07 jul Jorja Smith – Roskilde Festival 2019

Foto: PR/Sony Music
Scene: Arena
Tidspunkt: Lørdag den 6. juli kl. 21.30

Jorja Smith var dejligt musikalsk selskab, men nåede aldrig for alvor ind under huden. 

Jeg havde ret høje forventninger til lørdagens aftenkoncert med det britiske R&B- og soul-stjerneskud Jorja Smith, som i sine tidlige dage blev blåstemplet af Drake, men for alvor vandt anerkendelse med sidste års Mercury Prize-nominerede debutalbum Lost & Found. 

I den første halvdel af koncerten blev de høje forventninger faktisk stort set indfriet. Det var med musikken i højsædet, at Jorja Smith indtog scenen alene med sit enormt velspillende band. De havde sammen fundet en god balance mellem “bare at spille numrene”, og alligevel påføre dem en tydelig live-lyd. Det sætter jeg personligt meget stor pris på. Hun lagde ud med pladens åbnings- og titelnummer “Lost & Found” og fortsatte pladen tro med “Teenage Fantasy”, som slog rigtig hårdt og også blev en tidlig publikumsfavorit. Tankerne kom hurtigt over på en anden soulstjerne – Amy Winehouse – da Smiths vokal badede Arena i vellyd. 

“Where Did I Go?” fulgte efter, og under et længere instrumentalt stykke introducerede Jorja Smith sig selv til stor jubel for det tændte publikum. Stadig som på pladen lød “February 3rd”, og her begyndte den lidt ærgerlige lyd, som jeg havde anet, for alvor at ødelægge udtrykket. Jorja Smith var nemlig klart mest gennemtrængende i det lysere register, hvor vokalen så også skar meget kraftigt igennem. I verset var vokalen mest af alt en grød, man ikke rigtigt kunne finde fodfæste i, og bandet begyndte langsomt at overdøve aftenens hovedperson. 

Det begyndte desværre at blive meget kendetegnende for koncerten, at teksterne var nærmest ikke-eksisterende. Om det var lydens skyld, eller Jorja Smith der simpelthen mumlede for meget, havde jeg svært ved at vurdere, men det blev en deal-breaker. Modsat mange af de andre popartister, vi så på Roskilde, var Jorja Smith ikke flankeret af dansere eller et stort, ekstravagant show. Det var hende, hendes vokal og et band, og i et så intimt og simpelt setup er det bare altafgørende, at man kan høre teksterne. Det kunne man ikke, og det gjorde det stort set umuligt at leve sig ind i øjeblikket. “Teenage Fantasy” og især “Blue Lights” brød tildels med dette, men det er også to af sangerindens mest kendte numre, og flere i crowden kunne synge med og den vej igennem minde om, hvad det var for nogle temaer, den ellers smukke vokal formidlede. 

Det var desværre ikke nok til at redde den lidt tamme fornemmelse, og to malplacerede covers i sidste halvdel af settet gjorde ikke noget godt for koncerten, på trods af at det ene var Kylas “Do You Mind”, som de fleste med det samme kendte fra Drakes “One Dance”. Der kom da lidt mere dans i folket, men jeg tror egentligt, at de fleste var kommet for bare at lytte og lade sig forføre for en stund og så finde en dansefest et andet sted på festivalen.

Jorja Smith har et kæmpe talent og havde taget nogle gode beslutninger i forhold til setuppet. Men hun skal enten optræde et helt andet sted eller lære at artikulere, for når den gode sangskrivning er så stort et centrum for musikken, så er det altså vigtigt at kunne høre og relatere til den.