fbpx

10 hurtige til… Go Go Berlin

Foto: PR

Efter længeretids pause vender Christian, Mikkel, Anders og Christoffer, der tilsammen udgør Go Go Berlin, stærkt tilbage med albummet The Ocean.

Det aarhusianske band er på eksperimenterende vis gået nye veje. Med mindre opmærksomhed på guitaren, mere på synthesizeren og forsanger Christian Viums stærke stemme, har Go Go Berlin fået en helt ny lyd.

– Vi sagde farvel til det gamle Go Go Berlin og begyndte at omtale os selv som Go Go Berlin 2.0. Beretter forsanger Christian, hvis vokal skinner mere igennem på The Ocean end nogensinde før.

Efter fire år fra udgivelsen af albummet Electric Lives, der til dels blev indspillet i Hansa Studios i Berlin, og højspændte tournéer i Asien, Europa og USA, har bandet valgt selv at tage kontrol. Dog med hjælp fra Søren Christensen (The Blue Van) på et par numre, blandt andet den allerede udgivede “Love Me”, der blev til i et studie på Sunset Strip i L.A. Trommeslager Christoffer Østergaard siger om “Love Me”:

Det er en sang, der virkelig indkapsler Go Go Berlin. Hvis man skal spille én sang for en person, der ikke har hørt os før, så skal det være “Love Me”.

I forbindelse med udgivelsen af albummet The Ocean i dag, kommer her 10 hurtige til Go Go Berlin:

Vores musik er…

Resultatet af fire forskellige mennesker med forskellige ideer, der mødes med den samme kærlighed for det at skrive og udføre sange. Når et Go Go nummer er færdigt, ligger det som regel et sted imellem os – ikke kun hos én.

Vi begyndte at lave musik fordi…

Jeg startede i 7 klasse med at spille el-guitar, efter et par år i et symfoniorkester på trompet. Jeg kunne se at det var en verden, der tiltrak mig, det rytmiske, livsstilen, udseendet og lyden (Mikkel, guitar).

Vi finder inspiration i…

Film og tv-serier. Mange sange er skrevet som et slags soundtrack til en film, jeg måske lige har set – eller den følelse, som den efterlod mig i (Christian, forsanger). 

Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var…

Den bedste koncert, vi SIDST var til, var Tame Impala på Northside. Det var uretfærdigt flot. (Christian og Mikkel)

Den vildeste koncert, vi selv har spillet var…

For nogle år siden i Kina. Da vi efterfølgende gik ned af scenen efter koncerten, blev vores backstagelokale invaderet af hundredvis af mennesker. Det var zombiefilm-tilstande og fuldstændigt kaotisk.

Hvis ikke vi var musikere, ville vi være…

Professionel fodboldspiller og spille ved siden af Christian Eriksen i Tottenham. SIKKE et makkerpar! (Christian).

Vores yndlingsartist lige nu er…

Jungle. Jeg er faktisk så stor fan, at jeg i næste uge tager til Budapest for at se dem spille på Sziget Festival – haha! Christian og jeg så dem på Voxhall sidste år – MAGISK! De er generelt en kæmpe inspiration for os (Anders, keys og bas).

Det vigtigste for os, når vi laver musik, er…

At der er en ide med det, vi sidder med. Hvis vi bare sidder og limer ligegyldigheder sammen, så kan vi ligeså godt gå hjem (Mikkel).

Når folk lytter til vores musik, skal de…

Passe på forventninger. Det farligste, man kan gøre, er at have forventninger til noget. Så kan man kun blive skuffet. Jeg elsker at blive overrasket og forsøge at gå ind til noget med et åbent sind (Christoffer, trommer og percussion).

Vores album er…

Det er det bedste album, vi har lavet til dato. Sådan skal det vel også være. Vi har brugt åndsvagt lang tid på det, og det er endt med at blive en personlig plade, som vi er stolte af. Overordnet handler pladen om følelser og identitet og de rejser, man kommer på igennem livet (Anders).

Tags:
Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com