fbpx

Ugens Upcoming: Visiteur

Foto: Leonard Eastgrove

Frontmanden fra Visiteur drømmer ikke, han sætter mål. Målet med Visiteur? At spille i de største arenaer, og måske være det første band der spiller på månen.

Stockholm-baserede Visiteur består af frontmanden Sir Boyfriend, bassisten John Lake, samt E-man på guitar, Cpt. Snowball på perussion og Mick Beck på keys. Med aliasser som dem er det nok ikke en kæmpe overraskelse for nogen, at den musik, det excentriske ensemble producerer, er lidt ud over det sædvanlige. Med et mix af techno, pop og adskillige indflydelser fra de sidste tre årtier har de skabt et ‘Techno Glam’ univers, der i den grad er lige så dansabelt, som det lyder. Vi har sendt nogle spørgsmål afsted til Sir Boyfriend for at lære Visiteur lidt bedre at kende.

Hvem er Visiteur?

– Visteur er en ‘force of entertainment’ der giver dig TECHNO GLAM med glitrende, energiske live shows. Vi er et band baseret på ideen om, at mennesker blot er besøgende på denne planet, og at vi skal få så meget ud af det som muligt. Nogle af os har måske glemt hvor sjovt det er at være i live, og det er Visiteur her for at minde dig om.

Hvordan vil du beskrive jeres lyd?

– Vi beskriver det som ‘Techno Glam’, som er en fusion mellem glam rock n’ roll og moderne dance music i en poppet indpakning. Vi elsker kunstskabet fra 70’erne og 80’ernes glam-stjerner, og drager inspiration fra de perfekte pop-produktioner fra legenderne Quincy Jones og Max Martin. Tilføj en smule elektronisk ‘grit and groove’, og så har du Visiteur.

Hvordan startede I?

– Jeg (Sir Boyfriend) har altid lavet musik, tegnet eller skrevet historier og digte for at cope med det faktum, at jeg er fanget i en menneskelig krop og har menneskelige behov og interaktioner. Jeg fandt guitaristen E-ma mens jeg pjækkede i gymnasiet, og da vores første band mistede vores bassist, faldt John Lake fra himlen som en gave fra Gud. Vi blev sammen et stykke tid og gik fra hinanden, for så at slå os sammen igen med en ny lyd og en ny mission som Visiteur.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?

– Vi holder aldrig ‘skrive sessions’ eller holder os til en specifik proces. John Lake og jeg skriver musik hele tiden, og vi er i studiet hver eneste aften den uge, vi optager. Han kommer måske med en demo eller et fuldendt track, jeg skal færdiggøre med vokalen, eller jeg giver ham noget at producere. Vi jammer måske med Ema eller Cpt. Snowball og tænker ‘damn it, det her skal bare optages’. Inspiration findes alle steder, og vi kan skrive flere tracks i én session, men den svære del er at beslutte hvad der skal produceres og poleres. Vi er nødt til ‘connecte’ med tracket og det skal komme helt af sig selv. Nogle tracks er bare stjerner der eksploderer og falmer tilbage ud i rummet. Nogle kommer tilbage til os i en anden form, og et par få udvalgte får den royale behandling.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

– Jeg har stort set ingen idé om, hvad drengene lytter til, og det er svært for mig at pinpointe præcis hvad der har indflydelse på hvad. Personligt er jeg mere inspireret af kunstskab end af lyde, men måske går de hånd-i-hånd på et eller andet niveau. The King of Rock, The King of Pop, Prince og Bowie er alle beundringsværdige for mig, på mange måder.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Erik Satie, The Human League og de nye tracks fra Jadu Heart og Jai Paul.

Hvad er du i gang med lige nu (karrieremæssigt)?

– Jeg er fuldt ud dedikeret til musik, og hvis jeg ikke var så stædig omkring mit kunstskab ville jeg nok spille andre menneskers musik for at betale husleje. Jeg kan ikke leve af Visiteur alene endnu, så jeg laver lidt af hvert for at få det til at køre rundt; om det så er at pakke tandblegningsprodukter eller at redigere lydbøger. Jeg nyder kampen.

Hvad er drømmen?

– Da jeg var barn drømte jeg om at blive skuespiller, og jeg plejede at lave mavebøjninger indtil jeg næsten besvimede, så jeg kunne blive lige så stærk som Arnold Schwarznegger. Nu drømmer jeg ikke mere; jeg sætter mål, og så arbejder jeg hårdt for at nå dem. Målet for Visiteur er at spille i de største arenaer og underholde millioner af mennesker. Og efter det, måske være det første band der spiller en koncert på månen?

Hvis du kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Min yndlings er “Royalty”, simpelthen fordi det er så svært at modstå den. Den har groove og melodi, og jeg er ret stolt af lyrikken. Hvis du kan lide den og også kan lide techno, bør du checke Sissel Wincents fede remix ud, når det bliver udgivet den 26. juli.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

– Long Island Ice Tea. En lille smule af alting for alle. Classy yet dirty.

Tags:
Charlie Jagd
charliejagd@bandsoftomorrow.com