fbpx

MARINA – Roskilde Festival 2019

Foto: Warner Music
Scene: Avalon
Tidspunkt: Lørdag den 6. juli kl 23.00

Den græsk-walisiske popsangerinder skabte en dansefest, man sent vil glemme – med både nye og gamle hits.

MARINA – Roskilde Festival 2019
4.5 / 5 Anmeldelse

MARINA, der dog præsenterede sig selv som Marina and the Diamonds (hendes tidligere kunstnernavn), var en virkelig god afslutning på dette års Roskilde Festival. Da jeg nåede Avalon Scenen, var det ikke ligefrem et stort publikum, der mødte mig, hvilket nok bunder ud i, at mange allerede var taget hjem fra festivalen, men måske endda også, at en del ikke var klar over, at der var tale om 2012’s ‘primadonna-girl’. I 2012 hittede hun nemlig med numrene “Primadonna” og “How to Be a Heartbreaker”, og da disse blev spillet under koncerten, gik publikum da også fuldstændig amok.

Det var tydeligt, at de fans, som havde trodset trætheden og dukket op til koncerten, ikke bare var fans, men derimod super-fans og ligesom de dedikerede fans, som overraskende nok talte folk i alle aldersgrupper, var jeg underholdt hele vejen igennem.

Med sig på scenen havde hun fire farverige dansere bestående af tre kvinder og en mand, som imponerende nok sang kor samtidig med, at de dansede på fulde drøn. Kombinationen af de fire dansere, MARINAs fremtræden på scenen, hendes karakteristiske randregister og musikkens pumpende beat (på eksempelvis nummeret “Superstar”) gjorde, at koncerten nærmest fik et udtryk af Eurovision og tyggegummi-pop. Så var man da i hvert fald sikker på at få brugt resten af den energi, man havde tilbage inden turen senere gik hjemad. Hendes liveoptræden ledte tankerne hen på 00’erne/start 10’ernes Katy Perry og med numre som “Orange Tree”, “Karma” og “Life Is Strange” fik hun mig i den grad overbevist om, at hun er en artist, der er på vej ‘back in the game’. Selvom MARINA ikke havde band med sig på scenen, hvilket hun ellers med fordel kunne have haft, eftersom Avalon Scenen sagtens kan rumme det, var det en god og festlig afslutning på dette års Roskilde Festival.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com