19 aug Aarhusianske Rigmor udgiver singlen “Træ” der hylder melankolsk lyrik
Foto: Peer Jon Ørsted
Den nye danske indiegruppe Rigmor fra Aarhus er ude med deres nye single “Træ”, som forener og hylder Michael Strunges poesi og samfundskritik i en fin og melankolsk komposition.
Rigmor har i fredags udgivet Debut-singlen “Træ” som forløber til deres kommende debut-EP Menneske. Bandet, som består af en gruppe på fire Aarhusianske venner, har netop spillet på Live Camp på Smukfest og optræder på Uhørt Festival den 24. august. Rigmors univers fungerer som en slags talerør for en generation der er præget af en global klimakrise såvel som uddannelesslofter og stresstendenser.
Rigmors musik og den nye single “Træ” leder tankerne hen på bands som danske Lowly og AyOwA, som begge er bands der tager udgangspunkt i et snørklet, poetisk og finurligt tekstunivers med et lettere melankolsk udtryk. Med Rigmors danske tekster og poetiske lydunivers er de et godt bud på endnu en upcoming nordisk unika-perle.
Rigmors univers er drømmende og lettere melankolsk, så derfor giver det god mening når bandet peger på den afdøde 90’er lyriker Michael Strunges digte som inspirationskilde. Rigmor ser Strunges måde at anskue verden på som slående aktuel for denne generation – han tegnede et råt og ærligt billede af hvordan mennesket gennemgår livets op- og nedture. Så når Rigmor skriver sangen “Træ” med en tekst som blandt andet handler om forventningspres, afmagt og meningsløsheden og håbet i tilværelsen, fungererer det som en kritik af samfundet. Samtidig kan det også ses som en måde hvorpå man kan spejle sig i teksten og føle sig mindre alene med afmagten og frustrationen over et samfund, der higer efter perfektionisme i alle spektre.