fbpx

Big Thief – Lille VEGA

Foto: Laura Voinescu

På trods af lydproblemer, der førte til, at flere sange måtte springes over eller startes forfra, var publikummet 120 procent bag Big Thief. Bandets kompositioner og vekslen mellem en skrøbelige indadvendthed og en livsbekræftende udadvendthed skabte en koncert, hvor alle i Lille VEGA blev suget ind i det mesterlige indiefolk bands musik.

[rwp_box id=”0″]

Big Thief har siden udgivelsen af deres første album Masterpiece fra 2016 kun lavet stærke udgivelser med følelsesladet indierockperler. Og deres nyeste udspil U.F.O.F. fra i år er helt sikkert deres stærkeste album. Et folk mesterværk på 12 fantastiske, intime sange, der fremviser et band, som arbejder og skriver musik i deres kreative topform.

Da Big Thief spillede deres sange i Lille VEGA, var der ingen tvivl om, at de lige nu har fundet en ekstremt effektiv måde at kommunikere en skrøbelighed på. Ved hjælp af blot to guitarer, trommer og bas, blev Adrianne Lenkers særlige, smukke og triste tekster understreget, og hendes vokal var konstant en eventyrlig skøn, der fik trukket alle i salen ind i Big Thiefs egen kosmos.

Dette kosmos bestod af naturlighed og et stærkt sammenspil mellem bandets medlemmer, der denne torsdag eksisterede som en stoisk helhed. Big Thief formåede at hive Lille VEGA med på deres drømmende rejse, fyldt med surreale, fantasifulde tekster og musikelementer.

Det var syret og mærkeligt, men det var ikke fremmed for publikum. Salen tog imod alt, som Big Thief og den sympatiske og indadvendte Adrianne Lenker kastede i hovedet på dem. Det var på trods af, at koncerten som en sammenhængende affære var en ’katastrofe’. Der var flere sange, der enten måtte startes forfra, eller som de måtte springe over, efter at være begyndt på dem. Det var enten på grund af lydproblemer på scenen eller på grund af enkelte misforståelser. Det var især en smule kikset, da Adrianne Lenker ville starte andet vers på ny i det sidste ekstra nummer, da niveauet i sangen ikke var stille nok.

Men det var også en af de slags koncerter, hvor publikum var med lige meget, hvad der skete, og Big Thief grinte da også lidt af sig selv. Fejlene, bandets jokes om sig selv og publikums flotte opbakning og ros, gjorde koncerten meget menneskelig og bekræftede det fællesskab, der var i salen. Det kulminerede, da de hyldede den ekstraordinære sangskriver David Berman, som afgik ved døden i onsdags, med et meget smukt cover af en af Silver Jews sange.

Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com