fbpx

Catfish and the Bottlemen – Roskilde Festival 2019

Foto: Universal Music Group
Scene: Arena
Tidspunkt: Lørdag den 6. juli kl 14.30

Det walisiske band imponerede med deres selvsikkerhed og energi på scenen, men koncerten led desværre også under en ærgerlig ensformighed.

Catfish and the Bottlemen – Roskilde Festival 2019
3.5 / 5 Anmeldelse

På trods af medlemmernes unge alder, har Catfish and the Bottlemen spillet sammen siden 2007, og det var noget, som kunne mærkes på det modne og energiske band. Især den 26-årige frontmand, Van McCann, besad en helt vild energi på scenen og med sin sprøde og hæse vokal, blev det høje niveau lagt fra start. Sveden, der piblede ned fra McCanns ansigt, vidnede om, at der blev lagt mange kræfter i koncerten, hvilket – sammen med hans intense øjne – fik mig overbevist om, at det her er et band med kæmpestor potentiale.

Kiggede man ud blandt publikum, fik man dog hurtigt et indtryk af, at bandet var ukendt for størstedelen af festivalgængerne. Den høje energi, som fandtes oppe på scenen, skulle man lede længe efter nede blandt publikum, der mest af alt bare lignende nogle, som havde søgt i ly for regnen, eftersom der ikke rigtig blev sunget med på nogle af bandets sange. Når det så er sagt, formåede Catfish and the Bottlemen alligevel at fange folks opmærksomhed. Der var desuden to fans, der havde taget et stort banner med sig til Arena med teksten “ASA, please” (ASA er titlen på et af bandets numre), men de to fyre måtte desværre gå forgæves fra koncerten, da kvartetten desværre ikke hørte deres bønner.

Efter at have spillet hittet “Cocoon” spillede de deres sidste nummer, “Tyrants”, som med sit meget lange mellemspil efter min optik dog blev kørt en lille smule for langt ud.

Selvom bandet på forhånd var helt ukendt for mig, formåede de at suge mig ind i deres smadrende (til tider nærmest stadionrockede) univers, og især nummeret “7” imponerede. Det var da også et af de få numre, hvor man kunne ane publikums spinkle sangstemmer. Når det så er sagt, blev det til tider en smule langtrukken, da mange af sangene desværre flød sammen som følge af en ærgerlig ensformighed. Det høje energiniveau kunne man dog ikke tage fra dem, og frontmandens afsluttende stunt, hvor han hang sin guitar på mikrofonstativet i ægte rockstar stil (den faldt dog ned igen hele to gange), var prikken over i’et.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com