Lukas Graham – Smukfest 2019

Foto: PR
Scene: Bøgescenerne
Tidspunkt: Onsdag den 8. august kl. 21.45

Lukas Graham vendte tilbage til Smukfest for første gang siden 2012, og de havde været savnet.

[rwp_box id=”0″]

Verdensstjernen Lukas Forchhammer og hans homeboys må i den grad siges at have markeret sig indenfor både den danske og internationale musikscene. Jeg kan huske mit første show med gruppen Lukas Graham tilbage i 2013, hvor jeg sammen med en masse andre skrigende gymnasiepiger var inde og opleve den kække fyr fra Christiania, der pakkede drengerøvsfortællingerne ind i groovede og ørehængende melodier. Det var før Crossfit-timerne med den personlige træner, hvor ølmaven stadig blev vist stolt frem efter et par numre, når den hvide tanktop blev smidt. Det var dengang Graham havde ry for at være skørtejæger, og typisk hev en pige med stjerner i øjnene op på scenen under det corny og hjertevarme nummer “Red Wine”, hvor hun fik serveret et glas rødvin, mens kinderne hurtigt kom til at matche drikken i glasset.

Nu er Lukas blevet både verdensstjerne og far siden dengang. Det kan høres på lyden, som har udviklet sig i en mere venlig retning for kommercielle tendenser, hvor teksten om damerne er blevet skiftet ud med poppede ballader om det idylliske familieliv og den ægte kærlighed. Jeg har personligt haft svært ved at acceptere, at både Lukas (og måske også jeg selv) er blevet ældre, og når folk har spurgt mig, hvad jeg har syntes om hans seneste shows på Northside, Grøn Koncert og The Purple Album-turnéen i Royal Arena, har standardsvaret været “Jaae, jeg synes sgu det er lidt kedeligt, efter at han er blevet far og voksen.” Heldigvis fik Lukas og resten af hans velspillende slæng mig endelig til at acceptere, at bare fordi gode ting forandrer sig, så betyder det ikke, at det er til det værre.

Bøgeskoven var tætpakket torsdag aften, for som altid er det danske publikum klar til at byde deres helt egen Lukas hjem. Vi introduceres med en velproduceret video med de tre originale medlemmer Lovestick, Magnum og Forchhammer, hvor der lægges ud med “Not A Damn Thing Changed”. Grinet er stort, og publikum er tryllebundet, ligeså snart Lukas begynder at åbne munden. Ja, der er ikke noget der har forandret sig. Og så alligevel.

Lukas Graham leverer et overlegent og fuldstændig poleret 15 numre langt set, som har alt det, man kan håbe på i en koncertoplevelse. Der er et hav af smukke og velkoreograferede korsangere, instrumentale passager, hvor hver enkelt musiker får lov til at vise sit særegne og imponerende talent. Alt er limet sammen af Lukas som frontfigur, der ikke har nogle problemer med at lægge fuldstændigt overdrevede og smukke vokaloverlægninger over de verdensomspændende hits, som vi alle kender så godt i forvejen.

Set-uppet var virkelig i verdensklasse, og gruppen virkede langt hen ad vejen til at have fundet deres musikalske standpunkt, der var perfekt velbalanceret mellem de gode gamle drengerøvsdage på Christiania og det professionelle og seriøse L.A.-voksenliv. Lukas har flere gange udtalt, at der ikke er noget som at spille på hjemmebane, og man kunne også mærke, at den 30-årige sanger var påvirket af at stå foran Bøgeskoven, hvor mellemrummene mellem perlerækken af hits gik på fortællinger om, at han savnede sin far, elskede sin familie og var glad for at være hjemme. En historie som han har fortalt højt og bredt om i mange interviews og til tidligere koncerter før, men som virkelig føltes troværdig og ægte til aften. Der blev grædt både på scenen og på de første rækker op til flere gange, og hvis det var krokodille-tårer, så vil jeg gerne finde ud af, hvilken teater-coach Lukas har fået hyret, for det gik rent ind.

Skulle man sætte en finger på noget, så blev der skøjtet en lille smule rundt i, om der skulle snakkes dansk eller engelsk, og så blev der fyret en H.C. Andersen-joke af, der var så dårlig, at den kun hørte hjemme i et amerikansk TV-program med dåselatter. Men det vidnede nu mere om, at verdensstjernen fra Christiania med den store stemme også bare er et menneske. Der blev sluttet af med verdenshittet “7 Years”, der for første gang blev spillet på Smukfest, og igen løb tårerne ned ad kinderne på den kække frontmand, der virkelig fik lagt paraderne ned. Lukas, du tog røven på Skanderborg, men hvor var det dejligt at se, at Skanderborg også kunne tage røven på dig.

Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com