fbpx

Disclosure – Musik i Lejet 2019

Foto: Majbritt Press
Tidspunkt: Torsdag den 18. juli kl. 00.00
Scene: Strandscene

Koncerten med den britiske DJ-duo var mildt sagt en skuffende fornøjelse, hvor publikum kun lige fik lov til at smage på deres ellers store hitkatalog.

Disclosure – Musik i Lejet 2019
2 / 5 Anmeldelse

Jeg har i lang tid været ret glad for Disclosure og deres evne til at producere dansable, ørehængende hits. Derfor var koncerten med de to brødre også en af dem, jeg havde glædet mig allermest til. Det blev dog ikke helt som håbet.

Duoen startede ud med nummeret “When A Fire Starts To Burn” fra deres album Settle (Special Edition) fra 2013, og i begyndelsen tegnede det da også godt. Man mærkede med det samme på stemningen, at det var blevet aften, og at en del børnefamilier samt den ældre generation var taget hjem, hvilket også betød, at publikum ikke holdt sig tilbage fra at give den hele armen. Efter de to første numre brød techno-helvede så løs, og der blev virkelig skruet op for natklubstemningen. De samme instrumentale beats kørte i op til 15 minutter, hvilket betød, at man hurtigt kom til at kede sig – især også fordi der ikke var nogle melodier at synge med på. Der dannede sig også hurtigt et billede af udvandrende festivalgængere, hvilket tydede på, at jeg ikke var den eneste, som stod med en følelse af tomhed.

Jeg er godt klar over, at koncerten var annonceret som et DJ-set, og at de derfor på forhånd ikke havde lovet det helt store, men jeg havde da alligevel forventet, at de ville spille mange flere hits, end de gjorde. Til tider tog jeg mig selv i at stå og tænke, at festivalen ligeså godt kunne have brugt pengene på en hvilken som helst anden DJ, for det var ikke ligefrem fordi, der blev arbejdet særlig hårdt oppe fra scenen (med mindre man selvfølgelig anser det som hårdt at skulle løfte en kæmpe flaske champagne op til munden).

Koncerten med de to hitmager var mildest talt en lidt flad fornemmelse. Starten og slutningen kunne ét eller andet, men største delen af musikken i den øvrige del af koncerten blev trukket så meget i langdrag, at man på trods af de up-tempo techno-beats ofte stod og blundede. Én ting må man dog give dem; de formåede at sætte gange i dansegulvet, og sluttede da også af med tre af deres største hits – nemlig “Latch (feat. Sam Smith)”, “Help Me Loose My Mind (feat. London Grammar)” og “You & Me” – men det manglede da også bare.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com