10 aug Years & Years – Smukfest 2019

Foto: PR
Scene: Bøgescenerne
Tidspunkt: 19.30

Den engelske synthpop-gruppe leverede en solid hitparade fredag aften i Bøgeskoven. Det var bare ikke alle, der var inviteret med til dansefesten.

Måske ringer navnet Years & Years ikke en klokke hos alle, men det gør deres sange til gengæld. Den britiske synthpop-gruppe står bag flere af 10’ernes store dansehits, og jeg tror, de fleste af os på et tidspunkt har givet den gas ude på dansegulvet til sange som “Desire”, “Karma” eller “King”. Years & Years er, med LGBTQ+-ikonet Olly Alexander som charmerende frontmand, et oplagt navn at putte på et festivalprogram, hvor man skal have publikum varmet op til aftenens strabadser. Og det fik Olly Alexander i den grad gjort. Måske bare lidt på enmandshånd.

Festen blev startet af to lækre korsangere, der satte gang i “Sanctify”, som er startsangen på Years’ seneste album Palo Santo fra juli måned. Harmonierne sad lige i skabet, og det øldrikkende publikum blev allerede tryllebundet, da Olly Alexander gjorde sin entré med en vokal, der rammer lige hvor den skal. Det blev tilsat vilde og flamboyante dansetrin, og mens frontmanden lystigt slikkede sig om munden og smilte med alle tænderne, blev publikum forelskede. 

“Alle pigerne vil bolle ham, og alle drengene vil bolles af ham,” sagde min nye koncertkammerat, mens hans mascaraøjne kiggede fascineret på frontmanden og sippede på sugerøret i sin drink. Og dejlig så Olly Alexander da også ud, da han stod i sine neonorange bukser og en trøje, der sad så tæt, at den ikke overlod noget til fantasien. Til gengæld sad bandet meget langt tilbage på Bøgescenen, som også har ry for sin betydeligt længere dybde end bredde, og musikerne kom til at virke meget langt væk som små og ubetydeligt tandhjul i et stort popshow.

Men godt lød det. I løbet af hele showet var der nærmest intet, der musikalsk afveg – Ollys vokal lagde sig legende let over de dansevenlige og poppede arrangementer, som blev spillet tight og overlegent. De musikalske og karismatiske talenter brillerede især på numre som “Shine” og “Ties”, hvor jeg på sidstnævnte aldrig har set så mange hænder bliver svinget frem og tilbage blandt publikum. Folk var godt varme, og det var svært at stå stille, mens Olly slangede sig rundt på scenen med en hypnotiserende scenografi bag sig.

Frontmanden fortalte, at han er ved at være godt opstemt, og selvom det var spændende at se hans røv ryste i de neonorange bukser, så kom musikken mellem de store hits til at virke lidt, som når man står på et dansegulv og venter på, at DJ’en sætter ens ønske på. Selvom Olly er en sublim entertainer, så havde det klædt koncerten, at sammenholdet fra publikum også kunne mærkes i samspillet på scenen.

Showet blev dog løftet til slut, hvor bassisten Mikey og trommeslageren Paris endelig fik et lille shoutout, og hele festen blev lukket med kæmpehittet “King”. Der glemte man hurtigt, at man måske havde stået og kedet sig lidt, mens koncerten bare stod på numserysten og karisma. Hele publikum sang med og kunne ikke stå stille, og Ollys smil fik en til at smelte, fordi man kunne mærke, at han havde haft en fest. Det kan man håbe, at hans band også havde, selvom de aldrig rigtig blev inviteret indenfor.