fbpx

Sarah Klang annoncerer nyt album og deler endnu en kærligheds-single

Foto: Märta Thisner

Hun er indehaver af en svensk Grammis og har en turné med First Aid Kit bag sig. Nu er hun snart klar til at tage ud på egen hånd, med albummet Creamy Blue der er lige rundt om hjørnet.

Den 27-årige svensker Sarah Klang har siden 2016 udgivet vemodigt, storladent pop med et hint af country og americana. Der er et snært af Marina And The Diamonds over hendes stemme, og noget Duffy over udtrykket, men hun har også en særlig lyd, som hjemlandet og resten af europa gladeligt har taget til sig.

I 2018 fløj albummet Love In The Milky Way på hitlisterne og direkte ind i svenskernes hjerter, hvilket blev belønnet med den svenske Grammis Awards. Nu er hun klar med endnu en udgivelse – denne gang kaldet Creamy Blue.

Titelnummeret “Creamy Blue” er fjerde single fra albummet, som sangerinden selv kalder for et ‘skilsmissealbum’. Udover pladebeskrivelse har hun givet sig selv titlen ‘the saddest girl in Sweden’, men på trods af melankolien, er der noget fint og nuanceret ved skønne Sarah Klang. Hendes mål er klart, nemlig at skrive sange med ét eneste tema: kærlighed.

Videoen til “Creamy Blue” er en omgang storladen fløde med retro farvemætning, 70’er nostalgiske nuancer af lyseblå og brun, oplyste instrumenter og smukke Sarah Klangs lette og feminine bevægelser.

Efter udgivelsen af Creamy Blue den 25. oktober, drager hun på europaturné med sit band, og kan her opleves i København og Aarhus – henholdsvis på Lille VEGA og i Atlas den 30. og 31. januar 2020.

Tags: