bandets minimalistiske show og musik kan blive en smule ensartet og langtrukkent, men deres vi-giver-ikke-en-fuck attitude havde en ægthed og troværdighed over sig, som gjorde, at man tog det hele til sig, og var med fra første slag. 

Læs også  Skal dine drømme om en karriere i musikbranchen blive til virkelighed?

Længere nede af gaden skiftede spillestedet Moondoo for en stund karakter fra stripbar til jazzklub, da Oscar Jerome og hans utroligt velspillende band gik på scenen. Jerome er normalt guitarist i det hypede afrobeat-kollektiv KOKOROKO fra London, men som soloartist gør han sig i en ofte tilbagelænet blanding af jazz og soul. Live udspillede settet sig ofte i større instrumentale og improviserede passager, og der herskede ikke på noget tidspunkt tvivl om kunstnerens talent på en guitar. Vokalmæssigt har Jerome helt klart også noget at byde på, men den næsten time lange koncert kunne godt føles en anelse for lang mod slut, hvor lydbilledet blev en smule ensformigt. Der gik desværre mere snakke- end jazzklub i den til sidst, og det var selvsagt en skam.

Aftenen sluttede dog positivt med den purunge nordmand Emma Steinbakken. Der var tomt i det mørke venue Nochtwache, der mest af alt minder om en grotte kun oplyst af røde lamper. Men det varede ikke længe, for Emma Steinbakken og hendes band skulle blot ramme et par toner, før venuet var propfyldt. Som vi før har oplevet på by:Larm, føler man sig tryg, når det 16-årige stjerneskud omsvøber lokalet med sit kæmpestore register og musikalske ydmyghed. Aftenen sluttede altså af med et intimt popshow uden lige. Vi glæder os til at se hvad Reeperbahn har at byde på denne torsdag.