fbpx

Masasolo synger om stormende forelskelse på ny single

Foto: Andreas Haubjerg

Indiepoppede danske Masasolo teaser nyt album med single og tilhørende video. En single der handler om oplevelsen af sindsoprivende forelskelse.

Vi har før vist vores begejstring for Masasolo bedre kendt som Morten Søgaard, og derfor er vi enormt glade for, at hans nye single “My Head Is A Radio” nu er at finde på diverse streamingtjenester. Den indiepoppede gut, der med sit band laver fed og funky musik, udgiver snart nyt album og hvis albummet er lige så lækkert som singlen, kan det kun blive godt. Masasolos nye album Bridges lander den 11. oktober.

“My Head Is A Radio” handler om at blive hovedkulds forelsket i en person – så forelsket at man ikke tænker på andet end vedkommende, og at man føler, at de er som en sang, der ikke kan komme ud af hovedet. I dette tilfælde er Masasolos hoved den radio, der ikke kan få pigen ud af sit hoved. Om denne oplevelse fortæller Masasolo:

En aften tog jeg ud for at drikke en øl med min gamle veninde fra studiet og mens vi hang ud, opstod der vaske ægte magi mellem os. Der skete noget med lyset og pludselig var det som om vi havde fået øje på hinanden for allerførste gang. Jeg var forelsket. Jeg tænkte også, at hun kunne have det på samme måde, men der var en masse der stod i vejen for at jeg kunne finde ud af det. Hun blev det eneste, jeg tænkte på, og jeg havde det som om mit hovede var en radio, der kun havde kanaler med programmer om hende.

Musikvideoen til sangen er en hyldest til tv-optrædener i Johnny Carson og Ed Sullivan Show, men også en hyldest til Morten Søgaards bandkompagnoner gennem årene; Anders, Jacob og Peter. De tre drenge er alle fra vestjylland, og de fandt hurtigt hinanden gennem musikken og inviterede Peter med i bandet, da de flyttede til København. Gennem tiden er det gået godt for de fire bandmedlemmer, der har udgivet flere EP’er, høstet flotte anmeldelser både i ind- og udland, og sågar spillet på Roskilde Festival.

Se den sprøde musikvideo her og bliv forelsket i Masasolo:

Tags: