29 aug Rebecca Lou – Bleed

Foto: PR
Label: We Are Suburban
Udgivelsesdato: Fredag den 30. august 2019

Rebecca Lou har formået at skabe et album, der på én og samme tid både føles enorm friskt og håbløst forældet.  

[rwp_box id=”0″]

Den tidligere Stella Blackrose-sanger, Rebecca Lou, følger nu op på udgivelsen af sidste års debut-EP, Skeletons, med det 9 numre lange, og dermed overraskende korte, debutalbum, Bleed. For selvom 9 sange i hånden på visse bands kan være uendelig langt, så overstiger Rebecca Lous poppede punk-rock sjældent længden på et standard radiohit. 

Bleed er rent lyrisk et utrolig personligt album om kønsidealer, opgør og accept med en hård fortid, samt modet til at være tro mig sig selv og sin identitet. På mange måder et album, der rent tematisk placerer sig midt i slipstrømmen af de aktuelle diskussioner om netop ungdom, køn, identitet og seksualitet – og cementerer Rebecca Lou, som en af de stemmer, man bør lytte ekstra opmærksomt til. Særligt på numrene “Lost Boy” og “Chameleon” kan man mærke den stærke, personlige tilknytning til teksterne, og sangskrivningen passer ligeledes perfekt til det budskab, der bliver formidlet. 

Lyrisk fungerer hele albummet egentlig godt. Det er derimod indpakningen af budskaberne, der ofte bliver pakket unødvendigt ind i genreforvirring og forældede idéer. 

De tre åbningsnumre, “Not 4 U”, “Take Ur Time” og “Ugly Smile” lider alle i mere eller mindre grad samme skæbne. Instrumentationen er som sådan god nok, og særligt i verset til “Not 4 U” fungerer punk-rock-elementerne også, men så snart vi når til omkvædet og Rebecca Lous forkærlighed for melodisk pop kommer til overfladen, så slukkes den sidste gnist af troværdighed øjeblikkeligt. Tankerne ledes straks hen mod 00’ernes bølge af vred og oprørsk teenageorienteret punket pop/rock, og det er langt fra musikalske tendenser, der har holdt sig aktuelle og interessante. 

Resultatet er en række af sange, der alle føles forældede fra fødslen af og som mangler den afgørende nerve og troværdighed, der er så altafgørende for, at punk-rock føles både nærværende, personligt og intenst på én gang. Det er en skam, når Rebecca Lou senere på albummet viser, at hun sagtens er i stand til at skrive sange, der føles langt mere modne og sprængfarlige.

Bleed er dog på ingen måder et debutalbum, der bør overses. Der er mange storslåede og dybfølte øjeblikke, hvor man virkelig kan mærke personen bag vreden og musikken, men alt for ofte bliver det desværre gemt væk bag klichéer, uskarpe genrelinjer og et udtryk, der føles fjernt fra den moderne musikscene.