fbpx

Stella Donnelly – Roskilde Festival 2019

Foto: Pooneh Ghana
Scene: Gloria
Tidspunkt: Torsdag den 4. juli kl. 12.45

Stella Donnelly gav både smil på læberne og tårer i øjenkrogen, da hun og bandet indtog Gloria.

Stella Donnelly – Roskilde Festival 2019
4.5 / 5 Anmeldelse

Australske Stella Donnelly har uden tvivl fået mange nye fans efter sin tidlige eftermiddagskoncert på Roskildes måske bedste scene Gloria. Det vidnede den efterfølgende lange kø ved merch-boden blandt andet om, hvis altså ikke de mange våde øjne er nok til at overbevise dig om den påstand. 

Stella Donnelly gjorde sig som både frontkvinde i et indierock-band og som hyggelig singer-songwriter mere eller mindre alene på scenen. Hun havde en publikumskontakt, alle kunstnere bør tage note af, og man ventede nærmest i spænding på, hvad hun næste gang kunne finde på at sige, som ville få én til at grine.

Donnellys musik, som du indtil videre kan høre på 2017-EP’en Thrush Metal og debutalbumme Beware of the Dogs, bygger på historiefortælling. Hendes tekster er egentligt ret direkte og relaterbare – måske i særlig høj grad for kvinder, hvis kvaler med det modsatte køn ofte er referencepunktet i Donnellys knivskarpe og satiriske lyrik. Netop fordi fortællingerne er i fokus, fungerede det rigtig godt, at Donnelly introducerede sine numre med små hints til, hvad man skulle lægge mærke til i teksterne. For eksempel lærte vi, at “U Owe Me” var skrevet om hendes tidligere chef, og at “Watching Telly” var et opråb om kvinders ret over deres egen krop. Forhistorierne betød, at man af og til grinte lidt for sig selv midt i numrene, eller lærte at lytte til dem på nye måder. 

Donnelly var hyggelig og humoristisk, og af og til gik det også over i det lidt gaggede, som da “Die” blev akkompagneret af en lille sød danserutine. Hermed ikke sagt, at det hele handlede om hyggesnak og humor. Da bandet mod slut gik af og efterlod Donnelly alene på scenen, vidste man nærmest med det samme, at “Boys Will Be Boys” ville følge efter. Og ganske rigtigt leverede Donnelly en hjerteskærende og kuldegysningsfremkaldende version af det tragiske, men vigtige nummer, som handler om en tæt veninde, der er blevet udsat for en voldtægt, og hvordan vi har det med at skyde skylden på ofret. Det efterladte flere – inklusiv mig selv – i gråd. Mildest talt.

Da tårene var tørret af, satte Donnelly og band gang i det nummer, der startede det hele – nemlig “Mechanical Bull”, og under den efterfølgende “Tricks” fik vi en stadig energisk Donnelly, der blandt andet lagde sig på gulvet med sin guitar. Det hele blev rundet af med fællessang af Cyndi Laupers “Time After Time”, og publikum blev sendt opløftede afsted ud i festivallandskabet – både rørte og underholdt og ikke mindst med følelsen af at have fået en ny ven, for det er dét, Donnelly med sin naturlige tilstedeværelse kan få én til at føle. 

Jeg så sidste år Stella Donnelly på den engelske festival The Great Escape, og der var det bare hende alene. Den præstation var nok til at vinde mig som fan allerede dengang, men i dag vekslede hun både med solopræstationer og fuldt band. Og det var en fed udvikling af live-settet, der resulterede i en dynamisk og afvekslende koncertoplevelse. Sådan én af slagsen, man ville ønske lige varede lidt længere.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com