fbpx

Jada – Roskilde Festival 2019

Foto: Petra Kleis
Scene: Avalon
Tidspunkt: Fredag den 5. juli kl 13.00

Jada havde taget solen med sig, da hun tryllebandt publikum til sin koncert på Gloria.

Jada – Roskilde Festival 2019
4.5 / 5 Anmeldelse

Jada er flere gange blevet omtalt som Danmarks svar på Beyoncé, og i dag fik hun for alvor overbevist mig om, at der er noget om snakken. Hun lagde ud med hittet “Clean Love” og allerede fra første tone, rejste hårene sig på mine arme. Hendes ubesværede vokal og Beyoncé-inspirerede fraseringer skinner ligeså meget igennem på hendes upbeat-tracks som på de mere stille af slagsen, og det er en af grundene til, at jeg er ekstra betaget af Jada. At lyden så samtidig var lige i øjet i modsætning til mange af de øvrige koncerter, jeg har været til, var bare prikken over i’et.

Forinden koncerten var der blevet delt vifter ud til det forventningfulde publikum, og de blev også brugt på fulde drøn gennem hele koncerten. Især da Jada inviterede sin mor op på scenen, blev der jublede og flagret med de mange vifter. Lige præcis dette øjeblik virkede dog en smule malplaceret og uden nogen tydelig mening. Hele tanken om at invitere sin mor med op på scenen er jeg helt vild med, men da moderen begyndte på en masse mærkelige indianer-lignende skrig og lyde (acapella), må jeg indrømme, at jeg stod en smule af. Det virkede mest af alt bare som en slags showoff. I mine øjne havde det fungeret så meget bedre, hvis de i stedet havde sunget en duet.

Ved nummeret “Keep Cool” havde Jada placeret sig nede blandt publikum, hvor hun midt i nummeret blev båret af de mange hænder hele vejen op til scenen, mens hun sang videre på livet løs – stadig fuldstændig fejlfrit.

Det var min første koncert med den fremadstormende artist, men det bliver langt fra den sidste – for hold da op en magisk oplevelse jeg fik med den flawless Jada, som på baggrund af det fremførte cover af Beyoncés “1+1” efter min optik nu godt kan kaldes ‘Queen J’.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com