fbpx

Ross From Friends’ nye sprøde EP skriger på elektronisk dansefest

Foto: Fabrice Bourgelle

Den britiske elektroniske og lo-fi house musiker Ross From Friends, der optrådte på dette års Roskilde Festival, udgiver tre nye sange på ep’en ‘Epiphany’. Ross sammenfatter på de tre nye numre en overdreven kaskade af lyde, der forfører og får én lyst til at slippe hæmningerne på dansegulvet.

Alle numrene på Felix Clary Weatheralls aka Ross From Friends‘ nye EP Epiphany er elektronisk musik fyldt med catchy, enkle vokalbidder og lo-fi housetoner, der får én til at drømme sig til et overfyldt dansegulv med tyk røg og blinkende farvestrålende stroboskoplys, hvor folk danser i tæt forening med musikken og hinanden.

De tre nye numre rummer stadig kunstnerens velkendte lyd, men på nummeret “Epiphany” blander han de klassiske lo-fi-vibes med et strenge-klingende-instrument, der lyder som noget hentet fra Indien eller lignende. Musikken forfører én på den helt rigtige måde, og når lyden af de skæve og catchy toner banker ud af højtalerne, kan man ikke undgå at komme i feststemning.
Om nummeret “Phantom Ratio” fortæller Ross From Friends:

Jeg ville konstant gerne tage et skridt tilbage og tænke mere over strukturerne på en mere konventionel måde. Jeg brugte lang tid på, at få det til at lyde som noget der kunne blive spillet på en klub, især med “Phantom Ratio”. Jeg ville udfordre mig selv til at lave et mærkeligt klubnummer med det nummer.

Se den æstetiske musikvideo til “Epiphany” her:

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com