fbpx

Hozier – K.B. Hallen

Foto: Barbora Gadlinová
Venue: K.B. Hallen
Dato: Mandag den 19. august 2019

Hozier forvandlede for en enkelt aften K.B. Hallen til en katedral, og omvendte selv den mest tvivlende blandt publikum til troskyldigt medlem af sin gospel-menighed.

Hozier - K.B. Hallen
4.5 / 5 Anmeldelse

Stemningen var elektrisk allerede før den 29-årige irer Hozier gik på, og den blev kun bedre, da bandet slog takten an til åbningsnummeret, “Would That I”. 

Foruden Hozier selv, bestod bandet af fem instrumentalister og to korsangere/percussionister. Ens for alle medlemmer af det otte-mands store band var, at de alle var i besiddelse af mikrofoner, og netop de korarrangementer dette muliggjorde, blev Hoziers helt store sejrskort.

Hoziers lydbillede var decieret enormt, og sættet nåede et tidligt højdepunkt på tredje sang, “Nina Cried Power”, hvor koret for alvor fyldte lydbilledet ud, alt imens Hozier lagde guitaren fra sig og slap sin indre frontmand løs som en anden gospelprædikant foran sin evigt modtagelige menighed. Publikum var i hans hule hånd, og gjorde hovedpersonen selv – eller et øvrigt medlem af bandet antræk til at knipse eller klappe, var både salen samt de bagerste tribuner klar til at følge trop.  

Foto: Barbora Gadlinová

På trods af sin klare rolle som bandleder, lod Hozier aldrig sig selv stå for meget alene i forgrunden, men lod alle instrumentalister få deres plads i solen. For selvom Hoziers to albums måske er polerede, så er hans liveoptrædener betydeligt mere rockede og fyldt med både violin-, bas-, tromme-, orgel- og guitarsoli. På “Almost (Sweet Music)” kulminerede soloerne, da den ene af slagsen blev afløst af den næste. 
Spilleglæden var umulig ikke at spore hos bandet, og fik de øjenkontakt med hinanden udeblev smilene heller aldrig. Hozier har skabt, hvad der mest af alt minder om en familie af musikere og med det også et af de mest velspillende og organiske bands, jeg længe har hørt. 

Midtvejs blev tempoet trukket ned under en stribe af mere tunge og til tider balladeprægede sange som “Wasteland, Baby!”. Smukt og betagende, som det unægteligt var, betød det desværre også, at de mere utålmodige blandt publikum fik gang i snakken og igen delvist ødelagde nogle af de mere intime øjeblikke. 

Mod slutningen af koncerten blev vi forkælet med en trio af “From Eden”, “Movement”, der med sit bjergtagende lysshow også fremstod som et absolut højdepunkt, og afslutningsvist kæmpehittet “Take Me To Church”, der lukkede den ordinære sætliste. 
Ekstranumrene bestod af “Cherry Wine”, hvor Hozier fik en smuk akustisk stund alene med publikum, før bandet genindtog scenen og rundede en imponerende koncert af med “Work Song”. 

Det ville måske være en overdrivelse at kalde Hozier for gospels moderne Messias. Men det ville heller ikke være en underdrivelse. 

Theis Jehl
theisjehl@bandsoftomorrow.com