05 jul Travis Scott – Roskilde Festival 2019

Foto: David Lachapelle
Scene: Orange
Tidspunkt: Torsdag den 4. juli kl. 01.00 (natten til fredag)

Travis Scott var på scenen på slaget, og det var uden pis. Han satte festen i gang fra første færd og holdt den faktisk kørende, helt til sidste røgkanon blev liret af. Men det var så også dét.

Det er en ny og spændende tid, vi musikalsk befinder os i, hvor hiphoppen er blevet den store, toneangivende genre, og hvor en mere eller mindre niche-rapper (i den forstand at Travis Scott repræsenterer den uundgåelige trap-genre) kan stå som hovednavn på Roskilde Festival. Det tvinger os alle sammen til at lytte til musik på nye måder og tænke på koncertformatet i andre baner, end vi måske tidligere har været vant til. For en koncert med en rapper som Travis Scott er nu engang noget andet end en Rolling Stones-headliner, og den skal betragtes på andre præmisser, hvor fest og energiudladninger vægter højere end mindeværdige musikalske øjeblikke.

“Energiudladning” er nok også det, der bedst beskriver Travis Scotts show. Han gav den hele armen og råbte sine lunger ud, når altså ikke han delvist sang/delvist rappede med den karakteristiske autotune. Den er ikke for alle, og når den kombineres med musik spillet fra en DJ-pult, kan udtrykket godt synes en anelse tamt. Især når man står på de billige rækker, og har musikken at forholde sig til mere end synet af kunstneren. 

Billederne på storskærmene var forvredet i en sådan grad, at det var svært at gennemskue rapperens trin på scenen og hans ansigtsudtryk. Engang imellem fik man dog lov at ane det kæmpe smil, han havde på læberne – for eksempel under “SKELETONS”, hvor publikum på Scotts befaling hev mobillysene frem, eller på “NO BYSTANDERS”, hvor alle fuckfingre i flere hundrede meters afstand var stukket godt op i vejret. Da han opfordrede til at lave verdens største mosh-pit, virkede han også oprigtigt imponeret over publikums engagement, og det var faktisk befriende at se en så stor rapstjerne alligevel anerkende sit publikums eksistens på et højere plan end “thank you, thank you, you’re the best”. Han bad endda om at få lys på pladsen, så han kunne se os, hvilket kunstnere ikke altid kan, når de har projektørerne rettet imod sig. Det var med til at skabe denne her kontakt, man søger på en så stor scene som Orange, men selvom han ganske rigtigt godt vidste, at han var i Danmark (modsat Cardi B, som dagen forinden åbenbart troede, at hun var i Denver), så troede Travis Scott altså også, at Danmark var en by: “The beautiful city of Denmark,” lød det op til flere gange, og det er bare ikke vildt fedt. 

Med musik spillet fra en DJ-pult, kun sporadisk rap og et meter tykt lag autotune er det som før nævnt festen og showet, der skal bære oplevelsen, og det lykkedes til dels med det flammehav og røgkanoner, der blev fyret af. Men man blev altså også lidt træt af de samme tricks til sidst. Det gruopvækkende skrig, der bragede ud af højtalerne efterfulgt af høje pistolskud og røgkanoner fungerede vanvittigt godt som en åbner. Det var en introduktion til det forvrængede og maniske univers, man blandt andet aner i Travis Scotts visuelle side af sidste års anmelderroste ASTROWORLD, som mange af aftenens sange også repræsenterede, men da de samme røgkanoner, det samme skrig og de samme pistolskud lød ved hvert andet drop, så havde man ligesom også hørt og set dét…

Derudover led koncerten også – ligesom Cardi B’s – af tendensen til at skulle lire så mange sange af som muligt, og det blev på bekostning af numrenes mulighed for at udfolde sig, da de blev cuttet af et brag efter et enkelt vers og et omkvæd.

Med det sagt, så holdt “højenergi-advarslen” fra start til slut, og den afsluttende publikumsfavorit “Sicko Mode” var alt, hvad jeg havde håbet på.

Hvis du ikke er vant i trap-genren og kun kender ganske lidt til Travis Scotts bagkatalog, så fortænker jeg dig ikke i at synes, at det hele blev en anelse ensformigt, og det havde nok hjulpet med lidt mere varierede gimmicks. Jeg er dog overbevist om, at rigtig mange Travis Scott-fans gik derfra som mindst lige så store fans, som da de kom.