fbpx

brenn. slipper rocken løs i poplandskabet: »Hvis vi havde været enige hele tiden, havde det været utrolig kedeligt«

Foto: Isak Jenssen

Det er ikke lang tid siden, de charmerende nordmænd i brenn. fik et mangeårigt ønske opfyldt, da de indtog Rising-scenen på Roskilde Festival og spillede deres største og mest betydningsfulde koncert til dato. Men rejsen er kun lige begyndt for de unge musikere, der på nuværende tidspunkt arbejder hårdt på at færdiggøre deres debutalbum.

Den norske indierock-duo brenn. har på blot to år cementeret sig på den norske musikscene som et klart bevis på, at rocken lever i bedste velgående. Deres skrattede guitarer, hårdtslående og tempofyldte beats, poppede melodier og et twist af det, de selv kalder ‘russemusik’ (norsk EDM), giver duoens singler som “Du og Jeg” og “Keen” et forfriskende uhøjtideligt pust. Der er ikke så meget pis med brenn., og med deres hidtidige fremadstormende kraft i hjemlandet er de to gutter klar til at indtage resten af Skandinavien. 

Jeg mødtes med nordmændene i den yderste del af campingområdet ‘øst’ på årets Roskilde Festival, hvor de på traditionel Roskilde-manér sad under en halvødelagt pavillion og drak en øl tidligt på formiddagen. Senere på aftenen skulle gutterne spille en af deres hidtil største koncerter på Rising scenen. Det var i den sammenhæng, jeg tog en snak med Rémy Malchère Pettersen (trommeslager) og Edvard Smith Save (forsanger og guitarist) om deres musik, venskab og ikke mindst vigtige ting som Hannah Montana, at flekse i bar overkrop til fester og crowdsurfing. 

Selvom Roskilde Festival havde været i gang nogle dage, og man efterhånden kunne mærke på kroppen, at man havde sovet på et tyndt liggeunderlag og haft en daglig kost udelukkende bestående af øl, slaskede pommes frites og tun på dåse, så var både humøret og energien høj hos de unge nordmænd. Der er ingen tvivl om, at der er lige så meget gang i dem som i deres musik, og derfor var det også klart, hvorfor de skulle hedde brenn. 

Det er fordi brenn. er så intenst. Det er en form for skældsord, en slags ‘fuck off’ – brænd i helvede. Med et lille forbogstav og et punktum, så bliver det lidt mere passivt. Det er for at markere, at vi er søde, men med lidt ‘punch’. 

Edvard og Remy mødte hinanden første gang på gymnasiet (eller ‘videregående’ som det hedder i Norge), og det var nærmest kærlighed ved første blik. De stod begge med en lidt halvsløv kropsholdning, slidte sko, store bukser og et skateboard over skulderen. Et af de første spørgsmål, Edvard stillede Remy, var, om han spillede trommer, og derfra var det musikalske og venskabelige bånd fasttømret. Efter nogle år i forskellige bandkonstellationer startede de brenn. i 2017. Da jeg spørger ind til duoens begyndelse, er der dog en hemmelighed, som bliver afsløret, for selvom duoen kalder sig et Lillehammer-baseret band, er der mere til historien. 

– Det er lidt en spøg, for det er egentlig ikke sandheden. Vi startede projektet i Lillehammer, fordi vi tog derop for at studere Kultur- og projektledelse – en linje hvor du blandt andet lærer om festivaler og markedsføring. Så startede vi bandet der, men så tænkte vi ‘faen’ – det ville være meget sejere at starte et Lillehammer-baseret band end et Oslo-baseret band, for der findes så pisse mange bands fra Oslo.

De sidder begge og smågriner, mens der bliver skulet nervøst over mod manageren.

Et umage par

Det er tydeligt, når man møder de to nordmænd, at venskabet er dybtfølt og kærligt, men gutterne er også meget forskellige. Det kan både skabe en del kampe og en masse god musik. 

Læs også  Dopha - Frølageret

– Jeg føler, man kan høre det lidt på musikken, at vi er to ret forskellige mennesker, som laver noget sammen. Ikke kun vores tilgang til at lave det, men også hvordan det afspejles i musikken. Der er en lille kamp mellem os to, fortæller Remy.

Edvard fortsætter: 

– Nogle gange kommer der lidt dårlig stemning i studiet, fordi vi vil have det på forskellige måder, men imellem alt det finder vi en ‘middleground’, og så går det godt. Hvis vi havde været enige hele tiden, havde det været utrolig kedeligt. 

Senere kommer snakken også ind på Edvards evige frustration over Remys dårlige hukommelse. Remy er nemlig tilbøjelig til at dobbeltbooke og har flere gange haft gang i fire forskellige aftale på samme dag. 

– Da vi skulle afsted nu her på turné over sommeren, så måtte vores manager laminere en pakkeliste, som Remy kunne have med rundt. Og første koncert så glemmer han et stativ, fortæller Edvard, mens han diskret ruller med øjnene og trækker på smilebåndet. 

Men Remy giver hurtigt igen og joker med, at Edvard ofte flekser sine muskler. 

– Edvard har en ting med at flekse. Han flekser ret ofte, og først tror man, det er ironisk, men en lille del af mig er begyndt at tro, at det ikke er ironisk, fordi det sker så tit.

Stridsøkserne bliver begravet, når jeg spørger ind til deres ‘guilty pleasures’, som blandt andet tæller en fælles kærlighed til Hannah Montana og Pattesutter. Det er ikke store inspirationskilder for duoen, men man kan da godt finde små spor af de Disney-poppede melodier, rå techno-beats og absurd humor i bandets numre. For brenn. er det balancen mellem den hårde, aggressive rock og den mere bløde, ørehængende pop, som giver kampen mellem de to medlemmer, men det er også her, magien opstår, og grunden til at gruppen allerede har fået så stor opmærksomhed. 

Vejen til Roskilde Festival 

brenn. har ikke mange år på bagen, og i den første tid som band handler det ofte om at udbrede sin musik til så mange mennesker som muligt. Derfor har duoen også været på en del branchefestivaler rundt omkring i Norge, og det var en af dem, der gav drengene muligheden for at realisere en mangeårig drøm om at stå på scenen på Roskilde Festival. 

– Vi skulle spille på en branchefestival, der hedder Vill Vill Vest i Bergen, og her fik vi en delegatliste med mails på folk fra festivaler, pladeselskaber og lignende. Så vi tænkte, at vi måtte finde delegaterne fra Roskilde Festival. Så vi sendte dem en pressemeddelelse med billeder og links og satte en masse emojis ind og lavede lidt sjov og skrev noget med, ‘Haha, her får du endnu en mail, jeg ved du har tusindvis af mails, men hvis du har lyst til noget sjovt, så tag ind og se os’. Og så tog de til koncerten, og sådan gik det til, at vi skal spille her i år. 

Edvards og Remys ambition om at spille på festivalen kommer ikke helt ud af det blå. Man hører ofte danske kunstnere snakke om Roskilde som noget helt særligt, men for nordmændene virker det lige så specielt at få lov til at stå på dyrskuepladsen. De to gutter har nemlig været gæster på festivalen i mange år og fortalte i forbindelse med udgivelsen af “Du og Jeg”, at Roskilde er som juleaften syv dage i træk. Så når jeg spørger, om det har en stor betydning for dem selv at spille, er der ingen tvivl. 

Læs også  Da Sarah Klang var lille lagde en heks fra Göteborg hendes stjernekort. Om det er derfor hendes nye album er opkaldt efter et stjernebillede står stadig uklart

– ‘Ja, kødder du!?’ – det er den største koncert, vi nogensinde har spillet. Der er en sentimental værdi i at få lov til at stå på scenen her. Det er sygt fedt. 

Hvis man var til stede på Rising-scenen tirsdag aften, ved man også, at duoen og deres band leverede en højenergisk koncert, hvor store dele af crowden sørgede for flere moshpits, og hvor showet blev afsluttet med konfetti, mens bandet blev klappet af scenen til Rasmus Seebachs “Natteravn”. 
Her er nogle billeder fra koncerten.

Koncerten må uomtvisteligt stikke ud som en af de mest mindeværdige oplevelser i bandets karriere, og da Remy og Edvard tidligere på dagen fortalte mig om nogle af deres største øjeblikke, var det da også koncerterne, som blev fremhævet. I februar spillede de for eksempel på branchefestivalen by:larm i Oslo, hvor Edvard kom ud i lidt af et akrobatisk stunt. 

– Jeg sidder jo altid bag trommesættet, så jeg gør ikke så meget sygt på scenen. Men på by:larm, så dykkede Edvard ligesom ned i publikum, med et slags ‘backflip’, fortæller Remy, og Edvard fortsætter:

– Ja! Jeg lavede et backflip over publikum og landede på benene – så kiggede jeg på publikum rundt om mig, og så løftede de mig op, så jeg lå med guitaren oppe i luften – lidt som en græsk gud, griner han. 
(Du kan se billedet af Edvard som den græske gud på bandets Instagram-profil)

Et debutalbum i støbeskeen 

Bandet har udover at være aktive på live-fronten også haft travlt med indspilninger i studiet sammen med deres mere eller mindre faste producer Jonas Rohde-Moe. Selvom de tøver lidt, fortæller duoen, at de arbejder på deres debutalbum, der har været undervejs i snart et år og som nu er i gang med at færdiggøres. Der er ingen fastsat dato på, hvornår albummet lander, men gutterne er i gang med at lægge den sidste hånd på de små detaljer. 

brenn. har indtil videre sluppet otte singler, og det er tydeligt at mærke på Edvard og Remy, at det er noget helt andet at arbejde med et helt album. Et af de lidt større spørgsmål omhandler blandt andet den såkaldte røde tråd. 

– Det er noget, vi arbejder på, men det er en opgave i sig selv. For hvordan laver man et album, som skal have en rød tråd og være sammenhængende, men som også skal fungere som singler? 

Nordmændene nævner både Unknown Mortal Orchestras Sex & Food og Stranger in the Alps af Phoebe Bridgers som nogle af forbillederne for et gennemført album – og det er da også det, som duoen forsøger at opnå med deres fremtidige plade. Udover en lidt travlt sommer med besøg på en del festivaler er gutternes næste skridt at udgive debutalbummet og tage på en soloturné (hvor de forhåbentlig tager et smut forbi Danmark). De lægger dog heller ikke skjul på, at de selvfølgelig har ambitioner om at blive inviteret tilbage til Roskilde Festival.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com