fbpx

10 hurtige til… Dør nr. 13

Foto: PR

I forbindelse med Dør nr. 13’s nye EP Side A har vi stillet bandet 10 hurtige spørgsmål herunder.

I dag er fredag d. 13, og hvad er så mere passende end en udgivelse fra Dør nr. 13‘s kommende album 13? Nemlig første halvdel af albummet – EP’en Side A.

Side A er en fortsættelse af Dør nr. 13’s etablerede ufiltrerede rock lyd, men endnu mere råt lyrisk og med en udvidelse af bandets musikalske nysgerrighed. Bandet siger selv om EP’en og tankerne bag:

– Der er mange ting, som begrænser vores billeder af verden. Derfor hænger vi fast i nogle destruktive mønstre, der splitter os ad, mere end de samler os. Og der er Dør nr. 13 en slags magisk dør, til den anden side. En dør til frihed, hvis du tør åbne den.

Albummet består blandt andet af åbneren “Indeni”, som byder på akustisk guitar og et feminint fløjtetema. Det feminine, som ellers ikke tidligere har præget Dør nr. 13’s postpunk lyd, er noget der går igen i afslutningen af EP’en, hvor Rebecca Lou gæster på nummeret “Hvid Nat”, og hun føjer dermed en mere delikat tone til albummet. EP’en indeholder desuden den roste single “Smagen”.

I forbindelse med udgivelsen af Side A, har Dør nr. 13 besvaret 10 hurtige af redaktionens spørgsmål. Bandet tager på turne lige om lidt, og du kan blandt andet opleve dem på Atlas og Hotel Cecil i løbet af efteråret.

Vores musik er…

En jagt efter frihed og et kampråb for kærligheden. Et frirum hvor vi kan gøre og sige alt det, vi ikke har mulighed for til daglig.

Vi begyndte at lave musik fordi…

Vi gik og kedede os hver for sig derude i provinsen i folkeskolen. Der skulle ske noget. Jeg havde alligevel gået og haft det, som om jeg var både Elvis, John Lennon og Kim Larsen på én gang siden børnehaven. Så for mig, gav det sig selv. Jeg ved selvfølgelig ikke med de andre. Men vi startede i hvert fald hvert vores band i hver vores lille by og strandede af forskellige omveje i nattelivet omkring den københavnske garagerockscene i start 00’erne. Det var dér, vi mødte hinanden. 

Vi finder inspiration i…

Alt det, der rykker grænser. Musikalsk har Beatles, Joy Divison, Sex Pistols og Stone Roses betydet meget for vores lyd. Men vi lytter til alt muligt. Nyt og gammelt. Både det populære og det upopulære. Og ikke kun musik. Også litteratur, film, poesi og skøre mennesker. Alt det der rører os. Alt det der tænder noget.

Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var…

Da vi spillede på Sziget festival i Budapest i 2016. Bagefter tog vi op og så Rihanna sammen med 80000 andre mennesker, og Nich bungeejumpede fra den ungarske nattehimmel dér midt i en skov af selvlysende træer.

Jeg ved ikke, om det var den bedste koncert rent musikalsk, men det var en uforglemmelig fælles koncertoplevelse, der var ret episk på sin egen syrede måde. Hun sang fantastisk udover det.

Den vildeste koncert, vi selv har spillet var…

Roskilde Rising scenen i 2016. Jeg har aldrig set vores egne sange spawne så mange simultane mosh pits og hørt så mange mennesker synge med på ord vi har skrevet. Det var sgu sygt!

Hvis ikke vi var musikere, ville vi være…

I dårligt humør. Jeg kan ikke svare for de andre, men jeg tror, at jeg ville være arbejdsløs digter. Hvad fanden skulle jeg stille op med alle de tekster, hvis ikke jeg kunne lave sange ud af dem?

Vores yndlingsartist lige nu er…

Rebecca Lou. Bad ass dame med et kick ass band. Vi fik endda lokket hende med i studiet, hvor hun dryppede sprød vokal udover EP’ens sidste nummer “Hvid nat”. 

Det vigtigste for os, når vi laver musik, er… 

At vi kan mærke det. Det skal bløde. Ellers er det ligemeget. Men det er også meget vigtigt, at det, vi laver, er noget, som det kun er os, der kan lave. Altså noget som ingen andre i verden kan.

Når folk lytter til vores musik, skal de…

Gøre lige, hvad der passer dem. Råbe, skrige, danse, kigge hinanden dybt i øjnene og smide tøjet – eller lade være. Der er plads til det hele i Dør nr. 13.

Vores nye album er… 

Én stor åbenhjertig invitation til en kollektiv sonisk terapisession. De seks sange udgør side A på et fuldt album, vi kalder “13”. De næste syv sange, side B, udkommer næste år. Vi er stadig kun ved at lave dem, så det er meget spændende, hvor det ender henne

EP’en Side A følges op af endnu en EP i 2020, og på sigt skal de to udgøre et fuldt album med 13 sange i alt.

Johanne Adelaide Nickelsen
Johannenickelsen@bandsoftomorrow.com