fbpx

Lauv viser sig som kongen af catchy med singlen “fuck, I’m lonely”, der nu har fået selskab af musikvideo

Foto: Stefan Kohli og Will Beach

I løbet af det sidste halve år har hittet “I’m so tired…” været på de flestes hjerner og en sikker vinder i radioen. Tidligere på måneden udgav bagmanden så singlen “fuck, i’m lonely”, som er klar til at overtage, og nu har fået selskab af en velproduceret musikvideo.

Lauv, der sammen med Troye Sivan står bag kæmpehittet “I’m so tired…”, er ude med endnu en hit-single featuring den britiske sangerinde Anne-Marie. “fuck, I’m lonely” er en catchy ligetil, elektronisk popsang, der får dig til at se frem til weekenden, og gør det svært at sidde stille. Sangen er en del af soundtracket til den kommende tredje sæson af Netflix-serien ’13 Reasons Why’.

I den ny video til tracket, ser vi en bygning udefra, og bliver hen ad vejen bragt tættere ind på diverse oplyste værelser, hvilket giver festlige dukkehus-fornemmelser. I et grønt rum valser Lauv rundt om de få rekvisitter: en seng, en vaksemaskine og et akvarium. I løbet af videoen får vi små indblik i de forskellige, ensomme rum, der blandt andet også viser en dansende Anne-Marie. Giv selv videoen et kig her:

Lauvs kommende debutalbum How I’m Feeling lander senere på året, og der forventes verdensturné fra hans side til oktober.