23 aug Jay Som kigger indad på sin tredje og stærkeste plade til dato: »Jeg kan bare godt lide at lave sange«

Foto: Lindsey Byrnes

Jay Som har sluppet sit tredje album, som fortsætter i den drømmende og chillede stil, der i sin tid fik øjnene vendt mod den unge, amerikanske kunstner. Men selvom lyden er den samme, har meget ændret sig for kvinden bag, som blandt andet har lært at invitere andre med om bord på arbejdet med sit hjertebarn.

Én ting står sole klart, når man taler med Melina Duterte aka Jay Som. Hun er blevet musiker af den ene grund, at hun elsker at skrive sange. At der med sangskrivningen følger indvielsen i musikindustrien og muligheden for at tage på turné er ikke så meget en sidegevinst, som det er en udfordring, Duterte tager i stiv arm og nogle gange skriver sig ud af.

Anak Ko, det tredje album fra amerikaneren med filippinske rødder, bliver af mange kaldt hendes mest følelsesladede og stærkeste til dato, og det er samtidigt albummet, hvor Duterte har lukket flere ind i sit projekt i vejen mod at finde sig selv og fodfæste i industrien.

Det er aften i København, da jeg kommer igennem til Duterte. Hun er lige stået op sammen med resten af LA, som hun for ikke så længe siden er flyttet til efter at have levet hele sit liv i San Franciscos Bay Area. Hun gaber stadig engang imellem, og på et tidspunkt afbryder hun sig selv, fordi hun bliver distraheret af en flok fugle, der kvidrer højt uden for vinduet. Når solen igen står op næste morgen, går turen til Chicago, hvor hun skal spille til den store Pitchfork Festival. Jeg fornemmer en spænding forbundet med showet, da hun skal præsentere noget af sin nye musik, og da hun og bandet først er begyndt at øve for nogle dage siden. – Vi lærer hurtigt, siger hun dog rimelig afslappet.

Tiden op til album release er primært gået med pressearbejde. En masse interviews og nogle få live sessions, som det nu hører sig til. Det er egentligt fedt nok, men der er meget af det, siger hun.

En af de største forskelle, hun har mærket, sammenlignet med da hun udgav 2017-gennembrudsalbummet Everybody Works, er, at flere lytter med nu og på en anden måde end førhen.

– Der er også mere dækning af det, og det handler mindre om mig som et “buzzy” nyt band og upcoming artist nu. Det er et lidt mere etableret album, hvilket føles godt.

Hvad angår musikken er den imidlertid ikke så radikalt anderledes, hvis det står til Duterte.

– Det er ikke sådan super ambitiøst eller eksperimentelt. Det er bare den musik, jeg virkelig havde lyst til at lave på det tidspunkt. Jeg prøver ikke hårdt på et eller andet.

Den fuldstændigt afslappede tilgang til musikken, som virker dybt indlejret i Duterte, var ikke med hende fra start af. Faktisk var hun i begyndelsen af processen meget forhippet på at lave et album, der skulle være på en helt speciel måde. 

– Jeg var sådan: ‘Jeg bliver nødt til at lave det virkelig kreativt ambitiøs og gøre alle de her ting, fordi det er mit tredje album, så det ville give mening.’ Jeg føler, at mange musikere går ind i denne her tankegang, hvor de tænker, at de bliver nødt til at være bedre end før, hvilket er et virkelig godt mål. Men for mit vedkommende tager det en stor del ud af, hvad det er, jeg elsker ved musik og ved at skrive sange.

For Duterte er det største mål – i stedet for hele tiden at være bedre end før – at vurdere musikken ud fra det i sig selv i øjeblikket, uden at bruge for meget tankekraft på, hvordan det bliver lavet og hvad andre siger om det.

– Det hele er meget offentligt nu. Det tror jeg er en af de ting, jeg kæmper med; at vide, at min musik hele tiden er i forbrug, siger hun ærligt om nogle af de mekanismer, der kan gå i gang, når man tænker for meget over, hvad andre tænker.

Hun har dog fundet en måde ikke at lade det fylde for meget på, og det er simpelthen ved hele tiden at minde sig selv om sin menneskelige side og gøre sit liv en smule mere privat – især de dele af livet, som ikke er særligt involveret i musikken. 

Generelt har Duterte, siden hun begyndte at lave musik som Jay Som i 2015, hele tiden bevæget sig indad og reflekteret over hendes situation og liv, og hvordan hun bedst kan få det hele til at hænge sammen. I løbet af arbejdet med Anak Ko, som begyndte omkring januar sidste år, har hun – som hun selv beskriver det – været i en vigtig overgangsperiode siden Everybody Works. 

– Det var et super hyped album, og jeg var det her helt nye, uerfarne og naive barn, som lige var kommet ind i musikindustrien og blev smidt ud i turné-livet og alt sådan noget. Og det var virkelig fedt, men efterfølgende var det også sådan – okay skal det her virkelig være min musikkarriere?

Så Duterte hev teltpælene op og flyttede til LA, hvor hun fik ny interesse i musik og begyndte at eksperimentere mere med produktion og mixing. Det gav hende mere frihed fra bekymringen omkring karrieren, som stadig fylder hendes liv, men temamæssigt primært dominerede især den sidste plade. 

– Det har altid været et tilbagevendende tema i mit liv, hvordan jeg skal navigere at være en mellemstor musiker og gøre det til en karriere. Man kan godt have et job ved siden af, men ikke så meget, og især ikke et stabilt job, fordi man altid er på tour. Så enten siger man en hel masse op, eller også arbejder man ikke, men spiller en hel masse små jobs eller tager på turné hele tiden. Så det er lidt ekstremer fra begge verdener. Man tjener ikke særligt mange penge, men man klarer sig, og man kæmper hele tiden for at nå til det her sted i sin karriere, hvor man har sin egen definition af succes. Så på det seneste, synes jeg, at en masse voksen-temaer har fyldt mit liv, reflekterer hun.

Det er ikke et tema, der rent tekstmæssigt skinner synderligt meget igennem på Anak Ko. I hvert fald ikke sammenlignet med Everybody Works, som hun selv beskriver i langt højere grad handlede om branchen. Hende sange er ofte et mix mellem fiktion, og hvad hun oplever i livet, og på Anak Ko er det mere “bare de klassiske følelses- og sårbarheds-ting,” som hun selv beskriver det. Der er ikke noget generelt koncept, for hun har altid bare elsket individuelle sange.

– Jeg er stadig kun lige begyndt at lave album, og jeg prøver stadig at finde ud af, hvad de betyder for mig som en enhed. Måske en dag, jeg kan lave en form for konceptalbum eller noget, som er lidt mere intentionelt, hvad angår temaer, men for nu er jeg ikke rigtigt interesseret i det. Jeg kan bare godt lide at lave sange.

Kunsten at invitere andre indenfor

Selvom lyden på Anak Ko stadig er meget tro mod lyden af Jay Som, er der flere ting “bag kulisserne”, der har ændret sig. Den største ting er nok, at Duterte for første gang har lukket andre mennesker ind i sit arbejde. For eksempel er det første gang, at hun har ladet andre end hende selv spille trommer, og så har hun inviteret både violin og pedal steel med.

Det er dog ikke helt fremmede, hun har åbnet sit hjemmestudie op for. Det band, hun turnérer med, hjælper til på flere af indspilningerne, ligesom vennerne Justus Proffit (som hun sidste år udgav en EP med), Laetitia Tamko aka indierock-artisten Vagabon og Taylor Vick fra Boyscouts – for at nævne nogle af dem.

– Jeg tror bare, at jeg blev træt af at høre mig selv spille alle instrumenterne. Det var ret hårdt, men føltes også virkelig godt at give slip på lidt af min perfektionistiske arbejds-ethos, når det kommer til at være i mit studie. Jeg kan virkelig ende med at irritere mig selv, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Jeg har så mange talentfulde venner, så hvorfor skulle jeg ikke bare lade dem spille på den (pladen, red.), de er så gode.’ Og mine venner var virkelig glade for at kunne hjælpe.

Det har lært Duterte meget at have forskellige mennesker med, fordi det kan ændre viben i musikken en helt del, når de hver især kommer med en individuel stil. Det har også ændret hendes perspektiv på sangene, og hvordan hun umiddelbart havde forestillet sig dem, fordi det har givet hende mere tid til at tænke over sangene og eksperimentere med dem, når andre hjalp med at spille: Det gør det meget sjovere og tvinger én ud af sin lille boks af kun at høre sig selv.

Nu er hun overbevist om, at hendes fans kommer til at tænke: ‘Wauw! trommerne er virkelig gode sammenlignet med mine andre plader!, griner hun.

Når man som Duterte arbejder med sange individuelt og ikke har et gennemgående tema, der gennemsyrer albummet, kan det godt være en udfordring at finde en passende titel til hele pladen. Den del af albumprocessen har hun altid hadet, og hvad angår Anak Ko, var titlen også det sidste, der kom på plads. 

– Jeg sendte mit pladeselskab sangene, og så var de sådan: ‘Har du en titel?’. Jeg endte med at kigge på min telefon og fandt de her beskeder fra min mor. Hun sender altid hilsner til mig ved at skrive ‘Hej anak ko! Hvordan går det anak ko?’. Og anak ko betyder “mit barn” (på filippinsk, red.) og er en form for kærlig vending, forældre bruger til deres børn. Af en eller anden grund gav det bare mening for titlen.

On the road

Hvad fremtiden bringer for Jay Som må guderne vide, når det kommer til det lange løb i hvert fald. For nu står den på alt, hvad der hører sig til en album release, og det inkluderer en stor turné, som blandt andet bringer Duterte og band forbi Ideal Bar i København den 10. november.

Som jeg nævnte helt i starten af interviewet, er Jay Som ikke en af de dér kunstnere, som tegner et fuldstændig romantisk billede af, hvad det vil sige at være en turnerende artist. Tværtimod, vil jeg vove at påstå, for hun lægger absolut ikke skjul på, at det kan være benhårdt. 

– Nogle gange, kan jeg godt lide det (at turnere, red.), men det er meget intenst. Man er væk hjemmefra i flere måneder og er sammen med folk 24/7. Så det handler meget om at navigere mellem følelser og være meget inde i sine tanker. Men den sjove del ved det er at besøge nye byer og nogle gange nye lande og se folk komme til sine koncerter og vide, at de kender dig, uden at du kender dem. 

Efter nogle års erfaring har Duterte også fået en bedre forståelse for, hvad hun selv kan gøre for at gøre turnélivet til en bedre oplevelse. 

– Jeg elsker bare at lytte til min musik og være for mig selv. Jeg har ikke rigtigt lyst til at tale, og så elsker jeg at gå ture. Det tror jeg også er vigtigt, fordi man kører hele tiden. Man er i en bil i flere timer og går med det samme ind på et spillested og er der i flere timer, og så tager man til et hotel. Så man er er ikke rigtigt eksponeret for verdenen udenfor, og derfor giver selv en times gåtur rundt omkring eller for at finde aftensmad eller tjekke ting ud mening. Jeg tror, at det fysisk hjælper at prøve at få sollys, fordi man ellers kan blive super deprimeret. 

Det er dog heller ikke nogen hemmelighed for Duterte, at hun af og til har tænkt over at tage en pause og lægge Jay Som-projektet lidt til side for at fokusere mere på at arbejde på andres projekter. Hun drømmer for eksempel om at indspille mere for andre og træde væk fra performer-lyset for en stund. Hun har også allerede produceret for andre – for eksempel SASAMI og Chastity Belt – men der er (heldigvis) stadig mere at komme efter i Jay Som, som det ser ud nu.

– Vi får at se, hvad der sker. Jeg føler stadig, at jeg har nogle år tilbage med turné i mig, siger hun. Og det er vi glade for, for det er den indstilling, der endelig tager hende forbi Danmark for første gang, når hun spiller Ideal Bar den 10. november.

Anak Ko er ude nu og kan streames på Spotify nedenfor eller via andre tjenester her.