fbpx

Ugens Upcoming: VAKT

Foto: Sara Gangsted

Bandet gik fra at spille ego-rock til dansksproget, poetisk pop og har med deres fire solide singler vist sig som et navn, man burde holde et skarpt øje med. Lær gruppen lidt bedre at kende her.

Den danske kvintet VAKT har siden sidste år vist sig som et spirende navn på den danske musikscene. Bandet skaber et drømmende lydunivers med elektroniske beats, rumklangsmættede guitarer, eftertænksom dansk lyrik og ikke mindst frontkvinde Solvig Tora Ringhofs distinktive vokal – som vækker associationer til Soleimas tid i Flødeklinikken. De stemningsmættede, detaljerige numre som “Under Blomstrede Kjoler” og deres nyeste single “Fordufter” har markeret gruppen som et frisk pust til den lidt formfaste popgenre, og vi kan kun glæde os til at høre mere fra det talenfulde band.

Hvem er VAKT?

– VAKT er os: Anton, Balthasar, Carl-Erik, Christian og Solvig. @hvem_er_VAKT er desuden også navnet på vores Instagramprofil. 

Hvordan vil I beskriver jeres lyd?

– Det er svært at svare på uden at lyde alvorligt prætentiøse. Vores lyd er melankolsk og omskiftelig – men med et poppet udgangspunkt, som man godt kan svinge hofterne til. En blanding af elektroniske og organiske elementer. Men mest af alt er det bare os fem, der laver noget, vi selv kan lide at lytte til.

Hvordan startede I?

– VAKT blev vakt til livs i 2016 efter en musikalsk identitetskrise. Fire blev til fem, og vi gik fra at lave ego-rock på engelsk til at lave poetisk pop på dansk.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?

– De fire numre vi har udgivet, er skrevet i et øvelokale og finpudset (meget) i et studie. Lige nu er vi i gang med at skrive nye numre, hvor vi i højere grad inddrager computer og produktion i sangskrivningen. Vi tager udgangspunkt i Solvigs tekster, hvorefter vi i fællesskab skaber musik ud fra de følelser, teksten giver os.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

– Det er en individuel ting for os hver især, så det er der fem forskellige svar på. For mig (Solvig) er det de bands, jeg begyndte at lytte til, da jeg for første gang selvstændigt valgte at lytte til musik. Dengang var det bands som Under Byen, Björk, The Kills, PJ Harvey, Shit og Chanel – alle med seje kvindelige frontfigurer, som jeg kunne spejle mig i. 
Lige fortiden er vi sammen inspirerede af kunstnere som Lowly, Robyn og Blood Orange.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Én hver: Hans Phillip, Agar Agar, Kogekunst, Cocteau Twins, Jalaa.

Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Vi er i gang med at skrive ny musik til vores næste udgivelse. Måske en EP? Måske et album? Lige nu skal der bare skrives. 

Hvad er drømmen?

– At fortsætte og blive bedre til det, vi allerede gør. Det kunne være fedt at tjene lidt til dagen og vejen. Vi drømmer om at turde drømme større.

Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?  

– Gin og tonic. Dyr gin, billig tonic og masser af peber og agurk. Højst sandsynligt efterfulgt af en lunken Harboe.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– I skal lytte til “På Tirsdag”. Det var nyt og overvældende for os at være i et professionelt studie med rigtige producere, og det vendte op og ned på mange ting for os som band, og den måde vi skriver musik på. For os afspejler “På Tirsdag” den proces. 

Tags: