fbpx

Dagens Roskilde-portræt: Janelle Monáe fortalt med fem musikvideoer

Foto: JUCO

Roskilde Festival gæstes af mange kunstnere i alle former og størrelser, og i aften er det Janelle Monáes tur til at kaste stjernestøv af sig. Vi sætter fokus på i alt syv Roskilde Festival-aktuelle artister, så du ved lidt om den person, du kigger på, græder til, danser til, krammer til, eller hvad du nu kommer til at gøre under koncerterne.

Du kan sikkert skrige med på numre som “Tightrope”, “Cold War”, “Electric Lady”, “I Like That” og “Make Me Feel”, og bag sangerindens allerstørste hits ligger der en udførlig, detaljerig og helt igennem unik fortælling, som gør hende til et af nutidens største popfænomener.

Androide nr. 57821, en Alpha Platinum 9000 med navnet Cindi Mayweather er hovedkarakteren i Janelle Monáes fremtidsfortælling, som hun siden 2007 har portrætteret både i musik og tilhørende visuelle værker. Monáe er på alle måder en visionær og et fænomen – en popkunstner der trækker tråde gennem alt fra oldtidsmytologi, musiktraditioner fra 1600-tallet, afrikansk-amerikansk historie, klassiske filmreferencer og sci-fi-værker og ikke mindst de stærke musikalske bånd, hun danner til legender som Prince, Michael Jackson, Stevie Wonder, James Brown og David Bowie.   

Den nu 33-årige Monáe er opvokset i Kansas City og flyttede som ung til New York for at studere drama. Performer-drømmen begyndte dog først for alvor at tage fart, da sangerinden mødte Outkasts Big Boi i Atlanta i 2001 og startede musikkollektivet Wondaland Arts Society. To år efter selvudgav Monáe sit uofficielle debutalbum The Audition, som hun solgte ud fra sin bil. Du kan høre de to numre “Lettin’ Go” og “Time Will Reveal” fra pladen på Big Boi’s album Big Boi Present…Got Purp? (2005). Man må sige, at Monáe fik sat et godt samarbejde i gang med Big Boi, og i 2006 var hun da også med på to numre på Outkast’s album Idlewild. Da Sean Comb aka P. Diddy samme år fik øjnene op for den talentfulde sangerinde, gik det stærkt, og rapperen signede hurtigt Monáe på sit pladeselskab Bad Boy Records. 

Selvom The Audition allerede tematiserede et fremtidsunivers i byen Metropolis, år 2719 (en reference til Fritz Langs film af samme navn fra 1927), blev fortællingen for alvor udfoldet på Monáes debut-EP Metropolis: Suite l (The Chase). Det er også første sted, vi starter i vores guide gennem Monáes karriere både musikalsk og visuelt.

“Many Moons” (2007)

Det var klart fra start, at androidefiguren Cindi Mayweather i høj grad også skulle blive en visuel fortælling. Monáe udgav nemlig i forbindelse med sin debut kortfilmen “Many Moons”, hvor man ser den årlige androide-auktion i byen Metropolis. Selvom billedet på EP’en er Monáe i en form for post-human robot-udgave, er der ikke meget mekanisk over hendes James Brown- og Michael jackson lignende dansetrin. Karakteren Cindi er nemlig hverken menneske eller robot, og hendes tilhørende androide-‘søstre’ bliver portrætteret som fremtidens ‘outkasts’ og samfundets marginaliserede gruppe. Men her kommer vores allesammens helt til undsætning. Igennem EP’ens andre sange bliver små bidder af fortællingen afsløret – Cindi er forelsket i mennesket Anthony Greendown, men fordi forhold mellem mennesker og androider er forbudt i Metropolis, bliver Cindi sendt tilbage i tiden. Nu er Cindis plan at befri fremtidens androider fra det hemmelige selskab ‘The Great Divide’, som bruger tidsrejse til at undertrykke frihed og kærlighed.

“Cold War” (2010)

Fortællingen videreføres endnu tydeligere på musikerens (officielle) debutalbum The ArchAndroid fra 2010, hvor verden for alvor fik øjnene op for Monáes geni. Gennem 18 numre blev hele genrepaletten bredt ud med plads til både klassiske symfoniske orkestersuiter, funkede numre som “Faster” og “Tightrope”, psykedeliske “Mushrooms & Roses”, folk-lydende “Oh Maker” eller den Stevie Wonder inspirerede “Say You’ll Go”. Monáe fungerer på den måde som en form for DJ, der sampler alt det bedste fra musikhistorien og væver det ind i hendes egen komplekse fortælling. Udover hittet “Tightrope”, hvor Big Boi bidrager med et vers, markerede Monáe sig med den gåsehudsfremkaldende, storslåede “Cold War”. I musikvideoen kommer man helt tæt på sangerinden og efter at have opbygget en tilpas distance med personaen Cindi, nedbrydes den for en kort stund i denne video. Mystikken holdes dog intakt, og kontrollen er helt på Monáes side, også selvom hun halvvejs igennem videoen bryder sammen og med tårer i øjnene kæmper sig igennem omkvædet. Om det her er Cindi eller Monáe som portrætteres er ikke til at vide, og det er nok helt med vilje.

“Q.U.E.E.N.” feat. Erykah Badu (2013)

Selvom Ariana Grande og Taylor Swift de seneste år har dyrket det at lægge såkaldte ‘påskeæg’ gennem diverse tegn og symboler i deres musikvideoer, kan de på ingen måde hamle op med Janelle Monáe. Det er en sand fan og opmærksom seer, som påtager sig opgaven om at stykke de fragmenterede bidder sammen til en samlet fortælling. Og musikvideoen til “Q.U.E.E.N” fra albummet The Electric Lady er ingen undtagelse.
Her bliver vi præsenteret for en udstilling af tidsrejsende-oprørere fanget af “The Time Counsil” fra “The Ministry of Droids”, som vækkes til live og bliver befriet af nogle medlemmer af Wondaland Arts Society. Cindi-fortællingen fortsætter her som på resten af albummet, og i forbindelse med udgivelsen slap Monáe også flere trailers, hvor man ser jagten efter Cindi. Udover at være et gennemtænkt drama gør Monáe, gennem sin karakter, også opmærksom på mange forskellige problematikker – blandt andet står  “Q.U.E.E.N.” for ‘Queer, Untouchables, Emigrants, Excommunicated, Those labelled as Negroids’. Hun tematiserer både seksualitet, race, køn og klasse som identitetsmarkører, som også er tilstede i fremtidsfortællingen om Cindi.

“PYNK” feat. Grimes (2018)

Efter sit succesfulde album The Electric Lady, tog Monáe godt og vel fem år til blandt andet at dyrke sit skuespillertalent, som man kan se i film som Moonlight og Hidden Figures. Men sangerinden havde også noget større i støbeskeen til sit tredje studiealbum. I starten af 2018 annoncerede Monáe nemlig Dirty Computer, som udover at være et album også kom med en tilhørende 48-minutter lang ‘Emotion Picture’: En film der tager udgangspunkt i karakteren Jane (med nr. 57821), som er en ‘Dirty Computer’, der fanges i ‘The House of Dawn’ og skal renses for sine minder og hukommelse. Et af de minder er videoen til nummeret “PYNK”, hvor kvindenkroppen hyldes, og der prædikes om fri seksualitet og først og fremmest at at elske sig selv. Intimiteten er i top med de tætte korharmonier og close-ups af kroppen i alle størrelser og former. De famøse ‘vagina-bukser’ man kan se i videoen er også med på turnéen, så du kan godt glæde dig til at se dem live i aften.

“Make Me Feel” (2018)

Dirty Computer kom hurtigt i toppen på de internationale hitlister og vandt da også en Grammy for årets bedste album i 2018. Monáes største hit er den Prince-inspirerede “Make Me Feel” (Prince var også med til at arbejde på albummet, inden han døde i foråret 2016), hvor sangerinden i et trekantsdrama erklærer kærlighed til både en mand og en kvinde. Selvom Monáe har forholdt sig med en vis distance til sin egen seksualitet, gennem sin karakter Cindi, kom hun i forbindelse med udgivelsen ud som panseksuel. Sangerinden virker da heller ikke til at dyrke sin ‘androide-side’ særlig meget på Dirty Computer, men i et interview med Billboard i december sidste år sagde hun: “I’m part android, but I’ve been digging a lot more into my human side these days.”

Hvis man ser filmen, der akkompagnerer musikken, er der heller ikke tvivl om, at fremtidsfortællingen er intakt. Men ligesom det har været svært at differentiere Cindi og Monáe, er det dystopiske Metropolis i højere grad blevet en del af vores nutid. Monáe tager ikke længere udgangspunkt i en fjern fremtid, men i en virkelighed hvor vi allerede lever i en post-human verden – en verden hvor Janelle Monáe godt kan være en afrikansk-amerikansk, queer, halv androide, halv menneske, som er født af en kvinde fra Kansas.

Du kan dykke meget længere ned i Monáes univers, men vigtigst af alt kan du live forvente et ekstravagant show. Hvis du var til hendes koncert på Roskilde Festival i 2011, ved du også, at hun er et ‘must-see’. Monáe spiller lørdag på Orange Scene kl. 19.00.