fbpx

FORPREMIERE: Peppermint Bs dansable single gemmer på et alvorligt budskab

Foto: PR

Peppermint B laver drømmende dansabel indierock, og det afspejler hans seneste udspil “A Minute To Show” på bedste vis. Singlen udkommer først i morgen, men du kan lytte til nummeret lige her og nu.

Bag pseudonymet Peppermint B gemmer den danske The Blue Van-forsanger Steffen Westmark sig. Soloprojektet er et tilflugtssted fra dagligdagens travlhed og rabalder, og Peppermint Bs drømmeriske rock er den perfekte ledsager til en dag i den lune sensommersol. Westmark har tidligere udsendt nummeret “Good Boys In The Suburbs – So Young” som en forsmag på sit kommende album Bubblegum Buddha, og er nu aktuel med andet udspil “A Minute To Show”.

“A Minute To Show” er en upbeat sang om at være til stede i nuet og at finde ro i et samfund, hvor følgere på Instagram er vigtigere end venner i virkeligheden. Peppermint B formår at udforme et dansabel nummer, hvori der gemmer sig et mere alvorligt budskab. Under overfladen ligger nemlig en desperation – over sociale mediers overtagelse af menneskelig interaktion og de konflikter det skaber.

Steffen Westmark fanger med sin rå vokal og guitarriffs den frustration, som man kan have over at føle sig fanget mellem algoritmer og tweets samt behovet for at koble af. “A Minute To Show” er andet udspil fra Peppermint Bs kommende album Bubblegum Buddha, og selvom singlen først officielt udkommer i morgen, kan du lytte til den allerede nu:

Tags:
Johanne Adelaide Nickelsen
Johannenickelsen@bandsoftomorrow.com