12 jul David Rowntree fra Blur: »Vi blev succesfulde, fordi vi var gode til at blive venner med folk«

Foto: PR

David Rowntree har mere end 25 års erfaring som professionel musiker, og sammen med britpop-gruppen Blur har han prøvet alt fra næsten at gå konkurs på grund af en svindlende manager til at skrive pladekontrakt på 11 album med et Major Label. Udover stadig at være en del af Blur hjælper Rowntree andre artister med at navigere i den komplicerede branche. Vi mødte ham til et interview om DIY-tendenser og pladekontrakter i Oslo, hvor han delte ud af sine mange erfaringer.

Det er blevet aften, da jeg bevæger mig hen for at møde David ‘Dave’ Rowntree, trommeslager i Blur og medstifter af organisationen The Featured Artist Coalition (FAC), på en restaurant i det centrale Oslo. Branche- og showcase-festivalen by:Larm er i fuld gang, og humøret er højt ved bordet, som Rowntree deler med kolleger fra forskellige artistorganisationer. Her sidder blandt andet Nacho Garcia Vega, en spansk artist og Chairman i International Artist Organisation, som tidligere på dagen deltog i et panel under temaet DIY-Artists: Opportunities and Challenges in the Digital Era. Det panel skulle Rowntree også have deltaget i, men hans fly blev forsinket, og han missede festen.

Beskrivelsen af paneldebatten inkluderede spørgsmål som: Hvornår skal man vælge at gøre det selv? Og hvad er fordelene og ulemperne ved at arbejde med et pladeselskab? Mens flere af deltagerne i panelet kom for at tale for DIY (Do It Yourself)-vejen, afslører Rowntree, at han egentlig var taget til Oslo for at bringe det andet perspektiv i spil: Jeg har været signet til et Major Label i 25 år, siger han.

International Artist Organisation (IAO) er paraplyorganisationen for en række artistforbund i Europa – herunder Dansk Artist Forbund – og som medstifter af non-profit-organisationen The Featured Artist Coalition i Storbritannien er Rowntree blevet en af flere bestyrelsesmedlemmer i IAO. Han beskriver selv FAC som en form for selvhjælpsgruppe for musikere, der prøver at navigere i den omskiftelige musikindustri. De kæmper blandt andet for at øge artisternes indflydelse og transparensen i de politiske beslutninger, der træffes i industrien. FAC tæller på stående fod, udover Rowntree, omkring 4000 medlemmer, herunder Nick Mason fra Pink Floyd, Ed O’Brien fra Radiohead, Annie Lennox og Sandie Shaw. 

Som sagt har Rowntree sammen med sit band Blur 25 års erfaring med et Major Label, EMI, selvom de første album er udgivet via det mere ukendte selskab Food. Den britiske musikindustri var et pudsigt sted dengang i de sene 80’ere og tidlige 90’ere, fortæller Rowntree: Guitarbands solgte så få plader, at de blev nødt til at opfinde en chart kun til guitarbands, så det så ud som om, der skete noget. 

Der var dog et krav til, at man var signet mere eller mindre uafhængigt for at blive taget i betratning til listerne: Og pludselig sprang en hel masse indie labels op ud af ingenting, som i virkeligheden var ejet af Major Labels, siger han.

De bands, der var signet til de selskaber, var dog kvalificerede til at indgå på de uafhængige charts, fortæller han. Blur var et af de bands, og Food var siden starten af 90’erne ejet af EMI: Det var pladeindustrien, der spillede med systemet, som de altid gør. Men pludselig, da mit band og Oasis og nogle stykker mere brød igennem og blev mainstream, blev guitarmusik mainstream.

De dage er forbi nu, siger han:

– Vi var den sidste generation af bands, som blev signet til et Major Label uden videre. Major Labels udvikler ikke bands mere, udvikler ikke artister. De signer dig, hvis du allerede har 20.000 følgere på Instagram og har et hold, har en manager, en producer, og at alt sådan noget allerede er på plads. Men de bidrager med det, de altid har været gode til: marketing-delen. De kan bringe den store marketing-maskine, som virkelig kan hjælpe din karriere.

Do It Yourself: Fordele og ulemper

I takt med at teknologien har udviklet sig, har industrien udviklet sig, og flere artister har valgt at gå DIY-vejen – som panelet, Dave Rowntree skulle have deltaget i, også handlede om. Selvom Rowntree og Blur ikke selv har haft den store erfaring med DIY, arbejder han i FAC med mange artister, der har, og han kan sammenligne deres forløb med de erfaringer, han og Blur har gjort sig fra et pladekontrakt-perspektiv.

En tydelig fordel ved den demokratisering, der er sket, er, at det er nemmere for en artist at være forbundet direkte med lytteren. 

– Hvis en person bruger en euro på din musik, går den euro til dig, minus kommissionen til det website, du har brugt til at uploade musikken. Bagsiden af det er, at alle de millioner andre bands på planeten gør præcis det samme, så hvordan gør du dig bemærket? Hvordan bliver din brilliante musik hørt blandt alt det, alle andre laver?

Det er det samme problem, der altid har været, bare i nye klæder, siger han. Og løsningen er den samme, som den altid har været.

– På samme måde, som at hver artist er desperat efter at blive opdaget og forvandlet til en milliontjenende superstjerne med et privatfly, ligeledes er hvert pladeselskab desperat efter at opdage den nye superstjerne, så de også kan købe et privatfly. 

Og talentspejderne, eller A&Rs, som de typisk er, vil lede alle de indlysende steder, siger han. De kigger på de populære blogs, de kigger på soundcloud, de kigger på playlisterne, som streamingtjenesterne udbyder – alle de steder, du selv ville kigge, hvis du var dem.

– Så i de sene 80’ere og tidlige 90’ere, da vi startede ud, var det det samme, men talentspejderne kiggede på spillestederne, som de til en vis udstrækning også stadig gør. Det var i London, og der var omkring 20 venues, hvor spejderne ville være hver aften. Så hvis du spillede på alle de her venues i en periode på seks måneder, ville alle talentspejderne også have set dig. Og hvis de ikke havde signet dig til sidst, vidste du, at du gjorde et eller andet forkert.

Det er det samme, der gælder i dag, siger han. Hvis du som artist kan tiltrække opmærksomhed fra de store blogs, vil folk i industrien også se det, og hvis du kan få spilletid i et populært program for ny musik, vil de høre det. Det er ikke raketvidenskab, og hvis du har gjort alt det, og der stadig ikke er nogen, der har samlet op på det, er det fordi, at ingen tror, de kan lave penge på det. 

– Så det er en lidt hensynsløs ‘hver mand for sig selv’-ting. Og løsningen er: Hvis du er villig til at løbe en risiko og forberedt på at blive afvist, så prøv at få din musik ud alle de indlysende steder, hvor du selv ville kigge, hvis du skulle lede efter ny musik. For det er dér, de (industrien, red.) kigger, og de er desperate efter at finde det. Og hvis din musik er lige så god, som du selv synes, den er, så vil de falde over dem selv, når de opdager det.

»Vi blev succesfulde, fordi vi var gode til at blive venner med folk«

Ovenstående løsning er imidlertid ikke den eneste, for hvis der er én ting, Rowntree har erfaret fra sine mere end to årtier med Blur, så er det, at man ikke kommer langt i branchen uden gode, personlige relationer, hvor usexet det end lyder. 

– Vi blev succesfulde, fordi vi var gode til at blive venner med folk, hvilket mere eller mindre blev vores levevej i de tidlige dage. Vi gjorde os helt sikre på, at vi kendte alle på vores pladeselskab og alle på vores forlag. Alle i industrien ville gå ud de samme steder, så vi skulle hele tiden være sikre på, at vi fandt ud af, hvor alle gik ud den aften.

Hvis de ikke havde noget at lave en dag, ville de kigge forbi og besøge deres pladeselskab og se, om der var nogle, der ville tage dem ud til frokost, og Rowntree tror ikke, at det har ændret sig. Hvis folk i industrien har 10 sange at skulle lytte til, og én af dem er fra en, de virkelig godt kan lide, eller fra en, de er blevet anbefalet af en ven, så vil de automatisk se mere frem til at høre det nummer og give det mere tid end de ni andre.

– Det adskiller sig ikke fra andre dele af livet, tror jeg. At blive venner med folk er på en måde en fundamental egenskab, når det kommer til at blive succesfuld i en hvilken som helst branche, fordi det, du i virkeligheden spørger folk om at gøre, er at samarbejde med dig, at sætte deres lid til dig, at give dig deres tid. Det vil de gøre med folk, de kan lide. Så kom ud! Løb en risiko, mød folk, tag til begivenheder, introducér dig selv til den person, der står dér alene og kigger på sin telefon i forsøget på at dække over det faktum, at han eller hun ikke taler med nogen. Gå op til dem, ryst deres hånd og fortæl dem, hvad du laver.

Blur havde som sådan ikke planlagt, hvem de først skulle gøre sig venner med. Det fulgte ret naturligt af, at de rimelig hurtigt blev signet, og derfor gjorde sig venner med folk inden for de organisationer, de nu var en del af. På den måde skulle de ikke ud og sælge sig selv, på nær til én funktion: Deres manager. 

– Vi fik nogle forslag fra vores pladeselskab. Da vi første gang signede med vores label, kiggede de mere eller mindre efter os og var vores managere for en tid, indtil de blev trætte af os og sagde, at vi blev nødt til at finde en manager selv. Men vi havde ingen idé om, hvad managere lavede. Vi havde aldrig haft en manager, og det står ikke nogle steder i bøger, man læser som musiker. Og alle er bange for at spørge og virke uvidende.

Rowntree og resten af gruppen endte med at mødes med to managere, som deres pladeselskab havde foreslået dem, og han spurgte dem, hvad en manager egentlig laver. Ingen af dem svarede. De jokede i stedet med spørgsmålet: hvilket ikke var en stor hjælp, sukker han.

– Til sidst endte vi med at skrive kontrakt med en af dem, hvilket viste sig at være en kæmpe katastrofe. Han stjal en masse penge, satte dem i sin kones navn og erklærede sig selv bankerot. Så vi endte med at gå tilbage til den anden.

Det var måske, fordi ingen af managerne havde svaret dem på, hvad en manager laver, at det endte som sådan en katastrofe. For hvad skulle de så vælge ud fra? 

– De inviterede os begge to på frokost, hvor vi kunne tale om vores karriere. Så vi tænkte; ‘okay, vi vælger den, der tager os med til den bedste frokost.’ Ham, vi gik med, tog os ud til en stor fancy restaurant, købte os en masse vin, og drak os fulde. Den anden tog os med til en eller anden fastfood, jacket potato-restaurant og sagde: ‘I kan vælge hvilken som helst topping til jeres kartoffel’. Så vi gik med den første, og det var ham, som stjal alle vores penge. Så det var vores form for stupide teenage-måde at navigere i industrien på.

Tæt på enden for Blur

Jeg konstaterer, efter Rowntrees fortælling, at det heldigvis må siges at ende godt for Blur, trods deres “stupide teenage”-fascination af vin og fancy restauranter. Hans toneleje bliver en smule mere alvorlig, og efter en kort tænkepause siger han, at det kun var på et hængende hår, at det endte godt alligevel. 

– Den tid, hvor han stjal alle vores penge, var næsten enden på det hele. Det var ved udgangen af det første album, og vi skulle have tjent nok penge på det til at komme igennem det næste år, inden vi havde forskuddet til den anden plade. Og der var ingenting. Og ikke nok med, at der var ingenting, han havde ikke betalt én eneste regning, så da vi skulle have været oppe på omkring 100.000 pund, var vi i minus med 100.000 pund. Det blev næsten slutningen på det hele. Når du skylder den slags penge, kan alle, du skylder penge til, hive dig i retten, og din virksomhed er ude.

Det var kun, fordi gruppen var blevet venner med alle deres samarbejdspartnere, at de var i stand til at overbevise folk om, at de nok skulle få deres penge tilbage.

– Vi sagde til dem, at vi enten kunne betale halvdelen af det med det samme – vi havde en lille smule tilbage – eller at vi kunne betale det hele om et års tid. Faktisk var der nogle, der sagde til os, at vi ikke skulle bekymre os om det, og ikke krævede nogen penge fra os. Hvis vi ikke var blevet venner med alle, kunne de lige så godt have sagt; ‘beklager venner, men jeg synes, at I er en kæmpe flok idioter’, siger Rowntree og griner.

Det var en af de erfaringer med industrien, der overbeviste Rowntree om at starte FAC (Featured Artist Coalition). For mange artister må gå med lignende historier, eller stadig have dem til gode – desværre. Sådan oplever man som musiker mange ting, som man efterfølgende kan ånde lettet op omkring og se som en vigtig lektion om en situation, man aldrig vil sætte sig selv i igen.

– Da vores band begyndte ikke at arbejde helt så hårdt mere, og vi fik mere fritid, begyndte jeg og nogle andre musikere at tænke over, hvorfor vi artister er blevet rippet siden 60’erne, siden 50’erne, siden for evigt. Hvorfor skal det her blive ved med at ske, generation efter generation? Hvorfor kan hver generation ikke give deres erfaring videre til den næste, ligesom de gør i alle mulige andre industrier? Jeg ved, at du nu kan gå til forskellige universiteter og studere, hvordan man er i et band, og hvordan man bliver manager, men det kunne man altså ikke, da mit band startede. Og selv hvis man kunne, var der ingen – ligesom mig selv – der rent faktisk havde været der og gjort det, som stod foran et rum af spirende musikere og sagde; ‘ved I hvad, jeg troede heller ikke, det kunne ske for mig, og se, det skete for mig. Så tro ikke, at der ikke kan ske noget lignende for dig.’

“Følg dine drømme” er et lorteråd

I slutningen af den paneldebat, Rowntree skulle have været en del af, blev deltagerne spurgt, hvad deres bedste råd var til alle de artister derude, som overvejer selv at gå DIY. Under den efterfølgende middag havde Rowntree spurgt dem, hvad de havde svaret til spørgsmålet, og fordi flere af dem var blevet lidt beduggede, jokede de rundt med svaret “bare følg dine drømme”: Det er ikke det bedste råd, du kan give, siger Rowntree; det er et lorteråd.

Jeg var selv til debatten, og rådet om bare at følge sin drøm lød mere i retning af, at man skal passe på ikke at blive for fikseret på det praktiske og huske sin kreativitet.

Hvis Rowntree ikke havde misset sit fly, ville han begynde sit svar cirka sådan her: 

– Jeg tror, at en af bagsiderne ved at arbejde DIY er, at man skal tage alle beslutninger om alting selv. Og realiteten er, at alle, som ikke gør det, kommer til at finde sig selv i store problemer til sidst. Vi har altid været involveret i alting, deltaget i alle møder og været sikre på, at alle aspekter af vores arbejde var, som vi ville have det. 

Det kan være udmattende, siger han, og hvis man er signet til et pladeselskab er faren, at man uden videre lader den presseansvarlige skrive sin pressemeddelelse og den grafiske afdeling lave plakaten. For på et tidspunkt bliver arbejdet løst på en måde, du ikke ville have det.

– Det kommer til at blive forkert på måder, du ikke havde forudset. Det har jeg set ske med en masse artister, der har været signet til et Major Label. Vi har altid haft en form for indie-ethos og været meget involveret i alting. Men det kræver en ubegribelig mængde arbejde, og hvis man vælger at gøre det hele selv, har man ikke den luksus bare at træffe beslutningerne – man skal rent faktisk også gøre alt arbejdet.

Når det så er sagt, kan man nogle gange gøre det billigere selv. Flere vælger for eksempel at crowdsource deres ting, og man kan samarbejde med folk, der kan skyde projektet i nye kreative retninger, i højere grad end på et label, hvor strukturerne er mere faste.

Ville Blur anno 2019 gå DIY?

Inden vi runder af efter godt tre kvarters snak i et mageligt sofaarrangement foran restaurantens pejs, vil jeg nå at høre, om Rowntree tror, at Blur kunne finde på at tage en DIY-tilgang til projektet, hvis de kom frem nu og ikke for 25 år siden. Det har han svært ved overhovedet at forholde sig til, for Blur signede til hele 11 album, da de skrev deres pladekontrakt. 

– Vi er bundet for livet, griner han. Vi er kun ni album inde, så vi har stadig to mere tilbage. Jeg talte med Ed O’Brien, som er guitarist i Radiohead og er en del af The Featured Artist Coalition, og de (Radiohead, red.) har netop afsluttet deres pladekontrakt og begyndt at udgive selv. De sagde, at det var den mest befriende oplevelse. De føler sig frie fra alt det kommercielle pres, fordi de ved, at de kan sælge en tiendedel af, hvad de solgte gennem pladeselskabet, og stadig tjene til føden og derfor lave de plader, de har lyst til. Han sagde, at det var den mest fantastiske ting, man kan forestille sig. Og jeg sagde til ham, at han skulle holde sin mund, fordi vi stadig har to forbandede plader, vi skylder pladeselskabet, siger han og griner fortsat: Jeg gider ikke høre om det!

– Så jeg kan stille dig det samme spørgsmål, om to album? spørger jeg.

– Well, Thin Lizzy, som var kæmpestore i 60’erne og 70’erne, fandt sig selv i en lignende situation. De havde skrevet kontrakt for en masse plader og ville gerne ud af deres aftale. Så deres manager fik en genial idé og sagde: ‘Hvorfor laver I ikke et show, så optager vi det og udgiver et dobbelt live-album, og det vil ende jeres kontrakt?’. Det var vores manager, griner han igen og fortsætter: Desværre ændrede man pladekontrakterne efter det, så de nu udtrykker specifikt, at det ikke kan være live-albums. 

Med det sagt, så tror han ikke, at de ville være deres kontrakt og forbindelse til pladeselskabet foruden: Jeg kan ikke sige med hånden på hjertet, at det samarbejde, vi har haft med vores pladeselskab og forlag, ikke har været utroligt givende. 

I sidste ende er det dem, der siger nej til pladen, hvis den ikke er god nok, eller presser på for flere singles.

– Og så siger vi: ‘Hvordan kan I sige sådan noget? Det er ikke fair – har I overhovedet lyttet til det?!’. Og når det kom til stykket, havde de ret. Især i de tidligere dage. Vi havde ingen anelse om, hvad vi lavede, og vi ville ikke have, at nogen fortalte os, hvad vi skulle gøre. Men vi var i en position, hvor vi var tvunget til at lytte til andre mennesker. Og de havde ikke ret hele tiden, men generelt havde de meget mere erfaring end os, og de guidede os – selvom vi sparkede og skreg imod – i nogle meget gode retninger. Vi har lært ting, som har tjent os fantastisk i resten af vores karriere, siger han, hvorefter jeg slukker min optager.

Se en ung Dave Rowntree og resten af Blur i videoen til et ud af mange store hits fra repertoiret her:

Interviewet her blev første gang udgivet i to dele på Innovative Artist Academys blog.