05 aug Reportage fra Smukfest: Live Camp dag 1

Foto: Alva Ravn//Nikoline Skaarup

Danmarks spirende musiktalenter får lov til at vise deres værd i opvarmningsdagene på Smukfest. Vi giver her et overblik over nogle af de bedste bud på, hvilke navne der snart vil være på alles læber, som vi oplevede på første dag af Live Camp 2019.

At undergundshiphop og rockede guitarfigurer skulle være en vellykket kombi er måske ikke lige til at forestille sig. Men Veremente, som var dagens første navn, beviste med sit yderst velspillende band og sin stærkt autotunede vokal, at man sagtens kan plukke elementer fra både rock og hiphop, såvel som punk og new-wave og skabe en unik lyd, der ikke kan høres magen til andre steder. Selvom der var et noget fattigt fremmøde fra det eftermiddagsdøsige publikum til Live Camps åbningskoncert, formåede frontmanden med sin overtatoverede figur, fede energi og hårde attitude at give et indtryk, der blev siddende bagefter.

De to dansk-britiske brødre rosegold havde i den grad publikumsstøtten med sig, da de indtog scenen, hvor de både blev komplimenteret af pigehvin og ivrigt kast af fadøl og en enkelt pølsemix. Der blev sendt skud ud til deres mor på nummeret “star”, som viste, at de selvsikre hiphop-gutter også havde et blødt punkt, og det klædte dem godt at vise det også. Selvom de to brødre allerede er godt i gang med karrieren, virkede de begge taknemmelige for det større fremmøde og muligheden for at være Danmarks næste bud på nye musikalske stjerneskud. På trods af nogle lidt usikre vokaler, leverede rosegold en koncert, som lod til at få publikum op at ringe.

Hvem Isbjörgs progressive rock-lyd bedst henvender sig til kan være svært at sige. Men det er også fuldstændig lige meget, for de fem gutter var friske på at få så mange som muligt med til deres koncert og give os en på opleveren. Selvom fremmødet var en del mindre end til den forværende koncert, stod alle gutterne på scenen med kæmpe smil og grin, mens rockede melodier og skæve rytmikker flød ud af højtalerne. Man havde lyst til at give dem alle en kæmpe krammer og drikke en øl med dem – også selvom der måske godt kunne finpudses lidt på vokalen og bandets musikalske timing til tider.

Alva Ravn, som i år var vores indspark til Live Camp-konkurrencen, laver storslået nordisk pop med en kant, der ikke bare gør hende til endnu en smuk, blond pige med en stor stemme. En smuk pige med en stor stemme er hun bestemt også, men til hendes koncert søndag aften beviste hun, at det ikke kun er stemmen, der sidder lige i skabet, men også selvtilliden, publikumskontakten, og ikke mindst de to medbragte musikere, der bestod af lækre keys og en badass kvindelig trommeslager, som gav hele koncerten et dejligt instrumentalt løft.

BYLJA prøvede at udfordre folks opfattelse af en typisk opvarmningskoncert på en festival med deres eksperimenterede lyd, der i den grad spændte bredt med både synths, guitarer, keys og en (meget lav) vokal, der fik lov at titte frem en sjælden gang imellem. Man blev inviteret med på en tur, hvor de to gutter fik vist, at de kan manøvrere diverse instrumenter, men desværre var publikumskontakten så fattig, at det hele kom til at virke lidt ensformigt i længden.

Tundra inviterede os indenfor i deres fortryllende univers med stammeråb, en kæmpe energi og et overlegent set-up. Med en gruppe, der var seks mand høj, blev vi taget med på en rundtur i forskellige genrer, verdensdele og taktarter, som fik cementeret Tundra som et lovende bud på et nyt liveband, som du ikke har lyst til at gå glip af.

Verdens Sidste Idé kører “Vi er en gruppe mænd, der alle kan spille på et instrument eller tre”-stilen. Selvom det er set før, så havde gruppen en intens og dragende kontakt til publikum, som gjorde deres koncert til en af de hjertevarme af slagsen, hvor man især kunne se taknemmeligheden lyse ud af øjnene på forsangeren Asbjørn Hvelplund. Til sidst blev der kvitteret med gaver, der blev kastet ud på publikum, og der er nok nogen ude på festivalpladsen i dag, som stolt løber rundt med deres “Verdens Sidste Idé” T-shirt.

REEM blæste det allerede varme publikum bagover med sin koncert klokken 23.00, hvor der både blev disket op med sindssygt fede dancemoves, en teaser på en kommende single og en kæmpestor energi. Den tidligere X-Factor-deltager fungerede som overlegen og selvsikker konferenciers for aftenens festligheder, der i den grad fik euforien i gang blandt de danseglade gæster. Festen blev desværre lukket lige så hurtigt, som den var startet, og hele showet var blevet kogt så meget ned, at det til tider kunne virke lidt mekanisk.

Når man står ene og alene på scenen som DJ, og lyden går, må det mildest talt være noget af en nervepirrende situation. Det rystede dog ikke Fred The Future synderligt meget, da han lukkede Live Camp-scenen lidt i midnat søndag aften. I stedet for at gå i panik blev der grint lidt. Han fik det klassiske stive publikums-anthem “Seven Nation Army” op at køre, mens der blev skruet, trykket og drejet på pulten, indtil elektronikken kom op at køre igen. Det er ærgerligt at miste fodfæstet under en koncert, men det er heldigvis tre gange så sejt at redde en ærgerlig situation, som det er nederen at komme ud for den – især når man leverer et vildt show, hvor der var skruet helt op for bas, lys og røgmaskiner.