11 aug Pussy Riot – Smukfest 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: P3-Teltet
Tidspunkt: Lørdag den 11. august kl. 01.00 (natten til søndag)

Det russiske punkprovo-act kom desværre ikke derud, hvor der virkelig var noget på spil til deres koncert sent lørdag nat.

Klokken 00.52 tropper min kollega og jeg op for at opleve den sidste koncert i P3-Teltet på Smukfest 2019. Allerede der bliver jeg lidt skuffet. Den store, provokerende og grænsesøgende giraf, Pussy Riot, står nemlig stadig på scenen og laver lydprøve. Der kan selvfølgelig altid opstå tekniske problemer, som man ikke selv er herre over, men sene lydprøver ødelægger altså den dejlige overraskelseseffekt, som man oplever til koncertstart. Det halvakavede slutter dog ikke her. For det feministiske provo-kollektiv bliver kun taget imod af en ubetydelig lille brøkdel (lad os sige ca. 50 stk.) af de 33.000 mennesker, som har købt billet til Smukfest. Ja, det regnede udenfor, men det har da ikke stoppet nogen fra at skråle med til Nik & Jay, Saveus eller Rytteriets penis-sange de sidste fire dage.

Scene set-uppet er, efter alt forventning, pakket ind i neonlys og har en form for atomkraftstema over sig. Pussy Riot er igen gået om bag scenetæppet for kort at gemme sig, inden de (forhåbentlig) vil tage Smukfest med storm. Der er helt mørkt på scenen, hvor DJ/guitaristen og danserne lyser op i deres neon-outfits med tilhørende elefanthuer, der skønt matcher scenografien. Så håbede jeg ligesom, at vi var godt i gang. Der kommer en intromelodi på, der lyder som en blanding af 80’er-synthpop og lyden af en industriel byggeplads, og ud kommer aftenens frontkvinde Nadezhda Tolokonnikova, som skal tage sig af at få pisket stemningen op med sin vokal, politiske agenda og scene-attitude.

Desværre falder agendaen såvel som attituden meget hurtigt til jorden, og føles ligeså våd og kold, som de sko jeg lod stå hjemme på værelset tidligere samme dag. Der bliver sunget ligeså forsigtigt på nummeret “Police State”, hvor vokalen er for lav, DJ’en står og plinger på en guitar, der ikke kan høres, og de to medbragte dansere bevæger sig som forvirrede børn til stopdans. Det blev efterfulgt af en halvslatten snak om protester fra forsangeren, som virker en smule skuffet over det lige så halvslatne fremmøde.

Showet skrider frem med Pussy Riots ret fængende og kontroversielle popnummer “Make America Great Again”, og her kan man ikke lade være med at tænke på, hvor dejligt det ville have været at have haft mere end ét instrument på scenen. Især når det eneste, vi har at gøre godt med, er en guitar, der lyder til at være slukket. Næste nummer er et kontrastfyldt stykke provokunst, hvor russisk kirkesang og tramp blandes, mens forsangeren fniser teatralsk og de to stakkels dansere ligner nogen, der ikke rigtig fatter, hvad det egentlig er, de skal gøre. “Organs” er ligeledes en halvkedelig affære, der desværre virker mere artsy end opløftende og udfordrende, som man havde håbet på.

Men så sker der endelig noget. Nadezhda Tolokonnikova fortæller, at den næste sang handler om forurening, og så trækker hun en elefanthue ned over hovedet. Endelig bliver der givet den fuld gas med en vokal og energi, der giver associationer til DIE ANTWOORD, og man kan ikke lade være med at tænke, hvor fedt det ville have været, hvis showet var blevet startet ud på den her måde. Især var det ærgerligt, at elefanthuen ikke havde været på fra start – det ødelagde ligesom hele mystikken, at vi allerede havde set Tolokonnikovas kønne ansigt.

Resten af showet byder heldigvis på flere forskellige politiske manifester, hvor Pussy Riot endelig får lov til at ruske op i publikum med deres aggressive attitude og opsange. Specielt kommer koncerten helt op at ringe på “Straight Outta Vagina (feat. Desi Mo & Leikeli47)”, hvor det kvindelige kønsorgan får den tilbedelse, det fortjener. Der sluttes af med et trampenummer, som har en sjælerystende bas og akkompagneres af voldsomme dancemoves, og det fungerer fuldstændig, men da Pussy Riot går af scenen, følte man, at de først lige var gået i gang.

Jeg ved godt, at der ikke skal være nogen nøjagtig opskrift på, hvordan et feministisk girlpower-act skal være, men jeg synes til gengæld, at der skal være styr på en koncerts struktur og hensigt. Det følte jeg ikke rigtigt, at Pussy Riot havde snakket så meget om, og det var desværre kun i små lysglimt, at der opstod magi inde i P3-Teltet. Politiske manifester bliver desværre en slatten omgang, hvis det hele er en rodebutik, og det var Pussy Riot på Smukfest 2019.