fbpx

Rolling Blackouts Coastal Fever – Roskilde Festival 2019

Foto: Warwick Baker
Scene: Pavilion
Tidspunkt: Onsdag den 3. juli kl. 20.15

Rolling Blackouts Coastal Fever er ikke stærkere end deres bedste numre, og det gjorde koncerten onsdag aften til en blandet – dog overvejende positiv affære.

Rolling Blackouts Coastal Fever – Roskilde Festival 2019
3 / 5 Anmeldelse

Den Melbourne-baserede kvintet Rolling Blackouts Coastal Fever havde fået den utaknemmelige opgave at spille kun et kvarter efter, at Bob Dylan havde indtaget Orange Scene. Og med deres grundlæggende referencer til ældre rockæstetik kunne man godt forestille sig, at en del af deres potentielle lyttere allerede havde indfundet sig foran festivalens største scene. Der var dog stadig en gruppe, der havde trodset legenden, lyttet til nysgerrigheden og givet et spritnyt navn en chance. Det blev de til dels belønnet for. 

Gruppen fik en lidt gebrokken start og stod allerede på scenen, da jeg kom hen til Pavilion. Fem minutter for sent havde de derfor ikke den klassiske “så træder vi ind på scenen, mens I klapper”-seance, så de gik egentligt mere eller mindre bare igang.

Energien var høj fra første nummer, og hele tre guitarer lagde linjen for en koncert i det seksstrengede instruments tegn. De første numre var korte skæringer, omkring to minutter lange, så der var en konstant der-ud-af-følelse, som også generelt præger sangenes opbygning. 

Det var egentligt først nogle numre inde i settet, at gruppen for alvor havde spillet sig varme. Roskilde var første stop på deres tour, og det kunne man i starten godt mærke. Trods startproblemer viste de sig dog fra begyndelsen som en sammentømret gruppe, ja nærmest som en guitarrockorganisme, og det fungerede vanvittigt godt, da de i det første nummer pludselig vendte alle guitarhovederne ind mod trommeslageren, der buldrede afsted som centrum af det hele. 

Rolling Blackouts Coastal Fever lider under at have et meget ens lydbillede, og numrene følger typisk den samme opskrift, næsten altid med guitarene som hovedperson. De deler noget atypisk rollen som sanger mellem sig (tre af dem), og mens det giver en meget fed dynamik, fornemmer man også, at det er fordi, ingen af dem er den fødte sanger. I og for sig gør det ikke så meget, for når musikken er så skramlet, passer det jo fint ind i lydbilledet, at vokalen også er det. Til gengæld ændrer det ikke på, at de ens sangstrukturer kan få de 60 minutter til at føles en anelse lange og ensartede. 

Midt i settet kom nogle af gruppens største numre på banen. “Exclusive Grave” løftede niveauet gevaldigt, og “Talking Straight” sad lige i skabet med høj energi, skramlede guitarsoli og indierocken udstillet fra sin bedste side – samme gjaldt i øvrigt “French Press” og “Mainland”, som gjorde den midterste og sidste del af koncerten den absolut bedste.

Rolling Blackouts Coastal Fever er ikke stærkere end deres bedste numre, og det var dem, der hev koncerten hjem og brød med det til tider meget ens udtryk. Ingen tvivl om at de fem australiere er meget dygtige musikere, men de skal skrive flere sange på niveau med de førnævntefor at komme helt sikkert i land.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com