fbpx

Den betagende popduo GENTS er endnu engang klar med teaser til kommende album

Foto: Dennis Morton

Den uimodståelige og Reeperbahn aktuelle popgruppe GENTS udgiver ny single “Right on Time” forud for deres kommende album.

Albummet Human Connection, der blev spået til at udkomme i foråret 2019, men som blev udskudt på grund af GENTS hastige liv, fyldt med blandt andet koncerter, tøjkollektion og musikvideoskydning, er nu annonceret til den 11. oktober. I slutningen af august skrev vi om nummeret “Human Connection, pt. 2”, som sammen med det nye nummer “Right On Time” (der kommer til at være leadsingle på albummet) kommer til at være en del af albummet. Blandt albummets andre numre finder man også “Emotional Facelift” og “Smoke Machine”, der begge udkom i slutningen af 2018. Ud fra de allerede udgivne singler, kan vi slet ikke vente til at det nye album rammer gaden. Vi er overbeviste om, at vi har udsigt til et lækkert og drømmende spapoppet-klingende album.

-Når man bevæger sig for hurtigt, misser man en masse ting i forbifarten. Det er som om, man bliver til en lille speedbåd, hvor alt omkring dig bliver til ét stort sløret hav. Vi kunne mærke, at det var ved at ske for os, hvilket var ret ironisk, eftersom vi netop havde skrevet en plade, der handler om at være tilstede og nærværende. Så vi slukkede motoren, sagde ‘fuck det’ og udskød pladen.

GENTS beskriver selv hvordan deres lyd og univers har ændret sig i takt med at deres liv og deres tilgang til det ændrede sig. “Right on Time” handler om at sænke tempoet og leve livet i eget tempo: Ikke forhastet eller for langsomt, men “Right on Time.”

-“Right on Time” er en kommentar til vores seneste plade About Time. Det er historien om, at vi er vokset. Der hersker en anden etik og filosofi i GENTS-land nu. På About Time var vi meget opsatte på at ville frem, frem, frem, mens Right On Time netop opfordrer alle (inklusive os selv) til at mane til tålmodighed. Fortæller Niels Fejrskov Juhl og Theis Vesterløkke.

Selvom ting har ændret sig ifølge duoen selv, er GENTS-universet stadig indhyldet i de lækre, poppede og 80’erlignende toner som gruppen er kendt for. Nu med et twist af elektroniske vibes og et enormt dansabelt beat på det nyeste skud “Right on Time”. Tracket og albummet er som gruppen selv nævner, underlagt en dybere mening og et påbud om at slappe af og være den bedste og ærligste udgave af sig selv, hvilket er noget GENTS ofte prædiker om i deres musik. Dette og de enormt catchy og stemningsfyldte rytmer er nok en af hovedgrundene til, at de har vundet store fanskarer i ind- såvel som i udlandet.

Se den stemningsfyldte og 80’er inspirerede musikvideo og bliv forført af Gents lækre univers her:

Tags: