05 sep Celeste bygger jazzede og soulfulde sange op om en kerne af ærlighed: »Det tog mig noget tid at indse, at man faktisk godt kan holde fast i, hvem man er«

Foto: Mia Clark

Celeste er det nyeste skud på den britiske popstamme, og hun er allerede godt i gang med at lægge både musikbranchen og den gængse lytter ned med sin hudløst ærlige musik. Mød det spirende talent, som har verden for sine fødder. 

Det gør ikke noget, hvis du græder til en koncert med Celeste. Faktisk skal du helst græde lidt, ligesom en fyr bag mig gjorde, da jeg oplevede den britiske sangerinde live i hendes hjemstavn Brighton tidligere på året. “Mit hjerte!” udbrød han og tog sig til brystet, da koncerten var slut.

»Godt!« siger Celeste Waite, da jeg dagen efter møder hende på en café og fortæller om min oplevelse. 

– Jeg skriver mange sørgelige sange, og jeg kan ikke helt se pointen i at skrive sørgelige sange, hvis ikke det giver folk lyst til at græde. Hvis du skriver dance-musik, vil du også gerne have, at folk danser til dine koncerter. Så jeg er ked af, at folk græder, men også glad, siger hun og bryder ud i latter, som hun ofte gør. Modsat i musikken, holder Celeste humøret højt, når man møder hende væk fra rampelyset.

Den 24-årige sangerinde og sangskriver bliver af mange spået som den næste store stjerne, og hendes dybtfølte, jazzede soul har fået flere til, uden tøven, at sammenligne hende med Amy Winehouse. På hendes seneste udspil, EP’en Lately fra marts i år, tager hun dig gennem hele følelsesspektret med slagkraftige numre som titelnummeret “Lately” og “Coco Blood” og mere nedtonede, men mindst lige så smukke sange som “Both Sides of the Moon” og “Father’s Son”.

Hun skrev sin første sang, da hun var 16 år og reflekterede over tabet af sin far. Måske det er alvoren i hendes første erfaring med sangskrivning, der har gjort “ærlighed” til nøgleordet i hendes videre musikalske udvikling. Det er også ærligheden, alt kommer ned til, når hun tænker over sine inspirationskilder, og hvordan hun normalt lytter til og vurderer musik.

– Hvis jeg er skeptisk omkring noget, er det altid, fordi jeg ikke rigtigt tror på, at det, personen synger, er ægte. Jeg kan lytte til alt og går ikke rigtigt op i genrer. Jeg lytter til så meget, jeg kan, men tråden, der løber igennem alt, jeg lytter til, er ærlighed i forhold til, hvad folk synger.

Den ærlighed, Celeste leder efter, finder hun både i moderne musik og i musik fra 40’erne, hvor det hele startede. Hun mindes en film, hun så, da hun var yngre, som handlede om Chess Records, og som fik hende til at dykke dybere ned i sydens blues. Etta James var altid spændende, men det var på et mere overfladisk plan, og efter mødet med historien om Chess Records, begyndte hun hurtigt at udvikle sin interesse nærmest kronologisk i takt med sin egen tidslinje. 

– Da jeg var 15, lyttede jeg til 40’ernes rhythm, blues og soul, og da jeg var 17, lyttede jeg til mere abstrakt musik som 70’er jazz eller noget i den stil. Lidt inden da havde jeg nok opdaget Chet Baker, siger hun som eksempel. 

Det er artister og perioder i musikhistorien som disse, der har gjort Celeste til den kunstner, hun er i dag. Det var jazzen, der lærte hende at synge og formede hendes stemme, men hun hørte meget andet end det og lod sig ofte også påvirke af, hvad andre omkring hende lyttede til.

– Det tog mig noget tid at indse, at man faktisk godt kan holde fast i, hvem man er, som for mig var en jazz- og soul-sangerinde. Man behøver ikke prøve så hårdt at være noget andet, og jeg tror, det var, da dét gik op for mig, at jeg begyndte at skrive mine bedste sange.

At sætte ord på hverdagen

Den tidligste udgivelse fra Celeste, du finder på streaming-tjenesterne, er singlen “Daydreaming” fra 2016. Den teasede den første EP, The Milk & the Honey fra 2017, som Lily Allen udgav via sit pladeselskab Bank Holiday Records. Celeste var allerede dengang en så solid sangskriver, at hun fejede benene væk under dem, der var heldige nok at lytte med, og hvis du bruger bare et øjeblik på faktisk at smage på ordene, opdager du nok hendes ærlige og effektive måde at bruge dem på. 

– “Isn’t it strange // How people can change // From strangers to friends // Friends into lovers // And strangers again,” citerer Celeste, efter jeg har spurgt, om hun ikke kan gentage ordene fra sangen “Strange”, som netop er udkommet. Det er livsbetragtninger som denne, Celeste er eminent til at sætte ord på. 

– Ofte popper idéerne bare op i mit hoved, inspireret af hverdagen og ting, som jeg tror siver ned i min hjerne. Og på en eller anden måde, når jeg hører akkorder, så kommer en følelse frem fra det bagerste af mit sind. Du kan høre et stykke musik og føle dig nostalgisk, og du kan høre et stykke musik, der får dig til at føle dig kraftfuld eller giver dig en dyb vemod. Og pludselig bliver de her tanker, som har været i det bagerste af dit hoved i forskellige dele af dit liv, sluppet løs, forklarer hun. 

Mens jeg har mødt mange kunstnere, som først finder en titel til allersidst, er det lige omvendt for Celeste. Hun tænker i titler og skriver dem nogle gange ned, selvom hun ikke har nogen idé om, hvad sangen skal handle om. Andre gange er det hele koncepter, hun tænker over, men vigtigst af alt er det, at sangene fra hendes EP alle sammen er skrevet om hendes virkelige liv. Det betyder ikke, at de ikke nogle gange kan komme som overraskelser for hende, og når det sker, er der ikke andet for end at skynde sig at slå mikrofonen til, så hun kan nå at få det, mens det er så ærligt som muligt. 

– På både “Both Sides of the Moon” og “Lately” er vokalerne på den endelige version fra den første idé, som jeg bare sang ud i rummet. Og vi havde problemer, da vi skulle mikse dem, fordi der var så mange andre lyde, der kom med på indspilningen, fordi jeg bare stod med mikrofonen i hånden. Men jeg var bare sådan, ‘Vi bliver nødt til at beholde det!’ For nogle gange kan man bare ikke genskabe den følelse. Og det er jeg stolt af. 

Hun glæder sig til at vise folk et nummer som “Strange”, der igen kom ud af denne her umiddelbarhed, der pludselig fik ordene til at folde sig selv ud helt naturligt.

– Den er ret kortfattet og meget sådan, ‘det er sådan her, man har det på det punkt’, og jeg behøver nok ikke sige mere, end hvad jeg gør her.

“Strange” er netop udkommet, og ellers bruger Celeste lige nu en del tid på koncerter og live-versioner af sine sange.

– Nogle gange, når jeg spiller skuespil i mine videoer, er jeg sådan, ‘Er det her virkelig mig?’. Men jeg ved, at jeg kan synge, og at jeg kan performe, så hvorfor ikke bare filme live-versioner af mine sange.

At få en live-fornemmelse af Celestes musik er måske også den mest autentiske og ærlige måde, du kan får den serveret. Hele hendes karriere startede med, at hun spillede med andre, som også er grunden til, at hun spiller med fuldt band nu.

– Og måden jeg skriver sange på, er også ret live-agtig. Jeg prøver som regel at få nogen til at spille, om det er på keyboard, saxofon eller trompet – noget småt, man kan have i studiet. Så prøver jeg at bygge en sang op derfra i stedet for at sidde foran en computer. 

Om 10 år, når Celeste ser tilbage på denne her periode af sit liv, føler hun sig ret sikker på, at hun vil huske den for, hvor stolt hun er, over det hun indtil videre har lavet, og at hun føler sig selvsikker i forhold til, hvad der kommer i fremtiden. Og så håber hun selvfølgelig, at den enorme støtte, hun indtil videre har oplevet, vil fortsætte.

– Det gør den jo nok ikke, hvis jeg udgiver et eller andet skuffende, griner hun – men jeg vil bare fortsætte med at skrive, udgive musik og spille shows, og så bliver det hele forhåbentligt i en højere skala, som tiden går. Det er alt, jeg kan håbe på.

Den forholdsvist korte tid, der er gået fra, at jeg mødte Celeste sent i foråret, til at jeg nu, tidligt efterår, skriver de her ord ned, er skalaen allerede øget, og senere på måneden skal hun blandt andet optræde på Reeperbahn Festival i Tyskland, hvor hun er nomineret til den prestigefulde Anchor Award.

Jeg føler mig meget overbevist om, at det kun er begyndelsen for den ærlige artist, der har fundet sin plads i nutiden med et velbevaret bånd til det, der engang var.

Du kan opleve Celeste live i Danmark for første gang, når hun den 29. november er support for Michael Kiwanuka i KB Hallen.