03 jul Bæredygtighed på Roskilde Festival: Nej til både “tis-i-bukserne”-løsninger og forbud

Foto: Jonas Jessen Hansen/Roskilde Festival

Bæredygtighed er på Roskilde Festival er en proces i konstant udvikling. Der er hele tiden mere, både festivalen og festivalgæsterne kan gøre for at løse de miljø- og klimamæssige udfordringer, vi står over for. Sammen med Projektlederen for bæredygtighed på Roskilde Festival gør vi dig her klogere på, hvilke udfordringer festivalen står over for, og hvad du som festivalgæst kan gøre for at sætte et mindre aftryk. 

Når Roskilde Festival fra den 29. juni til den 6. juli løber af stablen for 49. gang, forvandles Dyrskuepladsen i Roskilde til Danmarks fjerdestørste by målt ud fra de mere end 130.000 indbyggere, der “flytter ind”. Og ligesom i alle andre byer er indbyggernes aftryk til at føle og ikke mindst måle på. Sidste år skulle Roskilde Festival rydde cirka 2.000 ton affald op efter festivalen, og det har de seneste år kostet festivalen i omegnen af otte millioner kroner (så kan man jo overveje, hvor mange af ens yndlingsartister, festivalen kunne have booket for samme beløb). 

Hvordan de store mængder affald bedst håndteres, er noget, festivalens bæredygtighedsteam og en frivillig gruppe ‘Team affaldshåndtering’ lægger al deres energi i at finde ud af og udføre i praksis.

Selvom begrebet “bæredygtighed” i det følgende primært kommer til at knytte sig til temaer som miljø og klima, så er det vigtigt at forstå, at Roskilde Festival arbejder ud fra et holistisk bæredygtighedsbegreb, hvor social- og miljømæssig bæredygtighed går hånd i hånd med kunst og kultur og gensidigt påvirker hinanden. Men mere om det senere.

Det er på en måde ret symbolsk, at jeg møder Sanne Stephansen, Programleder for bæredygtighed på Roskilde Festival, den 5. juni på valgdagen, som i højere grad end nogensinde stod i klimaets og miljøets tegn. Det er temaer, der optager stadigt flere – inklusivt Roskilde Festivals mange gæster, hvoraf hele 24.000 – en tredjedel – i 2018 boede i de såkaldte “clean-områder”. Silent & Clean er måske det bedst kendte, men også Leave no Trace, Settle’n Share og Dream City er eksempler på camping-områder, hvor ingen fest er for stor til at blive ryddet op efter.

Der er mindre end måned til Roskilde, da jeg møder Sanne Stephansen, og hun og resten af holdet er i fuld gang med at planlægge afviklingen af festivalen. På bæredygtighedsholdet går meget tid med at diskutere, analysere, undersøge, eksekvere og dokumentere de mange tiltag og initiativer, man har arbejdet på. Og når festivalen er overstået, så fortsætter det, for i bund og grund er man aldrig rigtigt i mål, når man arbejder med et udviklingsbegreb som bæredygtighed.

– Selvom det hedder 2019, og vi har festival lige om lidt, så har vi også øjnene på 2020 og 2021. Så en ting er at have øjnene på festivalen lige om hjørnet, og noget andet er, at vi også sidder og arbejder benhårdt på nogle strategiske prioriteringer frem mod det næste halvandet år, forklarer Sanne.

Mål om mad

Skal man alligevel prøve at pege på tiltag, der er mere eller mindre afsluttet, så er festivalen i høj grad lykkedes med målsætning om at øge andelen af økologiske fødevarer, som har været et indsatsområde siden 2014. Dengang var målet, at 30% af maden, som festivalen serverer, skulle være økologisk, og i 2017 nåede de faktisk det nye mål om 90%. Det er en succeshistorie, men indsatsen på madområdet fortsætter, for mens den økologiske omstilling især var et valg, festivalen traf med mennesker og miljø for øje, følger nu klimaaspektet, hvor kød er et nøgleord. I stedet for at tale om at skære ned på kødet i boderne, vil Sanne Stephansen imidlertid hellere tale om at have flere plantebaserede tilbud, for det er vigtigt hele tiden at have både boder og gæster med. 

– Hvis vi lige pludselig sætter en dagsorden og skruer fuldstændig ned for et særligt produkt, så tror jeg også bare, at det bliver upopulært og i sidste ende heller ikke skaber nogen stor forandring. Så det handler om at finde en balance. Når det så er sagt, så er det jo noget med at kigge på kød, mejeri og den slags, når man taler om klimadagsordenen i relation til mad. Der faktisk er et ret stort aftryk, som bliver mere positivt, hvis man går mere plantebaseret.

Det er den dagsorden, festivalen nu er i dialog med deres boder og gæster om, og det har allerede de seneste år været et krav, at alle boder skal have minimum en vegetarisk ret på deres menu, som har været første skridt i den retning.

Affald er stadig den største hovedpine

Du har måske allerede læst om det initiativ, Roskilde Festival i samarbejde med Tuborg og en række andre festivaler i Danmark har lanceret, hvor engangsforbrug af plastikkrus på festivalpladsen i år vil vige til fordel for genbrugsglas, der hver kan benyttes mere end 25 gange. Det er omkring 1,9 millioner engangskrus, der erstattes med de vaskbare glas, og alene dette tiltag forventes at reducere den samlede og sorterede mængde affald med cirka 20 tons. Det kan lyde af meget, og det er det også, men den største udfordring for festivalen er fortsat den der ligger i de enorme mængder efterladt campingudstyr.

– Og det er ret paradoksalt. Der er jo en ret stor plastdagsorden, men jeg tror ikke, der er særligt mange, der tænker, at den største spild af plast, vi har på vores festival, sker når folk efterlader telte, pavillioner og stole.

Det er en kæmpe udfordring, fordi den type plast, der typisk er brugt i produkterne, ikke er en, man uden videre kan genbruge. Affaldet på campingpladserne vurderes at udgøre hele 75% af festivalens samlede mængde affald, og desværre udgjorde den sorterede mængde affald kun 12,9% sidste år.

– Det kan godt være, det ikke behøver blive til affald, men så længe produkterne er af den kvalitet – altså så længe, der er det her produktsystem under festivalerne, hvor man kan købe sådan en festivalpakke til ingen penge, som er dårlig kvalitet og sandsynligvis indeholder problematiske kemikalier – så er det rigtig svært at få noget brugbart ud af det efterfølgende. Vi gør, hvad vi kan i forhold til at få sortere det fra, som kan genanvendes, men der er også rigtig meget, som ikke kan. Så det bliver brændt af, og det er selvfølgelig ikke særlig tilfredsstillende for nogen.

Hvad så nu?

For Sanne Stephansen er løsningen på den store udfordring mangefacetteret. Noget af det hviler på festivalen, mens andet handler om, hvad festivalen skal gøre sammen med festivalgæsterne. Og noget handler om adfærd og kultur – om at have respekt for ejendele og for produkterne – mens andet handler om, hvad festivalen kan tilbyde af løsninger på de mekanismer, adfærden er et udtryk for.

– Jeg er jo ret nysgerrig på, om det har været intentionen fra starten, når folk efterlader deres ting. Har man købt sit telt billigt, fordi ‘jeg skulle bare bruge det i otte dage, og jeg skulle ikke på nogen anden campingtur, og jeg kendte ikke lige nogen, der havde et telt, jeg kunne låne.’ Er der så nogle løsninger, hvor vi kan stille en brugsret til rådighed i otte dage? siger Sanne Stephansen. 

Hun tror, at løsningen bliver en mellemting mellem, at man selvfølgelig stadig kan tage sine egne ting med (men at festivalen så også har nogle forventninger til, hvordan man så håndterer det, når man er færdig med at bruge det), og at festivalen også bidrager med en brugsret. Sådanne initiativer er allerede i gang med tilbud som Get a Tent og Get a Camp.

Det er dog afgørende, at gæsterne er med hele vejen, og det kalder i høj grad på en kulturændring og en form for paradigmeskift i forhold til, hvad det vil sige at være på festival. Da vi tilbage i 2017 talte med Roskilde Festivals tidligere bæredygtighedsmanager Mikkel Sander, fortalte han om visionen om i stedet for at tale om clean-områder at tale om ét ‘Loud and Dirty’-område, for eksempel. Den tanke leger Sanne Stephansen også fortsat videre med. For det er uundgåeligt. 

– Jeg tror, det er realistisk, og jeg tror, det er nødvendigt. Og så skal vi finde en balance i dialogen med vores deltagere. Hvilke forventninger er det, vi har til hinanden. Hvorfor taler vi om “clean-områder”, hvorfor går det den vej? Den kunne lige så godt være vendt om. Men det er jo blandt andet kulturelt og historisk bestemt. Og derfor skal vi være gode til at tage dialogen med vores deltagere.

Det er en af grundene til, at Roskilde i samarbejde med Den Grønne Studenterbevægelse i år har lanceret kampagnen ‘Sådan tager du bæredygtigt på festival’, som sætter fokus på, hvordan man kan tage bæredygtigt på festival, når det handler om miljø og klima. Det har de tre konkrete bud på: 

1. Man kan investere i noget godt udstyr
2. Man kan tage udstyret med sig hjem igen
3. Man kan lægge en exit-plan

– Det kan være noget basalt som at sige: ‘Okay, jeg ved, at når det bliver lørdag eller søndag, så vil jeg have den største trang til bare at lade tingene stå. Så hvordan hjælper jeg mig selv, før jeg tager på festival, til at træffe en bedre beslutning? Hvad er det, vi lover hinanden i lejren, at vi vil gøre?’ Man kan lige så godt erkende, at det sgu bare er træls at stå der med pløkker og alting. Jeg kan sagtens forstå det, men det andet er bare sådan en tis-i-bukserne-løsning, for det føles rigtig godt dér, men mærker man jo bagefter, når stigende forbrug forårsager blandt andet klimaforandringer.

Hvorfor laver I ikke bare forbud?

Jo mere man dykker ned i de her miljø- og klimamæssige udfordringer, der ligger i afviklingen af en festival som Roskilde, jo mere fristes man også til at stille sig kritisk over for, hvorfor festivalen ikke bare indfører flere forbud og restriktioner for én gang for alle at komme problemet til livs. Og det spørgsmål får festivalen ofte: “Hvorfor siger I ikke bare nej? Hvorfor sætter I ikke bare nogle krav? Hvorfor laver I ikke bare reglerne om?”. Det handler om kvoter i forhold til kønsfordelingen på scener, det handler om alkohol og cigaretter – blandt andet.

En helt konkret case, når vi taler miljømæssig bæredygtighed, er for eksempel den, at luftmadrasser med blød-PVC, som ikke må afbrændes, og de udgør en enorm udfordring: Det skal deponeres og ligge i jorden i mange, mange år, og det er jo simpelthen så forkert,  udtrykker Sanne Stephansen og fortsætter:

– Vi kunne godt sige, at vi ikke længere vil have, at deltagerne har luftmadrasser med blød-PVC med ind på pladsen. Men antallet af luftmadrasser, vi indsamlede sidste år, var 33 ton. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det ville kræve, hvis vi skulle kontrollere det. Så når det kommer til at stille krav, lave  restriktioner eller forbud, så skal vi jo også kunne håndhæve det.

Sanne Stephansen er med andre ord bange for, at man risikerer at stirre sig blind på at håndhæve regler inden for ét område, hvilket kan kræve enorme ressourcer og potentielt skabe andre problemer, eller som minimum fjerne fokus fra andre udfordringer.

– Tænk at have 500 frivillige der går og tjekker for blød-PVC i luftmadrasserne. Derudover vil der jo sandsynligvis stadig være efterladt en masse telte og stole. Så når kritikere siger: ‘Hvorfor laver I ikke bare forbud?’ Så kunne vi da sagtens sige: Ingen hvide pavilloner, ingen PVC-fyldte luftmadrasser, kun kvalitetsudstyr, men hvordan tjekker man det på en campingplads med mellem 40.000 og 50.000 mennesker?

Et holistisk bæredygtighedsbegreb

Hvis du stadig kan huske, hvad du læste længere oppe i artiklen, så taler Roskilde Festival om et såkaldt “holistisk bæredygtighedsbegreb”, hvor social bæredygtighed og miljømæssig bæredygtighed ikke kan betragtes og håndteres som to adskilte områder, men som ét samlet indsatsområde, der desuden også omfavner den kunst og kultur, Roskilde Festival lever og ånder. Hvis man piller ved noget på den miljømæssige dagsorden, så kan det påvirke nogle af de menneskeskabte, sociale og kulturelle systemer, og derfor forsøger festivalen hele tiden at være kritisk for ikke at efterlade små problemer andre steder. Et godt eksempel på, hvor de to grene kan have en gensidig påvirkning, ligger i et initiativ en gruppe frivillige tidligere ville tage. 

Generelt bruger festivalen deres materialer, til de ikke kan mere, forklarer Sanne Stephansen. Det gælder blandt andet de computere, der under festivalen bliver sat til rådighed for de frivillige, så de kan løse deres opgaver: Der er virkelig nogle, der synger på sidste vers. Man tænder dem, og så går man ud og laver en kop kaffe og ser en koncert, og så er den klar, når man kommer tilbage, griner hun. 

En gruppe frivillige foreslog derfor, at man kunne støtte et uddannelsesprojekt i det østlige Kenya med de her computere, så de ikke gik til spilde. Og mens intentionerne var gode, talte den kritiske refleksion imod. 

– Så vi var igang med at sende noget afsted, som vi vidste ikke havde så lang en levetid tilbage og ville ende som elektronikaffald. Og det er ikke alle steder elektronik affald håndteres lige hensigtsmæssigt, forklarer hun.

Så selvom initiativet havde et godt socialt formål, kunne det risikere at skabe miljømæssige problemer, hvis computerne endte på en losseplads. I stedet fandt man på at sælge computerne til nogle, der kunne udnytte eller genbruge de små dele og derigennem skaffe midler, som kunne støtte uddannelsesprojektet med kroner og ører eller med to spritnye computere.

– Det er en meget god illustration af, hvordan vi prøver at tænke hele vejen rundt. Og igen i forhold til camping: Hvis vi bare lavede forbud og sagde, at vores gæster ikke må have deres eget udstyr med, og at vi kontrollerer alt, så går det bare ud over fællesskabet og friheden og festkulturen, som vi også sætter så stort fokus på, at vores campingområder kan. 

Og det er blandt andet svaret, når folk spørger, hvorfor de ikke gør mere på affaldsområdet: Det er jo bare ikke så nemt. Der er en forbrugskultur, som er træls, men der bliver også skabt de fineste fællesskaber, og det skal vi også værne om. Det hænger sammen det hele.

Er du fortsat nysgerrig på, hvordan Roskilde Festival arbejder med bæredygtighed, kan du læse meget mere på hjemmesiden her. 

Du kan følge hele vores dækning af årets Roskilde Festival her.