Mød årets Live Camp-deltagere: Del 3

Foto: Rigmor // Peer Jon Ørsted

Præsenteret i samarbejde med

Danmarks smukkeste festival nærmer sig med hastige skridt, og mens navne som Stormzy, Lukas Graham, Years and Years og Calvin Harris bringer hitkavalkader til skoven i de officielle musikdage, vil en række spændende, nye danske navne kaste morgendagens stjernestøv af sig på Kærligheden i opvarmningen. Vi guider dig igennem årets Live Camp-deltagere.

Måske du har bemærket et lille “TBA”-hul i Smukfest-programmet på Bøgescenerne kl. 15.30 onsdag den 7. august. Det er ikke fordi endnu en rapper har aflyst sit show, som man efterhånden er begyndt at tænke per refleks, men fordi Smukfest hvert år afholder en konkurrence for at finde åbningen af festivalens største scene. Den konkurrence hedder Live Camp, og her dyster 19 navne fra det danske vækstlag om den prestigefulde åbningstjans, som Anya og Farveblind blandt andet tidligere har vundet, og om Tak Rock!-prisen, som blandt andet indebærer et spillejob i P3-teltet.

Det er forskellige spillere fra den danske musikbranche (heriblandt os), der har peget på de 19 navne, og det har endnu engang givet et varieret felt af spændende deltagere fra mange forskellige genrer. Vi vil i løbet af de kommende dage guide dig igennem årets felt, så du er klædt på til at bruge al din tid fra søndag den 4. august til tirsdag den 6. august (hvor KarriereKanonen traditionen tro tager over) foran scenen på KærligHeden. Her er del 3 af vores guide, som byder på de lidt mere alternative afkroge af årets genrespektrum.

Rigmor

Aarhusianske Rigmor har fået den idé at basere deres tekster og musik på digteren Michael Strunges maniodepressive lyriske univers. Det lyder tungt. Det er det også. Men det tunge står i kontrast til nogle ret fine detaljer, der alligevel får det hele til at lyde så dejligt let. Det er endnu sparsomt, hvad kvartetten har udgivet af smagsprøver på deres projekt, men tidligere på året var vi så heldige at få lov at premiere gruppens allerførste udspil, som lidt atypisk var en live session af nummeret “Det er ved at komme igen”. Den kan du se og læse mere om her. Gruppen kalder selv deres musik for melankolsk indiepop med nøk til 60’ernes rockbølger, og så har de udover Strunge også Anisette med i bagagen som inspirationskilde.

Isbjörg

De aarhusianske prog.rockere Isbjörg har siden 2015 udgivet musik sammen, der indtil videre er kulmineret i to EP-er og senest debutalbummet Iridescent fra april. Her gør det seks mand store band op med konventionerne. Mens skæve taktarter udfordrer lydbilledet, holder de ørehængende melodier stadig grebet om lytteren. Musikken er klaver- og guitardrevet, og specielt nummeret “The Curtains Slowly Rises” er værd at fremhæve for det kaotiske og legesyge instrumentale udtryk.

Tundra 

Den nordjyske sekstet Tundra drager inspiration fra hele verden – bogstavelig talt. Som individer har de rejst det meste af kloden rundt, og det er med elementer fra forskellige kulturer, folkemusik, sanselige indtryk og atypiske instrumenter, at de tilsammen skaber deres følelsesladede og melodiske poprock. Det er nok den mest ærlige definition, man kan få, når et band siger, at de ‘er inspirerede af verdensmusikken’. Tundra udgav i foråret deres selvbetitlede debutalbum, som man kan glæde sig til at høre på scenen.

Verdens Sidste Idé

Dansksproget rockmusik tilsat en masse boblende synthesizers, hornfigurer, vocoderharmonier og ørehængende popmelodier er indbegrebet af Verdens Sidste Idé. Kvintetten har kun spillet sammen i godt og vel to år, men er allerede godt i gang med singleudgivelserne og kunne blandt andet opleves på årets SPOT Festival. Nu er de klar til at indtage scenen på KærligHeden, og hvis du også er en sucker for poetisk rock, er det helt klart et besøg værd. 

Zar Paulo

Aarhus har altid været kendt for at have et blomstrende kreativt miljø, og det er da også fra hjertet af smilets by, kvintetten Zar Paulo er opstået. Bandets dansksprogede popnumre giver associationer til The Minds of 99 med deres tempofyldte trommebeats, pumpende basgange og glitrende synthfigurer. Gruppen har også allerede skabt opmærksomhed med en dobbeltkoncert i selskab med Søn og supportjobs for svenske Les Big Byrd og danske Astronaut.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com