10 hurtige til Uimodståelige 23HUNDRED

Foto: Klara Løkke

Om en uge indtager 23HUNDRED Pumpehusets Byhave under konceptet Bands of Tomorrows Uimodståelige – vi har sammensat 10 hurtige spørgsmål til sangerinden, så du kan lære hende lidt bedre at kende forud for koncerten.

Det er ikke længe siden, at vi fik øjnene op for det spirende talent 23HUNDRED. Sangerinden fra Amager har med sin alternative R&B på kort tid formået at fange os i sit sprøde hip-hop univers. Derfor indtager hun om præcis en uge scenen i Byhaven som en del af Bands of Tomorrows Uimodståelige. Vi har her sammensat 10 spørgsmål til den unge sangerinde som opvarmning til koncerten.

Min musik er…
En refleksion af hvem jeg selv er, og hvad jeg selv går og roder med. For mig har musik altid været en get-away, så det er meget personlige ting, jeg skriver om. Min musik har til gengæld sin lyd, fordi min producer Amma får noget frem i mig, som ingen andre har kunnet.

Jeg begyndte at lave musik fordi…
At jeg en dag blev mega træt af at synge karaoke på youtube, så jeg satte mig ned og øvede guitar i 4 stive timer hver dag. Sangskrivning har jeg rodet med siden jeg var 12 år.

Jeg finder inspiration…
I alt. Alt hvad jeg ser, kan røre ved og lytte til. Jeg bliver inspireret af andres historier og følelser, især de ting der kan gøre ondt på sjælen, eller ting man ikke må føle eller tænke. Igen bliver jeg inspireret af min producer, som i den grad skal have credit. Sangene kommer altid til live i studiet, første gang jeg hører et nyt beat.

Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…
Ho99o9 på Roskilde Festival. På det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvem de var, men der var den vildeste stemning. Så mange forskellige mennesker samlet om en gruppe musikere. Efterskolepiger med blomsterkranse blev smidt rundt mellem store metalhoveder i moshpittet, men alle var i det bedste humør, og alle passede på hinanden. Det var så vildt, og også første gang jeg selv deltog i en moshpit 100 procent.

Det vildeste sted, jeg kan forestille mig at spille, er…
Tokyo. Jeg har ikke sådan et specifikt sted, men jeg synes, det ville være så vildt at spille der.

Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…
Studerende – men så alligevel helst ikke, for jeg bryder mig ikke så meget om at gå i skole. Ikke fordi jeg er dårlig i skolen, men jeg har for meget krudt i numsen til at sidde på en stol. Måske ville jeg rejse. Jeg tager nok en tekstildesign uddannelse på et tidspunkt, når jeg er klar.

Jeg drømmer om…
At kunne leve et liv udfra min musikkarriere. Det er så sindssygt vigtigt for mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med at være kendt, selvom det jo ret meget følger med, hvis man virkelig skal leve af det. For mig handler det om dem, der vælger at lytte med, og dem som tager min musik ind og bruger det på deres egen måde. Jeg vil gerne skabe et rum, hvor der er plads til alle følelser og tanker, hvor der ikke er nogen stjerne og ikke er fans men bare et fællesskab om noget, der lyder sprødt og har en pisse fed stemning.

Det vigtigste for mig, når jeg spiller live, er…
At jeg kan mærke dem, jeg spiller for. At det er rart for dem, og det er rart for mig – at kommunikere med dem, være sikker på at de får vand, hvis de er tørstige, at ingen kommer til skade, men samtidig også at vi bare fyrer den af og lader tankerne flyde.

Når folk lytter til min musik, skal de…
Lytte til teksternes gemte mening og beatet. Instrumentalerne er så sindssygt fede, at jeg rigtig mange gange har sagt til Amma, at jeg ikke kan skrive noget til dem, fordi de er så fantastiske i sig selv. Jeg bliver altid fuldstændig opslugt af hans lyde, fordi man virkelig kan mærke, at det er ham.

Til vores koncert i Pumpehuset Byhave kan man forvente…
At have det mega lækkert med god musik og en skøn stemning. Jeg har selv været til mange koncerter i Byhaven, og det er altid virkelig hyggeligt.

Du kan finde den officielle Facebook-begivenhed her og varme op med hendes single “Ladida” herunder:

Johanne Adelaide Nickelsen
Johannenickelsen@bandsoftomorrow.com