fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 33

Foto: Shura // Hollie Fernando

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til alternativ popmusik eller legendarisk rock leveret af tre seje kvinde vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.

Shura – Forevher

I dag har den Londonbaserede alt. pop-artist Shura sluppet sit album nummer to, Forevher, og det er uden tvivl en plade, vi har glædet os utroligt meget til. Siden singleudgivelserne “the stage”, “religion (you can lay your hands on me)” og “BKLYNLDN” har det været tydeligt, at der var store og spændende ting i vente – og rigtigt nok. Albummets i alt 11 numre rummer både inderlighed, storslåethed og originalitet og til november kan du opleve disse live, når den selvproducerende artist spiller på Hotel Cecil i København.

Shikoswe – Back In The Tall Grass

Da by:Larm Festival tidligere på året offentliggjorde det nordiske indie-håb Shikoswe til programmet, kunne vi ikke få armene ned og det blev kun endnu bedre, da hun også blev annonceret til SPOT Festival. Nu havde vi glæden af et opleve hende live hele to gange indenfor en kort periode. Det gav anledning til et interview med den spirende artist, hvor hun blandt andet kom med den vovede udtalelse, at »musik er ligesom en organisme, der kan folde sig ud og skifte form afhængigt af, hvem der modtager den.« Nu er hun kommet med sit debutalbum Back In The Tall Grass, og det lever i den grad op til forventningerne. Sangerinden er desuden også at finde på vores liste over 19 norske navne, man skal holde øje med i 2019, som du kan finde lige her.

Molly Koppel – Waves

Et helt nyt navn på den danske musikscene må siges at være sangerinden Molly Koppel – og hvis hendes efternavn virker bekendt, er det ikke så underligt endda. Hun er nemlig en del af den musikalske Koppel-familie, og allerede der, har hun noget at leve op til. Hendes debut-EP Waves er dog et bevis på, at den 23-årige artist har masser at byde på, og på numre som “No Pain” og “What They Say” hører man en ung kvinde med styr på sin stemme, og som kan finde ud af at lave fængende melodier, der får én lyst til at kridte danseskoene.

JÆRV – Kriger

Duoen JÆRV har siden 2016, hvor de debuterede med nummeret “Befri Mig”, præget den danske musikscene med deres elektroniske synth-pop. Nu – tre år efter – er de endelig klar med debutalbummet Kriger. Bag projektet finder man sangerinden Amanda Glinvad og produceren Mathias Pedersen Smidt, og sammen har de skabt et forførende univers, som virkelig kan sætte gang i dansegulvet. På det nye album finder man blandt andet det fængende track “Signaler” og det festlige nummer “For Hjertet Er Livet Enkelt”, der med sin pumpende synth-lyd leder tankerne hen på den svenske popdronning Robyn.

Sleater-Kinney – The Center Won’t Hold 

Der er dømt girlpower for alle pengene med den kvindelige rocktrio Sleater-Kinney, som i dag har udgivet deres 10. album. Gruppen har været igang siden 1994 og kom med deres første album i 1995, så man må sige, at de efterhånden har mange år på bagen. The Center Won’t Hold er produceret af den anderkendte singer/songwriter og multiinstrumentalist St. Vincent, og med numre som “Can I Go On” og “Hurry On Home” er albummet endt som et skarpt udspil, som i sin lyd både trækker på nyere og ældre tid.

Gå heller ikke glip af:

The Murder Capitol – When I Have Fears
Journey to Ix – Rest
FLECHER – you ruined New York city for me
Snoh Aalegra – Ugh, those feels again

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com