fbpx

Moon Loves Honey deler smuk animeret musikvideo til deres nye single

Foto: Johan Gudmandsen

Aarhusianske Moon Loves Honey er snart klar med deres andet album ‘Bubbleburst’, men allerede nu kan du få en smagsprøve på deres hallucinerende kosmos gennem singlen “Crystal Clear”.

Nye singler fra Moon Loves Honey er lig med nye animerede videoer skabt med instruktører fra rundt omkring i verden. Nu er han klar med årets fjerde af slagsen. Denne gang er det den franske instruktør Rosalie Loncins, der sammen med bandet står bag den intergalaktiske video til singlen “Crystal Clear”.

Sangskriver og producer Jeppe Dengsø står for vokalen og den rockede guitar. Disse tilsat den drømmende synth, melodiske beats, 80’er rytmer og en fængende bas, får Moon Loves Honeys lyd til at minde om andre ambiente bands som MGMT og Tame Impala.

I videoen til “Crystal Clear” følger vi en lilla animeret mand. Han har en diamant, der eksploderer som et psykedelisk Big Bang og suger ham ud i en galakse af farvestrålende planeter, der efterfølgende også eksploderer. Manden flyder afsted med en strøm af farvede bølger, hvis farver han optager i sin krop, og til sidst står som det eneste farvestrålende på en helt hvid planet omgivet af andre planeter, der i modsætning er ubeboede, men farverige. En meget fin, symbolsk video – der bestemt er et øjekast værd.

På bandets kommende studiealbum kan vi forvente endnu mere halv-psykedelisk dream/indiepop. Bubbleburst rammer gaden den 20. september, og indtil da kan du opleve Moon Loves Honey i Pumpehuset den 13. september, og lade dig rive med af deres maleriske univers i videoen her:

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com