05 jul Vampire Weekend – Roskilde Festival 2019

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Orange Scene
Tidspunkt: Fredag den 5. juli kl. 19.30

00’er og 10’ernes indierock-mastodonter leverede en meget mere end godkendt præstation på Orange Scene til deres første danske koncert siden 2010.

Jeg havde skaffet mig armbånd til pitten forud for aftenens koncert med New York-gruppen Vampire Weekend. De er og har længe været et af mine absolutte yndlingsbands, og det var første gang, jeg skulle se mine idoler – for det er faktisk, hvad jeg vil betegne Ezra Koenig og co. som. Fordi jeg befandt mig helt oppe foran, havde jeg svært ved at fornemme fremmødet, men jeg håber, det var stort, for Vampire Weekend lirede den ene stærke skæring af efter den anden.

Ballet blev åbnet med den funkede og legesyge “Sunflower”, som på det nye album, Father of the Bride, er lavet i samarbejde med Steve Lacy fra The Internet. I dagens anledning var nummeret skåret helt ind til benet til at starte med, men det udviklede sig hurtigt blandt de i alt syv musikere på scenen (heraf hele to trommesæt), og fem minutter efter nummeret var sat igang, kunne man stadig høre det genkendelige og karakteristiske riff og basrundgang i forskellige varianter over en rocket instrumental passage. Det blev karakteristisk for hele koncerten, at numrene blev foldet ud og ofte varede længere tid end på pladen. Det var en kæmpe kontrast i forhold til de afskårne lynversioner, Cardi B og Travis Scott de foregående dage havde indtaget samme scene med. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg foretrækker Vampire Weekend-versionen, hvor numrene serveres med anden og ofte større indpakning end på pladen.

“Sunflower”-varianten var den perfekte åbning og mundede ud i “Unbelievers” fra 2013-pladen Modern Vampires of the City. Ezras nasale vokal (og det mener jeg positivt) var lige så skarp som på pladen, og han spillede lækkert og professionelt sammen med resten af bandet. Så er det på plads. 

Generelt var det den mest gavmilde setliste, Vampire Weekend kunne have givet deres fans, og den passede godt ind i et festival-setting, hvor man nok skal forvente, at der også er en del ikke-fans iblandt de fremmødte. De spillede helt gamle favoritter som “Holdiay” og “A-Punk”, Modern Vampires of the City-numre som “Diane Young”, den smukke, smukke “Step” og “Ya Hey”, og selvfølgelig et udpluk af den nye og hele 18-numre lange Father of the Bride. Herfra fik de to radiohits “This Life” og “Harmony Hall” selvfølgelig en varm velkomst, men jeg var særligt glad for at høre “Sympathy”, som for mig fremstår som den nye plades bedste live-nummer med alle dets dynamiske skift og komplekse overraskelser.

Selvom jeg som Vampire Weekend-fan var forblændet af at høre alle mine yndlingsnumre live, vil jeg som anmelder rette to kritikpunkter, som trak en smule fra helhedsoplevelsen. Ezra Koenig er indbegrebet af en “hygge-onkel”, og det har længe været en del af hans image (han spillede hele koncerten i “Jesus-sandaler”), men jeg savnede, at han var lidt mere leder af bandet. Det er trods alt hans musik, der bliver spillet, og især efter Rostams afsked med bandet står Koenig tilbage som tovholderen på det hele. Det mærkede jeg ikke meget af grundet hans nogle gange lidt for rolige tilgang til det hele, og tendens til at lade sin medguitarist tage føringen. Derudover var det altså en noget tam fornemmelse, man stod tilbage med, da “Harmony Hall” kørte derudaf, og, bedst som det helt igennem episke stykke efter omkvædet skulle på, udelod det forløsende “uuuuuuuh”-klimaks. Hvis du lytter til nummeret, mens du læser, forstår du, hvad jeg mener. 

Med det sagt, så var det fantastisk at have Ezra Koenig og hans forrygende bagkatalog tilbage på dansk grund, og selvom der var tonsvis af flere numre, man kunne have drømt om at høre live, så værdsatte jeg i dén grad den ro, gruppen tog sig til at spille 15 hele og ofte udfoldede numre frem for 25 afskårne.