fbpx

Dagens Roskilde-portræt: Hans Philip fortalt med fem sange

Foto: PR

Roskilde Festival gæstes af mange kunstnere i alle former og størrelser, og fredag aften er det Hans Philips tur til at kaste stjernestøv af sig. Vi sætter fokus på i alt syv Roskilde Festival-aktuelle artister, så du ved lidt om den person, du kigger på, græder til, danser til, krammer til, eller hvad du nu kommer til at gøre under koncerterne.

Hans Philip er mest af alt kendt for sin tid i duoen Ukendt Kunstner, men sprang for kort tid siden ud som soloartist. Det ændrer dog ikke på, at det var projektet sammen med Jens Ole McCoy (den anden halvdel af Ukendt Kunstner), der i sin tid satte gang i artistens karriere. McCoy og Philip mødte hinanden i 2010 og startede grimeprojektet Skørmand, som de i 2011 optrådte med til Distortion. I 2012 byttede de dog den hårdtslåede grime ud med en blødere og mere poppet hiphop-stil, og det var så her, Ukendt Kunstner kom til.

Bliv klogere på Hans Philips karriere med fem sange her.

“Neonlys” (2013)

Det var med det anmelderroste debutalbum Neonlys (2013) – efterfølgeren til de to EP-udgivelser Hælervarer, Side A og Hælervarer, Side B – at Ukendt Kunstner for alvor slog igennem med sin originale hiphop-lyd, og især det fængende titelnummer blev et kæmpe hit. “Jeg ved, det nok skal gå en dag// jeg får en Ugens Uundgåelige lige der på P3,” lød det blandt andet fra Hans Philip på “Neonlys”. Om Ukendt Kunstner havde evnen til at se ind i fremtiden er ikke til at sige, men om ikke andet gik det i hvert fald lige præcis sådan.

“Alting/Ingenting” (2014)

Udover at Ukendt Kunstner i 2014 kom i heftig rotation på P3 med endnu en ‘Ugens Uundgåelige’ – nemlig “Alting/Ingenting” fra albummet Forbandet Ungdom – blev 2014 også det år, hvor de løb med sejren som ‘Årets Talent’ i forbindelse med P3 Guld – for ikke at glemme prisen for ‘Årets Danske Gruppe’ under Danish Music Awards samme år. Med stor anderkendelse fra branchen og de mange fans, kan det vist godt siges, at det pågældende år nok også var højdepunktet i duoens karriere, og med et album, der blandt andet rummer numre som “Stein Bagger”, “Fortæl Dem (feat. Lord Siva)” og “Gennem Byen”, erobrede de fortsat den danske musikscene uden at se sig tilbage.

“Soma” (2016)

Det første udspil, vi blev præsenteret for fra albummet Den Anden Side, var “Soma”, da de spillede det spritnye track live under P3 Guld i oktober 2015. Her blev det endnu engang understreget, at der var (og selvfølgelig stadig er) tale om to kæmpetalenter, og da albummet fire måneder efter udkom i februar 2016, indhentede det da også en pris for ‘Årets Danske Urbanudgivelse’ til Danish Music Awards. Den Anden Side blev gruppens sidste udgivelse, inden de i 2017 gav deres sidste koncert som Ukendt Kunstner og satte punktum for en succesfuld karriere, som de på Facebook selv beskrev med sætningen: »de bedste år i vores liv!«

“Siger Ingenting” (2019)

Efter cirka to år i stilhed smed Hans Philip endelig sit første track i eget navn den 10. marts i år. Med førstesinglen “Siger Ingenting” markerede han sig hurtigt som en lovende soloartist med en fornyet, alternativ Frank Ocean-lignende R&B-lyd. Selvom det føltes som uendeligheder, før man endelig fik lov til at høre fra Hans Philip igen, var det uden tvivl hele ventetiden værd, og på trods af, at det nye udtryk, han præsenterede os for, er markant anderledes, end hvad vi tidligere har hørt fra kunsteren, fik det kun én til at længes efter endnu mere. Heldigvis behøvede man ikke at vente længe – nej faktisk blev man nærmest bombarderet med glædelige overraskelser indenfor den nærmeste fremtid.

“Saa Blaa” (2019)

Allerede fredagen efter “Siger Ingenting” udgav Hans Philip endnu en single, “Dagdrøm [1]”. Og gaveregnen stoppede langt fra her, for den 17. marts udgav han det fulde album Forevigt, hvor man blandt andet finder tracket “Saa Blaa”. Her får man i en helt ny sammenhæng lov til at genopleve Hans Philips store talent for rap, hvilket det ellers (ud fra de øvrige tracks på albummet) tyder på, at han har lagt på hylden.

Hans Philip har netop fulgt op på sit anmelderroste debutalbum med ikke bare ét men hele to nye, fængende numre, som har fået titlerne “Tiden Læger Alle SÅr” og “Hvorfor?”. Da han i starten af måneden spillede på Heartland Festival, var han i følge vores anmelder tydeligt mærket af, at det var hans første koncert som soloartist. Det bliver spændende at se, om han har vænnet sig lidt mere til livet som solist, når han fredag aften kl. 19.00 spiller op til fest foran et højst sandsynligt propfyldt Arena.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com