07 aug Soccer Mommy – Ideal Bar
Foto: Natalia Mantini
Venue: Ideal Bar
Dato: Tirsdag den 6. august 2019
Soccer Mommy tog publikum gennem hele følelsesregistret, da hun indtog det intime Ideal Bar tirsdag aften.
[rwp_box id=”0″]
Det er ikke mere end blot et år siden, den 22-årige Sophie Allison aka Soccer Mommy stod på scenen på Ideal Bar. Dengang turnerede hun det meste af USA og Europa rundt med det anmelderroste album Clean – en kulmination af hendes sublime sangskrivning, rå lo-fi soveværelsesrock og en rejse der startede allerede tilbage i 2015, da den college-studerende Allison begyndte at lægge sange op på Bandcamp, Tumbl og Soundcloud. Herefter tog karriere fart og tempoet er kun gået op ad siden.
Den stadig unge musiker stillede sig foran det forventningsfulde publikum med guitaren spændt fast, diverse effektpedaler justeret og flagrende rotterhaler – og selvom attituden var hård fra start, blev den hurtigt afmonteret, da sangeren fik introduceret sig selv efter de to første numre.
Stemningen havde været en smule halvsløj forinden med et lidt kedeligt opvarmningsact og en impulsiv lydprøve fra Soccer Mommys band, 20 minutter inden de gik på. Den lidt antiklimatiske begyndelse gjorde dog bare koncerten mindre højtidelig, og der gik ikke lang tid før sangeren havde lokalet i sin hule hånd med de gamle numre “Henry” og “Try”.
De bløde, rumklangsmættede guitarstrenge var næsten hjerteskærende under “Last Girl”, hvor Allison formåede at balancere mellem agressivitet og sårbarhed, også selvom hun det meste af tiden stod indadskuende og med lukkede øjne. Men så snart nummeret var slut, var hun nysgerrigt tilstede med sit publikum og kom med finurlige anekdoter og jokes, der klædte den lidt for indadvendte frontkvinde.
Til gengæld var det helt på sin plads under “Blossom (Wasting All My Time)”, hvor den ubarmhjertige teenagekærlighed blev udleveret igennem reflekterende tekster og atmosfæriske guitaroverflader fra en hudløst ærlig og følsom Allison.
Koncerten fungerede klart bedst i disse øjeblikke, og særligt da bandet for en stund forlod scenen, fik frontkvinden for alvor tryllebundet publikum – først med det populære Bruce Springsteen-cover “I’m On Fire” efterfulgt af den smukke hymne “Still Clean”, hvor guitartonerne smeltede sammen i de mange effekter og nærmest cirkulerede i rummet for at omfavne det betagede publikum.
Her blev det tydeligt, hvordan Soccer Mommys musik kan fremkalde cinematiske øjeblikke, der både formår at være utrolig storladne og helt tæt på – som den selvreflekterende stund på en lang køretur eller varme sommernætter gennem storbyen – akkurat som den cykeltur, jeg havde på vej hjem fra koncerten, hvor sangene stadig hang fast i mit hoved.
De mere emo-poppede publikumsfavoritter “Cool” og ikke mindst “Your Dog” havde den umiddelbare rå og temperamentsfyldte lyd, som de skulle, men desværre manglede jeg lidt attitude fra frontkvinden, der stadig stod med hovedet bøjet ned. Der blev dog skævet mere ud til publikum under “Scorpio Rising”, hvor de skrattende støjguitarer pirrede trommehinderne og fik kompenseret for det mindre stærke udtryk hos Allison selv.
Soccer Mommy afsluttede den stemningsmættede aften med den stille “Wildflowers”, der fik hele Ideal Bar til at vugge sammen i fredsfyldt harmoni og for alvor fik koncerten til at sidde i kroppen lang tid efter.