30 aug Pop-poeterne TÅRN fortæller en uimodståelig kærlighedshistorie på ny single
Foto: Zuhal Kocan
Tårn gør sig klar til at fuldende den bevægelse, som de satte i gang med EP’en ‘Første Halvdel Af En Bevægelse’. “Under Himmeltag” er den ideelle kærlighedssang at nyde den sidste sommersol til.
TÅRNs forårs-EP Første Halvdel Af En Bevægelse var en succes, og de beskriver den selv, som nogle af deres mest personlige sange til dato. Alt tyder på, at efterfølgeren Åbne Cirkler skulle være en fortsættelse af den intime tone, og samtidig en udforskning af især kærligheden som tema. “Blå Stjerne” var den sidste sang på Første Halvdel Af En Bevægelse og symboliserer sanger og sangskriver Erik Apollos tur tilbage til sin barndomsby Odense, hvor kærligheden og hans kreativitet fik plads til at blomstre hen over sommeren.
Første udspil fra albummet Åbne Cirkler – “Under Himmeltag” – er en voluminøs kærlighedssang. Nummeret udforsker på fineste vis spæd kærlighed og den første bølge af forelskelse. Singlen udtrykker en to-mod-verden-mentalitet, som ikke er til at stå for, samtidig med at den ømt blotter den usikkerhed, der kan opstå i tidlig forelskelse.
Med svævende lyse vokaler og guitarspil bygger TÅRN gentagende gange op til en popeksplosion af et omkvæd, som kun kan symbolisere et hjerte, der brister af kærlighed. “Under Himmeltag” er en uimodståelig kærlighedssang, som i den grad sætter barren højt for resten af Åbne Cirkler.
Åbne Cirkler er sat til at udkomme den 27. september, men du kan lytte til “Under Himmeltag” lige her: