fbpx

Palace Winter – Musik i Lejet 2019

Foto: Majbritt Press
Tidspunkt: Torsdag den 18. juli kl. 23.00
Scene: Bodega

Palace Winter kom med masser af nerve og intensitet til et halvfyldt telt og fik det bedste ud af et lidt sløvt udgangspunkt.

[rwp_box id=”0″]

Det var en svær opgave, Palace Winter var blevet stillet. Efter en propfyldt Phlake-koncert med en god times hitparade, var de fleste på vej ind i baren, da bandet gik på i det intime Bodega-telt. 

Den australske frontmand Carl Coleman og pianisten Caspar Hesselager havde taget en karismatisk guitarist og velspillende trommeslager med sig torsdag aften og efter en overstået koncert i Tivoli tidligere på aftenen, var bandet i topform. 

Selvom det røgfyldte telt ikke var proppet, forsøgte bandet på bedste måde at få liv i de tilkommende. Efter den energiske “Acting Like Lovers” fra duoens sidste plade Nowadays, var der allerede lagt op til en tempofyldt koncert med masser af lange tranceskabende instrumentale passager. Den blev efterfulgt af det store hit “Soft Machine”, der med sit fængslende melodi-riff og lidt halvmelankolske Radiohead-udtryk, viste bandet fra sin bedste side. Det halvsløve publikum blev vækket en smule til live, og selv med en indadvendt Coleman strømmede energien ud gennem de akustiske guitarstrenge, hårdtslående trommer og glitrende synthesizers. 

Stemningen var intens fra start til slut med masser af tempo, og man kunne mærke, at dem, der stod til koncerten, var trofaste fans. Men grundet det lidt talsvage crowd, spillede bandet også meget med sig selv og udover forsanger Colemans charmerende og jokende indslag mellem sangene, var det med lukkede øjne og et anonymt shoegaze-udtryk, at bandet spillede deres tempofyldte numre. 

Bandet der er i gang med at lave deres tredje plade, optrådte med en meget alsidig setliste med flere numre fra starten af deres karriere. Den guitar-omfavnende hymne “Woke in the Night, the Phone Was Ringing” fra deres debut-EP Medication var da også et af koncertens højdepunkter. Et vakuum-lydende, langsomt trommebeat og nogle lækre korharmonier fra Hesselager og guitaristen gav masser af plads til Colemans hæse klang, som endte i en længere atmosfærisk synthsekvens. 

Koncerten tyndede langsomt ud hen mod slutningen, men den hårde fanskare bakkede godt op og fik da også serveret hits som “Positron”, “Take Shelter” og afslutningsnummeret “Empire”, der blev modtaget med stor jubel og klappende hænder. 

Palace Winter var kommet på arbejde, men leverede en solid koncert, der helt sikkert tilfredsstillede det fremmødte publikum.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com