02 sep Ezra Furman – Twelve Nudes
Foto: Jessica Lehrman
Label: Bella Union
Udgivelsesdato: Fredag den 30. august 2019
Lang tid er der gået siden 32-årige Ezra Furman lagde navn og stemme til det famøse omkvæd ”uuh la uh, uh la uh la uuh” i nummeret “Restless Year” helt tilbage fra 2015. Meget er også sket siden da. Furman har skiftet lidt ud i bandet omkring sig, og nu står han altså klar til at udgive sit syvende album siden 2012.
[rwp_box id=”0″]
Twelve Nudes udkom den 30. august, og ved første gennemlytning springer albummet ikke i ørerne. Til gengæld kan det mere, end man fornemmer efter første gennemlytning. Jo længere man bevæger sig ind i numrene, des bedre bliver det. Twelve Nudes er en lille halv times næsten ren protest punk, der får følgeskab af få, poppede elementer. Og det er faktisk ret overraskende. Furman teasede sine fans tidligere på året, hvor han udgav singlen “I Wanna Be Your Girlfriend”, der lod folk tro, at det kommende album ville være mere pop og mindre punk. Helt sådan kan man nok ikke beskrive albummets 27 minutter fordelt ud på 11 numre. Det tætteste vi kommer på noget, der minder om pop er vel nok førnævnte nummer, der også står som en af albummets helt store perler. Men det gør heller ikke noget, hvis man er til den lidt mere punkede side af musikeren fra Chicago, for det gør han til gengæld ganske udmærket.
I takt med at man får bevæget sig lidt ind i albummet, er det tydeligt, at det er fortvivlelsen og hjælpeløsheden, der er et centralt tema i Furmans postmoderne sangskrivning. ‘Happiness was never guaranteed//I wanted nothing more than to open up and bleed//No more anaesthetic, alcohol and weed//Now I got my wish and it’s too much for me‘ er åbningsverset fra nummeret “Calm Down aka I Should Not Be Alone”, og det sætter virkelig scenen for, hvad der er i vente. Lidt længere inde i Twelve Nudes oplever vi protestsangeren Furman når han er bedst, og når er han er mest opildnende: ‘It is time for the evening prayer//Time to do justice for the poor’ lyder det i omkvædet til den tredje sang på albummet, “Evening Prayer aka Justice”.
Furman formår igennem hele albummet at protestere på en sådan håbløs afmagtet måde, at man selv bliver draget ind i hans pessimistiske og fortvivlende tekstunivers, og får lyst til at gribe hammeren og ødelægge alt, hvad der bare har en lille smule autoritet i sig. Og det er det, Furman kan med sine underspillede tekster og sin pop-punk.
I nummeret “Transition From Nowhere to Nowhere” rammer Furman netop essensen af punken når han helt opgivende og gennemmelankolsk får sunget linjerne ‘Nobody cares if you’re dying ’til you’re dead//Ambition leads nowhere//I dream of going right back to bed//Nobody cares if you’re dying ’til you’re dead’.
Når det så er sagt, så er flere af numrenes omkvæd inspireret af poppen, og Furman har ikke glemt, hvor vigtigt et catchy omkvæd er – de sange er da også de bedste. Som når han i omkvædet i “I Wanna Be Your Girlfriend” synger ‘I want to be your girlfriend// I want to walk down the street hanging from your arm//That’s right, little old me, I want to be your girlfriend’ tematiserer han spørgsmålet om, hvorvidt han ser sig selv om mand eller kvinde. Senere i samme nummer synger han også ‘But me, I was considering ditching Ezra, and going by Esme’.
Modsat står flere af de helt punkede sange som “Rated R Crusaders” og det lille mellemstykke “Blown” svagest og man kunne godt have ønsket, at Furman havde ladet sig inspirere lidt mere af den alternative pop, han tidligere har udgivet.
Alt i alt indkapsler Furman mange af de ting af, hvad det vil sige at være menneske på et relativt kort album, og måske er det det, der er fejlen. Albummet er overvejende en protest, men den følelse er ikke gennemstrømmende, og det kommer ikke helhedsindtrykket til gode. Temaerne som den hjælpeløse afmagt, et håb om en bedre verden og kønsidentitetsspørgsmålet er simpelthen for store til at de kan blive foldet helt ud på sådan et album.
