fbpx

GUIDE: 18 anbefalinger til det officielle Smukfest-program

Foto: PR

Efter tre dages opvarmningsprogram med blikket rettet mod det danske vækstlag er det blevet tid til at tage hul på Smukfests officielle musikdage. Det byder på alt fra ny dansk hiphop til australsk psychrock, britisk hitlistepop og en kæmpe fejring af festivalens 40 års jubilæum. Her er 17 redaktionsfavoritter fra årets program.

Stormzy (UK)

Hvornår: Torsdag den 8. august kl. 23.45
Hvor: Bøgescenerne

Det tegnede rigtig godt for Smukfests fremtidige hiphop-program, da de sidste år bookede en af tidens absolut største rappere i form af Kendrick Lamar. Størrelsesforholdet, hvad angår internationale hiphop-stjerner er blevet en smule mindre i år, men ikke mindre interessante. Stormzy går sammen med kunstnere som Skepta og Giggs i fodsporene af UK-rappere som Dizzee Rascal, Kano og Wiley og er ubestrideligt en af de største grime-artister lige nu. Stormzy fik i 2017 en drømmealbumdebut, da Gang Signs & Prayer blev nomineret til den prestigefulde Mercury Prize og i 2018 blev hædret med en BRIT Award som det første rap-album nogensinde.

Years & Years (UK)

Hvornår: Fredag den 9. august kl. 19.30
Hvor: Bøgescenerne

I en noget anden genremæssig boldgade end Stormzy, men fra samme breddegrader, kommer trioen Years & Years. Med den karismatiske sanger Olly Alexander i front har Years & Years siden 2014 kæmpet sig til tops på de britiske og internationale hitlister med det ene solide synthpopnummer efter det andet. Numre som “King”, “Sunlight” og “Eyes Shot” har strømmet ud af radiokanalerne og dansegulvshøjtalerne de seneste år, og mens debutalbummet Communion fra 2015 markerede en vanvittigt god start for den unge trio, så slog sidste års Palo Santo det store talent fast, hvis du havde nogen som helst tvivl om det. Udover at være garanter for svedigt dansepop, så er Olly Alexander desuden en vigtig stemme i den britiske og internationale LGBTTQ-bevægelse, og omfavnelsen strømmer ud af gruppens DNA – også live, som vores anmelder oplevede, da de tidligere på året gæstede KB-Hallen.

Lukas Graham (DK)

Hvornår: Torsdag den 8. august kl. 21.45
Hvor: Bøgescenerne

Selvom Lukas Forchhammer og resten af den uhyre succesfulde gruppe Lukas Graham er danske, er det ikke hver dag, man har muligheden for at opleve dem live herhjemme. Det er en af grundende til, at det ville være ærgerligt at misse dem, når de torsdag aflægger bøgeskoven visit og spiller sommerens eneste festivalkoncert på Smukfest. En anden grund er, at de laver musik i verdensklasse, hvilket endnu engang blev bekræftet, da de i oktober sidste år udgav det tredje album 3 (The Purple Album), hvorfra radiohittet “Love Someone” blandt andet kom. Der hersker ingen tvivl om, at Lukas Graham er en af Danmarks absolut største grupper – især ikke efter at Smukfest-publikummet ønskede gruppen mere end nogen anden. Det er så den bøn, der nu er blevet hørt.

Liam Gallagher (UK)

Hvornår: Lørdag den 10. august kl. 17.45
Hvor: Stjernescenen

Det er vist ingen hemmelighed, at der er mere musik at komme efter på Smukfest, hvis du er popfan, men Liam Gallagher giver lidt til de rockhungrende. Gallagher er ikke ny i bøgeskoven, for i 2000 gæstede han og broderen Smukfest med Oasis. Selvom en genforeningskoncert sikkert ville falde i manges smag, så er udsigterne lange, og så er det jo godt, at musikerne også kan hver for sig (i privaten nok bedst hver for sig). Liam Gallagher udgav sit første soloalbum As You Were i 2017, og den 20. september lander opfølgeren Why Me? Why Not. som vi indtil videre har fået tre smagsprøver fra.

Headie One (UK)

Hvornår: Fredag den 9. august kl. 00.45
Hvor: P3-Teltet

Sammen med den fremadstormende rapper Dave kan Headie One prale med at have udgivet det største britiske drill-hit i form af sidste års single “18Hunna”. Drill er betegnelsen for en gren af hiphopgenren, der oprindeligt kommer fra Chicago, men efterhånden har gjort stort indtog på UK-scenen også og ofte trækker tydelige tråde til trap-genren. Irving Adjei er det borgerlige navn bag Tottenham-rapperen, som startede med at udgive musik i 2014 under det daværende kunstnernavn Headz efter en periode i karambolage med systemet og på kanten af loven. Han har efterfølgende udgivet flere mixtapes – og siden 2018 i navnet Headie One – og i starten af juli landede en ny frisk single, “Back to Basics” med selveste Skepta som feature.

SG Lewis (UK)

Hvornår: Torsdag den 8. august kl. 15.15
Hvor: Sherwood Scenen

Den britiske producer, sangskriver og DJ SG Lewis startede sin karriere som remixer, men er nu kendt for sine egne originale produktioner, der har markeret ham som et solidt navn på den elektroniske musikscene. Musikken er tilbagelænet, beatsne cool og som skabt til nattelivet og klubberne, som han også hylder på EP’erne Dusk, Dark og Dawn. Samarbejdspartnerne tæller blandt andet Col3trane, Ray BLK, AlunaGeorge og den spritnye (meget interessante) sangerinde og producer Clairo. Dawn fra slutningen af juni er den seneste udgivelse, men rygterne lyder, at der er et debutalbum på vej. Måske vi endda får lov at smage på det, når han torsdag indtager Sherwood Scenen.

Pussy Riot (RU)

Hvornår: Lørdag den 10. august kl. 01.00
Hvor: P3-Teltet

De hader Putin og Trump, og så har de et frisindet og feministisk manifest, som de leverer i lækre og småaggressive elektropoppede numre. Hvis det lyder som noget for dig, så skal du troppe op lørdag nat klokken 01.00, når russiske Pussy Riot indtager P3-teltet. Sproget spænder både mellem modersmålet og engelsk, og med kompromisløse opsange som “Make America Great Again”, “Police State” og “Bad Girls”, kan man næsten kun forestille sig en mindeværdig koncert. Gruppen, som er ikke mindre end 11 kvinder høj, er kendt for deres kontroversielle optrædener, der både indebærer elefanthuer, kraftfuld punkattitude og en stemning, der kan få dig til at tvivle på, om du er til et Drag Queen show eller en rockkoncert.

Psychedelic Porn Crumpets (AU)

Hvornår: Fredag den 9. august kl. 22.45
Hvor: P3-Teltet

Det er nok de færreste herhjemme, der endnu kender til gruppen med det bemærkelsesværdige navn Psychedelic Porn Crumpets, men australierne har skabt sig en ganske godt ry i udlandet for deres eksplosive og energiske psych rock. Kvartetten fra Perth har allerede udgivet to album – High Visceral, Pt.1 fra 2016 og High Visceral Pt.2 fra 2017 – og så har de efterhånden en solid live-erfaring oven i hatten. I en tid, hvor singlerne bliver kortere og kortere og sangstrukturen i radiohitsne efterhånden mere effektive kan det være forfriskende med lidt musik, der tør tage sig tid, bygge sig op og syre ud i lange soli. Det er Psychedelic Porn Crumpets blandt andet et bevis på. 

Death by Unga Bunga (NO)

Hvornår: Lørdag den 10. august kl. 18.45
Hvor: Sherwood Scenen

Fast, loud and funny!
Det er de tre ord, norske Death by Unga Bunga bruger til at beskrive deres lyd. Den norske femmandsgruppe laver grineren og kæk garagerock, og de er ikke bange for at skrue op for de skøre idéer og give den maks gas. De fem fuldvoksne mænd er i den grad ikke bange for at tage en god omgang pis på sig selv, og de har blandt andet lavet en ret sjov musikvideo til hittet “Soldier”, hvor der både bliver budt på en kærlighedsromance mellem to bandmedlemmer og en interaktiv fantasiverden, da de bliver suget ind i et computerspil. Hvis deres koncert på Smukfest bliver i samme boldgade, så kan man ihvertfald allerede begynde at glæde sig.

Soleima (DK)

Hvornår: Fredag den 9. august kl. 13.45
Hvor: Bøgescenerne

Pop-sangfuglen Soleima er kendt for sin karakteristiske fine stemme, der kan komme helt op i de tynde luftlag. Hun er nok bedst kendt for hits som “Breath (feat. Hoodboi) og “Low Life” fra henholdsvis 2017 og 2018. I år har den danske popmusiker valgt at lade sin lyse vokal pakke ind i et mørkere og tungere lydbillede på singlen “STFU”. Det klæder i den grad Soleimas vokal at få et mere kækt og basset instrumentalt modspil, og vi håber, at hun kunne finde på at tage flere af de nye idéer med til sin optræden fredag klokken på Bøgescenerne.

Noah Carter (DK)

Hvornår: Torsdag den 8. august kl. 21.00
Hvor: P3-Teltet

Nørrebro-rapperen Noah Carter er en af de store stemmer indenfor den danske hiphop-scene. Med debutsinglen “Do You” fra 2016 fik Carter markeret sig med sine dystre samples, sin mørke vokal og sine ærlige beretninger. Alt sammen noget der tryllebinder hans publikum og fanskare og er en grund til, at han i 2017 blev kåret til Årets Nye Navn til Danish Music Awards og har opnået positiv kritik på senere udgivelser som “Come Alive” og “No Favors”.

Den Sorte Skole jubilæumsfest (DK)

Hvornår: Fredag den 9. august kl. 01.20
Hvor: Bøgescenerne

Smukfest fylder fyrre, og festivalen har i den forbindelse inviteret nogle af Danmarks aller(aller)stærkeste DJ’s til bøgeskoven for at fejre med manér. Det bliver vildt (tror vi), når Bøgescenerne fyldes med tonerne af alt fra Kool & the Gang til Ozzy Osbourne og Kygo. Showet er en invitation til en rejse gennem tiden af historiske og legendariske kunstnere, der har gæstet festivalen. I bedste Den Sorte Skole-stil bliver det selvfølgelig ikke bare en afspilning af en række hits, men et sammensurium af tight, live mixing på pladespillere tilsat visuelle virkemidler.

Jada (DK)

Hvornår: Torsdag den 8. august kl. 17.15
Hvor: P3-Teltet

Pigen med Danmarks største stemme og hjerte kommer også på besøg på dette års Smukfest. Jada leverer poppede R&B-ballader, hvor hun ikke er bange for at have følelserne helt uden på tøjet. Gennem en småturbulent start i musikbranchen, der har resulteret i nogle måneders pause forårsaget af stress, har den danske sangerinde virkelig fundet sig selv og sine styrker og svagheder. Det kan også høres i hendes produktioner, der både kan ose af sex, og få tårerne til at løbe ned af kinderne på dig. Jada udgav i juni måned sit debutalbum I Cry A Lot, som byder på 13 gennemarbejdede og velovervejede pop-bangers. Det kan man passende lytte til, mens man varmer op til den danske sangfugls koncert torsdag eftermiddag i P3-teltet.

LIVE CAMP-vinderen: MEKDES

Traditionen tro fand vi under festivalens opvarmningsdage en vinder af Live Camp, som skal åbne Bøgescenerne og derved gå i fodsporene af blandt andet Anya og Farveblind. I år er det Mekdes, der står med den store opgave, men hendes koncert under Live Camp beviste i den grad også, at hun er opgaven moden. Sprød, sprød R&B tilsat soul og dansevenlig pop er Mekdes opskrift på et uhyre interessant act at holde øje med i fremtiden.

Artigeardit (DK)

Hvornår: Onsdag den 7. august kl. 18.45
Hvor: Sherwood Scenen

Hiphoppen har kronede tider, og det er blandt andet på grund af dygtige, nye artister som Artigeardit, der tager den populære genre og gør det til sin helt egen. Det unikke bidrag, Ardit Aliti bringer til hiphoppen ligger blandt andet i rapperens stærke lyriske sans og effektfulde fortællinger, som vi har mødt på 2016-EP’en Fristelse Fordærver og debutalbummet Vildedage fra sidste år.

Elias Boussnina (DK)

Hvornår: Søndag den 11. august kl. 12.15
Hvor: Sherwood Scenen

Fra smadder-rapper til at producere smooth og lækker R&B lige efter bogen. Elias Boussnina kan allerede krydse en del erfaringer og oplevelser af i sin hidtidige karriere, og nu kan han sætte endnu et kryds med sin første optræden på Skanderborg. Teksterne er ømme, melodierne er velproducerede, og det hele får lige det ekstra af Boussninas bløde vokal, som vi ser frem til skal strømme ud af højtalerne ved Sherwood Scenen på søndag klokken 12.15.

Kops (DK)

Hvornår: Lørdag den 10. august kl. 12.15
Hvor: P3-Teltet

Fængende melodier, ømme tekster og en overlegen vokal. Sådan kunne en beskrivelse af den spirende musiker Kops godt lyde. Oskar Kops Kronbak begyndte at udgive musik i 2017, og siden da har han både opnået anmelderroser og fået en betydelig fanskare, der ikke kan få nok af hans popmusik med moderne og dansabelt twist. Hans varemærke er det hyppige brug af vocoder i sine sange, som giver en lyd der både er catchy og udfordrende på samme tid. Mon ikke han tager vocoderen og hits som “Salvation” og “Takes 1 2 Know 1” med, når han indtager P3-Teltet på lørdag klokken 12.15.

Ravi Kuma (DK)

Hvornår: Onsdag den 7. august kl. 16.30
Hvor: P3-Teltet

Ravi Kuma er den hårde lussing, som den danske musikscene længe har haft brug for. For når forsanger Sharon Kumaraswamys uendelige energi og lamslående levering af rap-barer kombineres med Aske Knudsen overlegne og hårdtslående produktioner, så opstår der altså en eller anden form for spændende og småaggressiv magi, som man ikke kan få nok af. Ravi Kuma kan levere deres samfundskritiske budskaber, uden at det bliver for alvorligt eller for plat, fordi de formår at balancere helt perfekt mellem den professionelle performance og iveren efter at give publikum en kæmpe fest.

Vi har de seneste dage haft glæden af at opleve en kæmpe portion af morgendagens stjerner, som dystede i den årlige Live Camp-konkurrence.
Det kan du læse meget mere om her, mens du lytter til vores SMUKFEST-spilleliste herunder.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com